Afslapning i hjertet af vinmarkerne ved Bordeaux

Med visheden om at vin er mere end bare en drik, tilbyder nogle vinbønder omkring Bordeaux en anderledes tilgang til vinens verden med fokus på lokale produkter og udforskning af kulturarv.

Lækkerier langs flodmundingen

I Bourg byder passionerede og åbne vinbønder de livsnydende rejsende indenfor. I den øvre del af byen ligger "La Maison des vins", som har en moderne bar og en hvælvet kælder med omkring 150 flasker af den lokale vin. Her kan man lære mere om de karakterfulde vine direkte fra producenterne selv.

Krydstogter i Bordeaux (Eksternt link)

Mød vinentusiasterne

Nu kan du nyde et vinkrydstogt langs flodmundingens grønne skrænter, hvor der serveres smagsprøver på lokale vine parret med små lækre retter. Byerne Bourg og Blaye kigger ned på floden fra deres klippetop, og de er to af højdepunkterne for denne rejse på floden – en nydelse for både ganen og øjnene!

Cotes de Bourg (Eksternt link)

Oplev en anderledes vinmark

Byen Blaye er kendt for sit tidligere militærområde omkranset af volde og fæstninger, der langsomt er blevet forvandlet til en kunstnerlandsby. Her er der meget at se og opleve, men noget af det mest specielle er nok et besøg i den lillebitte vinmark på blot 1.500 m² med fin udsigt til floden. Her i Clôs de l’Échauguette dyrkes biodynamisk vin, der pløjes med heste, druer høstes med håndkraft, og mellem vinplanterne går der høns rundt og kagler. Man kan besøge marken og købe den sjældne vin, hvoraf der kun tappes 700 flasker om året.

Clôs de l’Échauguette (Eksternt link)

På cykel langs kystvejen

Turistkontoret i Bourg har fået den gode ide at udleje elcykler hele året rundt. Langs den højtliggende kystvej (la route de la Corniche) kan cyklisterne beundre de hvide kaltklinter ved floden på den ene side og bygningerne i hvid sten pyntet med blomster på den anden. Oppe i højderne, fra Bayon-sur-Gironde, kan man skimte slottet Eyquems vinmarker. På dette sted er udsigten over flodernes sammenløb særdeles spektakulær!

Turisme i Gironde (Eksternt link)

Besøg på et uafhængigt kooperativ

Klemt inde mellem de prestigefulde vinslotte Mouton Rothschild og Lafite Rothschild finder man det lille kooperativ La Rose Pauillac, der stadig står imod presset fra de store mærker. Det blev grundlagt i 1930'erne af små vinproducenter, hvis mål det var at lave stor vin til rimelige priser. Man kan besøge vinlageret, der ligger på en gammel gård i hjertet af Pauillac. Der arrangeres også anderledes aktiviteter såsom vinsmagning i mørke, der helt sikkert rummer en overraskelse eller to...

La Rose Pauillac (Eksternt link)

Sådan kommer du til Bordeaux