13 franske byer med skønne efterårsoplevelser i vente

Der er næppe noget så skønt som en lille storby get away med tid til at nyde livets mange små glæder! At tage sig god tid til et lækkert måltid, fordybe sig i en udstilling eller bare nyde den friske luft på en gå, sejl eller cykeltur! Franskmændene forstår at dyrke det gode liv, og det afspejler sig i Frankrigs mange pragtfulde byer. Her er 13 favoritter at opleve i efterårslyset...

#1 - Tag ud og se på kunst i byen Tours beliggende i Centre Val de Loire

At byen Tours ofte må kæmpe om opmærksomheden med Loiredalens smukke slotte er synd, for denne gastronomiske perle fortjener så meget mere opmærksomhed. Byen ligger blot en times kørsel fra Paris og er med sine historiske kvarterer, smukke centrum med kalkstenshuse og de hyggelige middelalderlige gader og pladser som at træde ind i en lille tidslomme. Ifølge LonelyPlanet er pladsen "Place Plum", med sine hyggelige caféer, Frankrigs smukkeste!

Et stenkast fra den charmerende plads kan kunstelskere besøge det moderne kunstmuseum "Centre de Création Contemporaine Olivier Debré (CCCOD)" - fuldend oplevelsen og tag en tur i sporvogn, designet af kunstneren Daniel Buren, dertil!

#2 - Udforsk floden Ill og øerne på cykel i Strasbourg, Alsace

Vidste du, at Strasbourg er Frankrigs største cykelby? Udforsk den på en cykeltur langs kanalerne før turen går videre ud i Alsaces vinland. Hvis du følger Ill-floden, der snor sig mellem det historiske centrum og det smukke kvarter Petite France, har du byens majestætiske katedral som ledesnor. Du kan også gøre holdt og f.eks. stikke hovedet ind i 5ème Lieu, som er byens nye kulturcenter, dedikeret til kulturarv og arkitektur. Sidst men ikke mindst kan du overnatte på byens første miljøvenlige hotel "Tandem", der også er ganske cykelvenligt!

#3 - Gastronomiske Lyon, mellem ”food courts” og ”traboules”

I Lyon kan man lege skjul i byens berømte passager, hemmelige trapper og baggårde kendt som "traboules"! Gå en tur gennem de gamle kvarterer "Vieux Lyon" og "Croix Rousse", og læg mærke til de vidunderlige detaljer, der med appen ”Traboules” blot bliver endnu smukkere. Prøv også de lokale restauranter kendt som ”Bouchons”, hvor de lokale retter serveres i generøse mængder. Besøg også nogle af de steder, der gør Lyon til Frankrigs gastronomiske højborg: det smukke Musée des Confluences samt byens 4 food courts. Gå heller ikke glip af et besøg i indkøbscenteret Lyon-Part-Dieu og læg vejen forbi madboderne af Heat et Food Traboule Food Society.

#4 - Nantes, en ekstraordinær rejse i Pays de la Loire

Hvis du ankommer med tog til Nantes i det vestlige Frankrig, hilses du velkommen af den nye lyse banegård og arkitekten Rudy Riciottis gangbro. For at opleve byen anbefaler vi, at du følger ruten ”Le Voyage à Nantes”, der er markeret med en grøn linje gennem byen. Den består af cirka 60 etaper, bl.a. forlystelsesparken Machines de l'île med sin ikoniske træelefant og ekstraordinære maskiner, et smukt slot, et spændende kunstmuseum, samt en levende hangar med caféer og hippe gallerier langs Loirefloden. Se vores guide til en forlænget weekend i den skønne by her!

#5 - Tag på et naturkrydstogt til Amiens i regionen Hauts-de-France

Hvad med en sejltur gennem køkkenhaver med porrer, kål, gulerødder og blomster? Og mulighed for at købe grøntsager på sejlturen direkte hos de små lokale producenter? Amiens er kendt for sine flyndende haver, der kendes som ”hortillonnages”, og som, trods mange år på bagen, er som hånd i hanke med tidens trends!

Prøv en tur langs kanalerne i det charmerende kvarter Saint Leu, som er en oplevelse uanset om du sejler i de traditionelle fladbundede både, sidder bag roret i en elektrisk båd eller kører på cykel!

#6 - Historiske Rouen i Normandiet

Jeanne d’Arc, de franske impressionister og forfatteren Gustave Flaubert - Rouen i Normandiet emmer af historie og kunst! Med sine pittoreske små gader, søde bindingsværkshuse og hyggelige markeder er byen et must at besøge, og livet langs Seinen er forlængst overtaget af cyklister og fodgængere.

De sportslige kan med "Run&Visit" prøve en aktiv rundvisning ledet af en guide med speciale i løb og historie! Tag også en pause på middelalderkirkegården "Aître Saint Maclou" i det gamle Rouen, som lige er blevet restaureret og den dag i dag er meget mere end en kirkegård. Her findes nemlig også udstillinger, kunstgallerier og en charmerende vinterhave...

#7 - Rennes, Bretagnes gourmetparadis

Hver lørdag morgen er der en hvirvelvind af farver og dufte på Place des Lices i Rennes. Grønthandlere, fiskehandlere og andre lokale producenter står tæt pakket bag deres boder. Markedet i Rennes er et af Frankrigs største og ældste, og her værnes der både om traditionelle madpandekager og ny kokkekunst kendt som ”bistronomi”.

Væk smagsløgene på de mange gode restauranter og små økologiske gourmetsteder, der kun bruger lokale råvarer. Kunne du tænke dig at teste nogle af dem? Prøv også en tre timer lang "Food Mood Tour" og opdag de lokale gastronomiske skatte med seks forskellige smagsprøver! I de store haller i Criée-marché Central samles de bedste kokke og food trucks fra Bretagne i en festlig stemning den første søndag i hver måned. Bon appétit!

#8 - I Dijon i regionen Bourgogne-Franche-Comté emmer gaderne af historie

Bourgognes prestigefuldte vinmarker er smukkest i efterårsfarver, og denne årstid er også et optimalt tidspunkt at opleve byen Dijon: smag de mange lækre, lokale specialiteter, nyd det søde liv og besøg også snart det kommende madmekka "Cité Internationale de la Gastronomie et du Vin". Centrum af "hertugernes Bourgogne" består udelukkende af gågader, og er således et ideelt sted at slentre rundt mellem bindingsværkshuse, romerske og gotiske kirker, palæer og gourmet-haller, hvor man kan spise sig en lækker søndagsbrunch.

Hvis du vil opleve alt det, Dijon har at tilbyde, skal du følge byens maskot - en ugle, som er udhugget i katedralens søjler og består af en rute i 22 etaper, der går gennem Place Darcy, med sin skønne renæssancehave, hertugpaladset, tårnet Philippe le Bon og byens kunstmuseum… Her får man historie for pengene!

#9 - I Bayonne Nouvelle-Aquitaine ved man hvad en god fest er

I Bayonne hilser man på hinanden med ordene ”ongi etorri!” og det vil du høre mange gange i det franske Baskerland, for her er folk megte gæstfrie!

Med sine skæve og farverige centrum, de tætliggende bindingsværkshuse, bastionerne, madhallerne og den imponerende gotiske katedral keder man sig ikke i Bayonne! Og også i fremtiden har byen mange es i ærmet med det kommende Musée Bonnat-Helleu, der åbner i 2024. Her vil man kunne opleve en uvurderlige samling af mesterværker af Raphaël, Michelangelo og Leonardo da Vinci! Mens vi venter, kan du i Grand og Petit Bayonne, på hver sin side af Nive-floden, tage på chokoladetur eller Street art-udflugt...

Læs også: Historie, håndværk og guf til ganen: bag kulissen hos Atelier du Chocolat de Bayonne

#10 - Toulouse, mellem floder og kanaler i Occitanie

Toulouses ikoniske centrum "Place du Capitole", rummer en imponerende koncentration af bemærkelsesværdige monumenter: den nyrenoverede Basilique Saint-Sernin, Couvent des Jacobins og det overdådige Assézat-palæ (med museum, der forventes at genåbne i foråret 2022) samt "Les Abattoirs" man kan besøge og se moderne kunst.

I "den lyserøde by", som Toulouse også kaldes, er farven grøn imidlertid også til stede for Garonne-floden løber gennem byen og giver liv til de over 100 år gamle platantræer, der vokser foran byens pragtvillaer. Tag en cykeltur i det blide efterårslys langs flodbredden og hold en velfortjent pause på den livlige Place Saint-Pierre eller Port de la Daurade.

Læs også: Toulouse: Udforsk La Ville Rose

#11 - Kræs for øjnene i Marseille, Provence-Côte d’Azur

Det gibber lidt i én, når man kører ned ad La Canebière og kommer til den gamle havn, for året rundt er her et helt fantastisk lys, og under Norman Fosters store spejltag, kan man hilse på sig selv...

Oppe ad bjerget våger Jomfru Maria over Marseille og i det pittoreske kvarter Le Panier, ligger den tidligere stiftelse ”La Vieille Charité”. Ved at følge disse små gader, der er spækket med caféer og kunsthåndværksbutikker, og tage den højtliggende gangbro, kommer man til museet MuCEM, der som byens nye berømthed byder de rejsende velkommen med stil! Uanset om du vil se museet eller ej, må du ikke gå glip af turen op på taget gennem den åbne korridor. Her møder himlen nemlig Middelhavet og det skorter ikke på smukke udsigtspunkter!

#12 - Ajaccio, via Sanguinaires-øerne på Korsika

På Korsika strækker sommeren sig helt ind i oktober og november, og med sin fortryllende bugt er byen Ajaccio et rigtig godt valg til en eftersårstur. Her blev Napoleon født, og du kan således oplev en masse steder med kejseren i centrum. Følg i hans fodspor og besøg hans hus, det lyse Place Foch samt Palais Fesch, der huser et kunstmuseum med en uvurderlig samling af italienske malerier.

Du kan også bevæge dig ud i kratskoven og følge duften af myrte, sortøjetræ og evighedsblomst langs vandrestien Sentier des crêtes. Når solen går ned og Golfe d’Ajaccio og Sanguinaires-øerne "kysser! hinanden, er der ikke et øje tørt.

#13 - Der er hele tiden noget nyt at se i Paris!

Paris er så fuld af oplevelser, at den første udfordring er, hvor man skal starte henne! Der er Musée Carnavalet-Histoire, Hôtel de la Marine på Concorde-pladsen, den nye kunstsamling Collection Pinault samt det hippe nye stormagasin La Samaritaine... Paris lever op til sit ry og stopper aldrig med at slå benene væk under os.

Når efterårsløvet falder i de mange parker og haver er byen mere romantisk en nogensinde, og du kan oplev en eller flere af efterårets flotte udstillinger med kunstnere som Picasso, Rodin, Botticelli, Dali og Banksy - det er bare om at komme afsted!

Læs alt om Paris her