Fransk bordservice bag kulissen

ADT1

Den franske gastronomi er fuld af fantastiske og ikoniske retter, og et fint spisestel er med til at sætte prikken over i'et. Porcelæn, krystalglas og guldsmedekunst er prominente eksempler på fornem fransk bordservice, og er også en fryd for øjet. Vi har besøgt to steder i Frankrig, hvor unikt bordservice bliver til.

I landsbyen Porticcio på Korsika har familien Ceccaldi fremstillet knive i over 30 år. På værkstedet finder man håndværkere som Simon, der i hånden laver knive med raffinerede linjer.

Her på skønhedens ø kan man tage en rejse tilbage i tiden - I varmen fra ildstedet sidder knivmagerne og smeder metallet med kraftige slag:

”Dét der er så facinerende ved mit fag er at skabe ting. At møde ind om morgenen med en idé, og tage hjem igen om aftenen med et færdigt produkt. Passionen ligger i at arbejde med sine hænder, men også at være på værkstedet og skabe noget sammen med sine kolleger.” Siger Simon i videoen herover.

Et håndværk i konstant fornyelse

Gennem generationer er dette håndværk blevet videreført fra far til søn og har sin oprindelse langt tilbage i menneskets historie. I dag fornyer Ceccaldi-familien sig hele tiden for at kunne blive ved med at levere bestik til de fineste borde.

Langt væk fra Korsika, i det sydøstlige Frankrig, finder man Limoges, den franske hovedstad for porcelæn. Et andet berømt håndværk der fejrer bordets glæder.

Siden 1863 har Maison Bernardaud, som stadig er et famlieforetagende, skabt unikke produkter til bordet. Porcelæn er synonym med prestige, men det er samtidig et lunefuldt og krævende materiale, hvis helt særlige fremstillingsmåde ofte er omgærdet af mystik og forretningshemmeligheder.

Bag disse eksklusive produkter gemmer der sig dygtige håndværkere og krævende fremstillingsprocesser:

”For mig er porcelænet et nobelt materiale, som først og fremmest skal respekteres. At dekorere en tallerken er ligesom at male et billede - det er den samme lyst til at male på noget, der driver værket.” Fortæller håndværkeren i videoen herover.

Hos Maison Bernardaud er de forskellige værksteder tæt forbundet med hinanden. Produkterne skal igennem adskillige fascinerende etaper såsom emaljeringen, som fremhæver den rene hvide farve, der gør porcelænet så skinnende. Ved hver etape i fremstillingen afhænger resultatet af håndværkerens håndelag.

En tur bag kulisserne i produktionshusene giver et unikt indblik i hemmelighederne bag fremstillingen af disse genstande. Porcelæn og knive er en del af den franske kulturarv, der strækker sig over adskillige tidsaldre og er med til at gøre Frankrig berømt ude i verden.