Related videos

 
 

9 anderledes oplevelser i Paris

9 anderledes oplevelser i Paris

Louvre, Musée d'Orsay, Eiffeltårnet... har du allerede oplevet alle klassikerne i Paris? Her er 9 anderledes steder, der er et besøg værd!

Byernes by byder på nok kulturelle oplevelser til at fylde et helt liv – men spørgsmålet er, hvor man skal tage hen, når man allerede har besøgt alle de uundgåelige steder? Vi har lavet en liste med ni anderledes oplevelser, der viser dig en ny side af Paris og byens historie.

God fornøjelse!

 

Le musée des Arts Forains – et overraskende besøg i en eventyrlig verden

I en lille gemt oase i Paris, i et område hvor man førhen havde Bercys gamle vinlagere, findes et meget anderledes museum med en fantastisk flot og nærmest eventyrlig samling af gamle "tivoli-genstande" (store karruseller m.m.) fra blandt andet la Belle Époque.

Museet blev blandt andet brugt af Woody Allen til filmen "Midnight in Paris" og har som mål at skabe en magisk verden for de besøgende.

Museet har åbent lørdag, søndag og mandag mellem 11 og 16.30 og rundvisningen varer 1,5 time. Det koster 16 euros pr mand og besøget skal bookes på forhånd (det gøres let online).

Adresse: Pavillon de Bercy 53, Avenue des Terroirs de France, 75012 Paris – metro: Cour Saint Émilion

http://arts-forains.com/en/

 

Musée d'histoire de la Médecine – et kuriøst tilbageblik på medicinens historie

Midt i latinerkvarteret, inden for murerne af l'Université Paris Descartes, findes det lille, fine og ikke så kendte medicinske museum med de mest skøre instrumenter fra medicinens historie i et smukt gammelt galleri.

Her kan du få et indblik i, hvordan man førhen behandlede dårligdomme i byernes by.

Museet har lukket torsdag og søndag - åbningstiden de øvrige dage er 14 - 17.30. Adgang koster 3,5 euros.

Adresse: 12, rue de l'École de médecine, 75006 Paris

https://www.univ-paris5.fr/eng/CULTURE/Museum-of-the-History-of-Medicine

 

Le manoir de Paris – byens uhyggelige legender vækkes til live

Har du hørt om heksen « La Voisin » fra Marais-kvarteret, der var kendt for sine eliksirer, gift og tusindvis af aborter? Hvad med « Manden med jernmasken », der i 34 år var fange i Bastille-fængslet? Eller den smukke « Prinsesse Jabirowska », der sammen med en bande dræbte 26 unge mænd i en lejlighed på Rue Courtalon for at sælge deres kroppe og hoveder til forskning og medicinstuderende ? De er alle kendt fra de mange gruopvækkende legender, der igennem århundrede er blevet fortalt i Paris.

Du kan møde dem og mange andre i Paris' eget spøgelseshus « Le Manoir », der holder åbent i weekender og på udvalgte dage. Der findes flere forskellige shows, heriblandt « Légendes de Paris », som hver især tager cirka 45 minutter. En billet til to shows koster 27 euros.

Adresse: 18, rue de Paradis, 75010 Paris
http://www.lemanoirdeparis.com/en/

 

Musée de Cluny – rejs tilbage til middelalderen – og antikken!

Musée de Cluny, det nationale middelaldermuseum, ligger i det 5. arrondissement i en fantastisk bygning, som man startede med at bygge i 1334 – eftersigende den bedst bevarede bygning fra Middelalderen i hele Paris. Museet har en af verdens største samlinger fra Middelalderen – blandt andet de storslåede gobeliner "Kvinde med enhjørning".

Men museet gemmer også på en endnu ældre hemmelighed: "Les Thermes de Cluny" – de romerske bade, som er det mest værdifulde fund fra antikken i Paris.

Åbent alle dage bortset fra tirsdag. Adgang til den permanente udstilling koster 8 euros

Adresse: 6, place Paul Painlevé, 75005 Paris
http://www.musee-moyenage.fr/

 

Les Caves du Louvre - vinsmagning i kongens vinkælder

En vinkælder konstrueret af Ludvig XV's sommelier i 1700-tallet. Her får du en 45 minutters guidet rundvisning (med en app man får anvist ved indgangen – der er gratis wifi), som giver dig et indblik i vinens verden – og bagefter er der mulighed for at smage på vin.

Adgang + 1 glas vin koster 15 euros/ adgang + tre glas vin 19 euros.

Adresse: 52, Rue de l'Abre Sec, 75001 Paris.
http://www.cavesdulouvre.com/?lang=en

 

Basilique Cathédrale de Saint-Denis – Kongernes sidste hvilested

En katedral ud over det sædvanlige. Her ligger 43 konger og 32 dronninger begravet i over 70 smukt udsmykkede gravpladser – verdens største samling af gravskulpturer fra det 12. til det 16. århundrede.

Der er åbent i kirken næsten alle dage – adgang: 9 euros

Adresse: 1, Rue de la Legion d'Honneur, 93200 Saint-Denis
http://www.saint-denis-basilique.fr/en/

 

Musée de la Magie – et besøg i magiens verden

Har du nogen sinde undret dig over, hvordan man tryller? Her kan du gå på opdagelse i magiens verden og historie igennem en stor samling af "magiske objekter" og et trylleshow.

Museet har åbent onsdag, lørdag og søndag + udvalgte ferier fra 14 til 19 – entré koster 10 euros.

Adresse: 11 rue Saint-Paul, 75004
https://www.museedelamagie.com/accueil1.html

 

Musée Nissim de Camondo – besøg et storslået hjem fra La Belle Époque

Et af de mest velbevarede hjem fra la Belle Époque (starten af 1900-tallet). Hjemmet tilhørte Moïse de Camondo, en parisisk bankmand, som var passioneret samler af fransk kunst og møbler – hjemmet er modelleret efter Petit Trianon ved Versailles.

Familien har en tragisk historie; Moise de Camondo blev født i en rig, jødisk bankfamilie i Istanbul, der havde etableret deres filialer i Frankrig i 1869. Planen var, at sønnen Nissim skulle arve huset, men han døde under første verdenskrig, så i stedet blev det testamenteret til "les arts décoratif". Moïse selv døde i 1935, og under anden verdenskrig blev familien totalt udryddet, da hans datter og børnebørn døde i en koncentrationslejr.

Adgang til museet: 9 euros eller 13 euros inklusiv adgang til Musée des Arts Décoratif

Adresse: 63, rue de Monceau, 75008 Paris

http://www.lesartsdecoratifs.fr/en/museums/musee-nissim-de-camondo/

 

Musée du chocolat – tag i chokolade-himlen!

I Paris finder du nogle af verdens bedste chocolatiers – du finder også et helt museum dedikeret til chokoladen.

Her kan du lære alt om chokladens historie, smage på museets chokolade fra nogle af de bedste plantager i verden, følge med når de dygtige chocolatiers laver chokolade live og fortæller om alle hemmelighederne, deltage i workshops enten for voksne, børn eller familier og se de imponerende chokolade-skulpturer.

Museet har åbent fra hver dag fra 10 til 18 – et besøg tager cirka 1,5 time og koster 11 euros.

Adresse : 28 Boulevard de Bonne Nouvelle, 75010 Paris

http://www.museeduchocolat.fr/?lang=en 

  • Paris

    Paris - © N. Baertens/CRT Paris Ile-de-France

    Paris

    Paris - © N. Baertens/CRT Paris Ile-de-France