Julen 2020: Her er 5 franske destinationer til en helt særlig julegave

Jul og nytår 2020 markerer starten på et nyt år, som vi går ind i med forhåbningerne om igen at kunne rejse og besøge vidunderlige Frankrig. Derfor har vi her udvalgt fem rejsemål, du kan give i julegave til en du har kær...

Drôme-dalen: bæredygtig ferie i harmoni med naturen

Drôme-dalen i Provence ligger mellem Middelhavet og Alperne og er opkaldt efter floden Drôme, der løber gennem dalen. Her står bæredygtighed højest på dagsordenen, og f.eks. er floden en af de eneste i Frankrig, som endnu er uberørt af menneskelig intervention.

Om sommeren blomstrer lavendlen for foden af Alperne, og den botaniske diversitet i Drôme-dalen er exceptionel. Netop derfor er dalen også førende indenfor produktion af essentielle olier i Frankrig.

Oplev dalen på en kanotur op ad floden eller ved at besøge en af de mange hyggelige vingårde, hvor den musserende vin Clairette de Die bliver til. Som det hører sig til i Drôme produceres dalens egen søde boblende vin helt uden brug af kunstig sukker eller gæring. Gå heller ikke glip af udsigten fra Crest-tårnet, som regnes for at være et af de smukkeste bygningsværker fra middelalderen. Det ligger tæt på landsbyen Mirmande som, foruden tre andre landsbyer i Drôme-dalen, er på Frankrigs liste over landets smukkeste (”Les Plus Beaux Villages de France”).

Fra februar 2021 kan man fra Kastrup Lufthavn flyve direkte til Lyon, hvorfra turen til Drôme-dalen tager cirka 1,5 time.

Læs mere om Valle de la Drôme her

Pyrenæerne : Uforglemmelig vandreferie i den fantastiske bjergkæde

Den smukke bjergkæde Pyrenæerne udgør grænselandet mellem Frankrig og Spanien og rummer exceptionelle naturoplevelser til dem, der holder af en aktiv ferie med vandrestøvler på!

Den 206.000 hektar store nationalpark Parc nationale des Pyrénées er et slaraffenland af vandreruter, der matcher alle niveauer og tidshorisonter: Fra den krævende GR 10 rute hele vejen til Baskerlandet eller den noget mere overskuelige 2,5 timers rute til den hjerteformede sø Lac du Montagnon.

Pyrenæerne er også kendt for sine mange varme kilder, der har været kendt, elsket og brugt lige siden romertiden. Sidst men ikke mindst er Pyrenæerne et ideelt sted at se stjerner bl.a. fra observatoriet på bjerget Pic du Midi.

Hvis løftet om en vandreferie til Pyrenæerne skal ligge under dit juletræ i år, skal du afsætte god tid til rejsen. Fra Lyon eller Nice tager køreturen nemlig cirka syv timer. Se uddybende information om flyruter i afsnittet om Drôme-dalen herover.

Læs mere om Pyrenæerne her.

Des paysages à couper le souffle dans les Hautes Pyrénées avec Little Gypsy.

Alperne : Gear ned med wellness & naturterapi

2020 har budt på ekstraordinært mange udfordringer, omvæltninger og ikke mindst usikkerhed! Hvis du og dine nærmeste er nogle af dem, der også har mærket det særegne år på den mentale energi, er en ferie med naturterapi måske ikke helt dumt i 2021...

I den franske del af Alperne er der rig mulighed for at afstresse med yoga og meditation, men også gennem mere alternative metoder som f.eks. sophrologi (en afspændingsteknik baseret på åndedrætsøvelser og tanke-management, red.) samt det japanske koncept ”shinri yoku” som i alt sin enkelthed går ud på at bevæge sig gennem skoven i stilhed og meditere blandt træerne.

Giv dig selv et velfortjent ophold på et af de mange steder, der tilbyder de forskellige former for naturterapi, eller forær rejsen til en, der trænger til at lade batterierne op! Fra Lyon tager turen til de franske Alper cirka 2,5 time og fra Nice cirka seks timer. Se uddybende information om flyruter i afsnittet om Drôme-dalen herover.

Læs mere om de naturterapi og wellness i Alperne her

og her.

Normandiet: i ét med de bølgende landskaber hvor den økologiske hør gror

Normandiet har i århundreder været kendt for de lyseblå hørblomster, der pryder det bakkede landskab blot 10 dage i juni. De fine blomster springer ud om morgenen for allerede at visne igen samme aften, og i departementet Seine-Maritime gror de på et 20.000 hektar stort areal. Vil du opleve dette blå blomsterhav, skal du følge den 75 kilometer lange cykelrute ”Véloroute du lin”, der snor sig ind gennem landskabet ved Albâtre-kysten til den lille by Pourville-sur-mer.

Tag også til Pays de Caux-regionen, hvor hørens historien går helt tilbage til 1200-tallet, eller smag hørfrø strøet ud over den lokale ost ”neufchâtel”.

Fra lufthavnene i Kastrup og Billund går der direkte fly til Paris hele året, og herefter tager det cirka to timer at køre til Normandiet.

Læs mere her.

Loiredalen: Pragtfuld cykelferie fra det ene vidunderlige slot til det næste

Forkæl prinsessen eller prinsen i dit liv og læg en aktiv ferie på cykel i Loiredalen under juletræet! Cykelruten "La Loire à Vélo" er 900 kilomet lang og tager sine cyklister med gennem Loiredalen fra landsbyen Cuffy tæt på Nevers til St Brévin-les-Pins ved Atlanterhavets kyst. Her kommer man forbi Loiredalens frodige haver, historiske slotte og charmerende landsbyer. Oplev f.eks. ”Tornerose slottet” Château d'Ussé, slottet i Cheverny som Kaptajn Haddocks ”Møllenborg” er tegnet efter i Tintin eller lad dig bjergtage af Château de Chenonceau og Château de Chambord – renæssancens arkitekter var i sandhed genier!

Fra lufthavnene i Kastrup og Billund går der direkte fly til Paris hele året, og herefter tager det cirka to timer at køre til Loiredalen.

Læs mere her.

For yderligere information:

Læs mere om rejsemålet Drôme-dalen her. (Eksternt link)

Læs mere om rejsemålet Pyrenæerne her. (Eksternt link)

Læs mere om Alperne her. (Eksternt link)

Læs mere om Normandiet her. (Eksternt link)

Læs mere om Loiredalen her. (Eksternt link)