Få ny inspiration i køkkenet med et madlavningskursus i Frankrig

Få ny inspiration i køkkenet med et madlavningskursus i Frankrig

Ferie kan være meget mere end museumsbesøg og afslapning på stranden. Hvorfor ikke have det sjovt, samtidig med at du lærer noget, du kan bruge igen og igen, når du kommer hjem? Franskmændene er verdenskendt for deres art de vivre, deres passion og glæde for god mad og vin. I de store byer står franske kokke parat til at dele deres viden med dig. De fleste steder undervises også på engelsk.  

Klik her for at gå direkte til byen
- Aix-en-Provence
- Avignon
- Toulouse
- Bordeaux
- Grenoble
- Versailles
- Montpellier
- Paris
- Metz
- Mellem Saint-Tropez og Nice

Aix-en-Provence

Les cuisines du soleil: kurser hos Marc Héracle

I smukke omgivelser på et typisk landsted i Sydfrankrig (château d'Arnajon, 15 minutter fra centrum af Aix), giver kokken Marc Héracle kurser i madlavning fra Provence (også slankemad). Sprog: engelsk, fransk eller italiensk.Tlf.: +33 (0)4 42 61 87 47

Avignon

Julien Charvet, midt i Hallerne

Denne kok holder til på byens overdækkede marked, hvor han tilbyder kurser for voksne og børn. Her blandes lokale specialiteter med eksotiske ingredienser. F.eks. er fredagen helliget sushi: undervisning kl. 9.30 og smagsprøver kl. 11.30. Julien taler engelsk og kan også tage ud og undervise hos dig.

La Mirande, symbolet på den provencalske elegance

I dette fornemme hotel, som nærmest støder op til Pavepaladset, ligger en restaurant som byder gæster helt ind i køkkenet. En uge om måneden arrangeres der i samarbejde med anerkendte kokke fra egnen madlavningskurser med navnet Marmiton (kokkelærling) i det smukke renæssancepalæ. 

Toulouse

L'Amphitryon (i den engelske version, se under "The Act")

L'art de recevoir (kunsten at tage imod gæster) er mottoet for Yannick Delpech, som har hjemme i Colomiers i udkanten af Toulouse. På hans madlavningskurser kan du lære ting, der vil henrykke dine gæster. 

Les Jardins de l'Opéra 

Stéphane Tournié ejer denne restaurant biliggende i en smuk lukket gård til le Grand Hôtel Opéra, som ligger på place du Capitole: et højt anerkendt sted, ikke mindst på grund af dets madlavningskurser.

L’Office

Caroline Joucla byder indenfor i sit køkken (børn er velkomne), hvor hun fra tid til anden også inviterer andre dygtige franske og udenlandske kokke til at komme og dele ud af deres viden. Køkkenskolen har også en afdeling i stormagasinet Galeries Lafayette Maison (rue Alsace Lorraine). Mulighed for undervisning på engelsk.

Instants Culin’R / Bolero

Denne butik med lækre sydlandske madvarer har desuden hyret to kokke (Frédérique Menvielle et Sébastien Authier) til at give tematiske kurser i madlavning, fra brunch over det sofistikerede måltid til det molekulære køkken. Mulighed for undervisning på engelsk. 

Cuisin’easy

Nathalie Grenet har skabt sit eget univers (også for børn) tilegnet mad og vin, hvor man kommer bag kulisserne i en Michelin-stjerne restaurant: forberedelse, anretning...og selvfølgelig til sidst måltidet! Mulighed for undervisning på engelsk.

Bordeaux

Quai des Saveurs

Denne køkkenskole ligger på adressen quai des Chartrons i et kvarter som er på UNESCOs verdensarvsliste. Her finder man bl.a. byens bedste vinhandlere. Kurser på engelsk gives til grupper på 5 til 10 personer. 

L'Atelier des Chefs (engelsk flag øverst til højre)

Denne køkkenskole har afdelinger i adskillige franske byer, heriblandt vinbyen på Atlanterhavskysten. Mulighed for undervisning på engelsk for grupper på mindst 20 personer.  

Hostellerie des Criquets

Dette charmerende 3* hotel i udkanten af Bordeaux har en restaurant, hvis kok Jean-Luc Molle giver 2 timers kurser. Mulighed for undervisning på engelsk.

Grenoble

L'échanson

Denne vinhandler har en charmerende lille butik i centrum af "Alpernes hovedstad", hvor man kan lære mere om vin og vinsmagning. Tag ud på en smagsrejse i franske og udenlandske vine. Mulighed for undervisning på engelsk.

Versailles

L'atelier cuisine de Patricia

Patricia underviser sine elever i intime lokaler i en fornem bygning fra det 18. årh. i den smukke forstad til Paris. En del af kurset foregår på det lokale marked, hvor de bedste råvarer udvælges. Patricia har selv gået på den fornemme Cordon Bleu kokkeskole. Mulighed for undervisning på engelsk.

Montpellier

L’Atelier de Valérie

Valérie Sabatino, chef cuisinier, tilbyder varierede kurser som er til at gå til for alle. Fra "Chef Minute", lynkursus for travle kokke, til "Soirée mets et vins", komplet måltid med tilhørende vin. Der er noget for enhver smag og ethvert budget. Mulighed for undervisning på engelsk.

Le restaurant "Ma Maison"

I dejlige landlige omgivelser i Saint-Aunès tager Philippe og Isabelle imod gæster lørdag morgen til et madlavningskursus hvor man føler sig hjemme på trods af, at det er en ganske fornem restaurant. Mulighed for undervisning på engelsk.

Le restaurant "Jardin des Pâtes"

Kokken Armand står klar om lørdagen til at undervise gourmander og gourmeter. Hans specialitet er nyfortolkninger af pastaretter (ikke kun italienske) men hans madlavningskurser kommer hele vejen rundt. Mulighed for undervisning på engelsk eller tysk.

Paris

Gå i køkkenet hos Lenôtre

Gaston Lenôtre er en anerkendt kok med adskillige restauranter under sin ledelse. Hans evner spænder vidt, fra bagværk til "haute cuisine", og hans professionelle kokkeskole er særdeles velrenommeret. Glade amatører kan også få et indblik i hans verden af spændende madlavning, både i Paris og Cannes (børn fra 7 år er også velkomne).

Metz

Les Tables de Rabelais

Den berømte franske forfatter Rabelais boede to år i Lorraines hovedstad, og nu tilbyder byens turistkontor forskellige gourmet-pakker opkaldt efter ham. "City Breaks Gourmands" & "Visites Rabelaisiennes" giver dig indblik i egnens lokale produkter og bedste restauranter samt i forfatterens liv. Audioguide og guidede ture tilbydes på forskellige sprog, bl.a. engelsk.

Mellem Saint-Tropez og Nice

Château de Berne

I det sydlige Provence tæt ved Saint-Tropez finder man dette store område som omfatter et fornemt hotel, prestigefyldte vinmarker, masser af plads til aktiviteter og opdagelse, tre forskellige restauranter under ledelse af chefkok Sébastien Nouveau, samt to skoler: én for vin og én for madlavning. 

- Vinskolen lærer dig de basale ting om de lokale vine, som nu til dags bliver mere og mere komplekse. Lær også mere om hvordan man bedst smager på vin, og bliv introduceret for de mange begreber: aroma, struktur, osv.Få smag for Provences vine og bliv vist rundt i vinmarkerne vinkældrene. 
- Madlavningskurserne bliver afholdt på et charmerende lille restaureret landsted bygget i sten. Den tilhørende køkkenhave med krydderurter og olivenlunden rundt om supplerer perfekt de andre ingredienser som bruges i undervisningen.