• Christiane på spastedet Thalazur i Antibes

    Christiane på spastedet Thalazur i Antibes - © Christiane Schaumburg-Müller

    Christiane på spastedet Thalazur i Antibes

    Christiane på spastedet Thalazur i Antibes - © Christiane Schaumburg-Müller

  • På tagterrassen af stormagasinet Printemps i Paris

    På tagterrassen af stormagasinet Printemps i Paris - © Atout France

    På tagterrassen af stormagasinet Printemps i Paris

    På tagterrassen af stormagasinet Printemps i Paris - © Atout France

  • Brunch på La Réserve i Paris

    Brunch på La Réserve i Paris - © Atout France

    Brunch på La Réserve i Paris

    Brunch på La Réserve i Paris - © Atout France

Christiane Schaumburg-Müllers Frankrig & hendes 5 bedste tips

Christiane Schaumburg-Müllers Frankrig & hendes 5 bedste tips

Frankofile forældre, franske bilferier, udvekslingsophold og en familielejlighed i Paris - Christiane Schaumburg-Müller fortæller om sit forhold til Frankrig og deler sine 5 bedste tips.

Det startede med årlige familieferier i bil rundt i det meste af Frankrig, siden blev det til udvekslingsophold i både Sydvestfrankrig og Paris – og i dag står det ofte på svipture til familielejligheden i byernes by eller aktive ferier med de franske venner. Med frankofile forældre har Christiane Schaumburg-Müller næsten fået forkærligheden for Frankrig ind med modermælken.

"Vi kørte simpelthen til Frankrig hvert eneste år, og var der i halvanden måned. Og når man er frankofil, så ved man ofte ret meget om landet, så det handlede også om at lære om historien, og vi var på enormt mange museer. På den måde blev jeg introduceret kulturelt til Frankrig, som jeg synes er rigtig, rigtig spændende," siger Christiane, der arbejder som tv-vært og chefredaktør for ChriChri.

De tidligste minder fra det franske er fra bagsædet af en bil, når familien var på vej på eventyr. Og med en mor, der er fransklærer på gymnasiet og har boet og studeret i Aix-en-Provence, havde Christiane nærmest en ekspert med rundt.

"Vi boede altid enten i telt eller, da vi blev lidt ældre, lejede villaer eller lejligheder. Og så lavede vi maden selv. Tog på markedet og købte grøntsager. Jeg kan huske, at man sad og nippede enderne af haricots verts. Det var meget sådan noget med at være ét med dem i de små byer. Men vi tog ikke det samme sted hen hvert år. Vi udforskede virkelig Frankrig," siger hun.

 

Et hjem i Frankrig

Christiane tog senere på udveksling til Périgueux nær Bordeaux i Sydvestfrankrig, hvor hun flyttede ind hos en værtsfamilie. Og sammen med dem fik hun set en helt ny side af Frankrig.

"Vi er ikke en familie, der står på ski - af den grund, at man ikke havde råd til to ferier. Men et af min bedste minder fra Frankrig er fra en skiferie. Da jeg boede i Frankrig, var vi på ski fire gange - og så inviterede familien mig altid med på ski de efterfølgende år. Det var virkelig fedt at opleve," siger hun.

Kontakten til værtsfamilien holder hun stadig ved lige – og indimellem bliver hun lokket med på nye aktive eventyr, når turen ikke går til byernes by.

"Jeg er så heldig, at vi har købt en familielejlighed i Marais-kvarteret i Paris, hvor vi hyppigt tager til - det er jo nærmest billigere end stillekupeen til Århus. Og så har jeg fået rigtig mange franske venner, blandt andet datteren i den værtsfamilie jeg boede hos. Det er femten år siden, og jeg har i rigtig mange år besøgt hende én gang om året," siger Christiane.

Hvis de ikke mødes i Périgueux mødes de i Paris eller tager på aktiv ferie med venindens vennegruppe.

"De er skidegode til at arrangere sådan nogle aktivitetsferier, hvor vi skal på canyoning, klatre, vandre eller stå på ski - og så hopper jeg på, når jeg kan," siger hun.

 

Favoritten er ikke Byernes by

Det var også sammen med vennerne, Christiane oplevede Frankrig og Pyrenæerne på en helt ny måde – til fods!

"Det var simpelthen fantastisk! Ej hvor var det fedt. Og det var jo skide sjovt, for de vandrer ikke som en sportsgren. De vandrer - men der er stadig vin med i tasken sammen med en kniv og en paté. Og det var virkelig en stor oplevelse at opleve et land ved at gå. Det gør jeg også meget i Paris, for man ser bare så meget," siger hun.

Og selv om turen ofte går til Paris, så er det faktisk ikke favoritdestinationen. For Christiane er Frankrig nemlig to vidt forskellige ting. Der er storbyen Paris – og så er der det øvrige Frankrig, som for hende er landligt, traditionelt og leder tankerne hen på cykelskæg og alt andet end fashion og Vogue. Og det er her, man finder favoritten.

"Provence! Jeg er totalt skudt i gamle klostre og lavandelmarkerne i Provence-området, som er fuldstændigt fantastiske. Og så cikaderne. Altså den der lyd af Provence. Og den tørre duft af træerne. Det er helt sikkert også fordi, at både min mor og min rigtige far har boet der. De læste begge på universitet der, så vi har rejst meget i det område, som de har vidst meget om og været enormt begejstret for. Og de har udbrudt "nej, den her café gik vi altid på"," siger Christiane.

 

Der er andre regler i Paris

Det betyder dog ikke, at byernes by ikke har en særlig plads i hendes hjerte. Historien er nemlig noget af det, der har slået benene væk under Christiane.

"Den franske historie har gjort sindssygt meget indtryk på mig - altså Marie-Antoinette for eksempel. Og at gennemgå alt det der skete i Paris under den franske revolution. Ikke bare gå på ét museum, men alliere sig med nogen, der kan tage dig med rundt i Paris' gader og vise dig, hvor tingene er foregået, så man kommer rundt i byen," siger hun.

Og med en forkærlighed for historie og Marie-Antoinette kommer man næppe uden om Versailles.

"Jeg er fuldstændig vild med Versailles. Men jeg elsker også lysekroner og al den slags... Ej! Versailles er en stor oplevelse. Og så Napoleons lejlighed på Louvre... den går jeg altid ind og ser. Det er bare så fedt. Det er jo det, Paris og Frankrig kan," siger Christiane og fortæller, at hun under sin studietid blev meget imponeret af, at næsten alle franskmand ved enormt meget om deres historie.

Noget andet, hun fandt ud af under sin studietid, var, at der gælder helt andre sociale regler i Paris.

"Paris er en meget god by at være alene i, fordi de har så meget kulturelt, som er helt ok at gøre alene. Det er helt normalt at sætte sig på en cafe alene. Det er helt normalt at sidde og læse i Tuileries-haverne alene. Det er helt normalt at gå i teatret eller i biografen alene – og det er ret fedt. Det er slet ikke normalt i Danmark på sammen måde - og derfor er Paris også sådan en by, som er fed at opleve alene," siger hun.

 

Christianes 5 bedste tips til Frankrig

  • "Tag på en weekendtur til Lyon. Der er nogle fantastiske museer. Især Musée des Confluences - det var helt fantastisk og en stor oplevelse. Og madmæssigt synes jeg også, at det var virkelig godt... så tag til Lyon en weekend for at spise og gå på museer."
  • "Besøg Musée Nissem de Camondo. Det er et museum i Paris i et gammelt hus, som var ejet af en kunstsamler, der mistede hele sin familie under 1. og 2. verdenskrig og donerede sit hus som kunstsamling. Det er helt fantastisk. Og de har lavet det ret sjovt. Man starter i hallen og tager hørebøffer på, og så hører man, hvordan et liv var med tjenestefolk var, ser, at der er dækket op, og hører, hvad de fik og spise. Det er et ret fedt museum."
  • "Tag ud og oplev naturen – for eksempel på en vandretur eller canyoning. Det er virkelig vildt"
  • "Lær sproget, så du kan gå ind og se noget teater – de er virkelig gode. Og deres franske film er virkelig gode. Det er noget helt specielt, når man kan sproget i Frankrig. Når jeg er i Frankrig, både alene eller med min mor og far, så skal vi i teatret og vi skal se så mange franske film, som vi overhovedet kan. Det er svært, hvis jeg har en veninde eller kæreste med. Så jeg ynder faktisk meget at tage afsted alene eller med nogen, der kan fransk.
  • "Tag på udsalg. Min søster, mor og jeg tager hvert år på udsalg i Paris - og gerne når det har været i gang et stykke tid og de har sat priserne helt ned. Det kan jeg godt anbefale"

Efter alle de franske oplevelser, er der mon så overhovedet noget tilbage, Christiane drømmer om at opleve?

"Ja, jeg kunne rigtig godt tænke mig at se en fodboldkamp med deres landshold. Jeg har været der, både når de har tabt og vundet, men jeg kunne rigtig godt tænke mig at opleve det. Og så kunne jeg godt tænke mig at tage på flere vandreture. Jeg tror, at der er nogle fantastiske vandreture, jeg ikke har oplevet," slutter hun. 

Related videos

 
 

Sponsored videos