Binge-værdi på fransk: Her er serierne der dulmer rejselængslen til Frankrig

Et lyspunkt i rejsestriktioner og længsel mod franske himmelstrøg? De franske serier, som giver os et lille stænk af fransk kultur, humor og naturligvis: kvalitet. Nok er ”serieland” ikke et rigtigt land, men ikke desto mindre er flotte billeder fra Paris eller Marseille et brugbart alternativ, når vi må vente med at pakke kufferten... hermed vores seks anbefalinger til serier optaget i Paris, Marseille og Hauts-de-France.

Paris: Call my agent på Netflix

Call my agent er en af de mest populære franske serier I årevis, og blev i 2016 nomineret til en Emmy Awards. Serien foregår i Paris og hvor man med en god portion humor følger et bureau for skuespillere – men det er langt fra alt hvad serien kan byde på, for i hver episode møder vi en kendt skuespiller som fuld af selvironi præsenterer sig i rollen som sig selv! Som publium forkæles man ganske enkelt af seriens farverige personligheder, fantastiske kulisser og ikke mindst vidunderlige cast. Den fjerde (og måske sidste) sæson blev udgivet i efteråret 2020.

Hauts-de-France: Baron Noir på HBO

Baron Noir tager os med til nordfranske Hauts-de-France, og bl.a. er en del af serien optaget i Dunkerque, samt i de omkringliggende byer Roubaix og Marq-en-Barœul samt på Malo-les-Bains stranden samt på kommunekontoret i Lille.

Serien har opnået international bevågenhed og løfter sløret for det politiske liv i Frankrig. Man følger en nyvalgt borgmesters vej gennem det komplekse politiske spil, mens det franske præsidentvalg står på. Han er valgt for det socialistiske parti (Parti Socialiste) og spilles af Kad Merad som også gjorde sig bemærket for sin sjove rolle i filmen ”Bienvenue chez les Ch’tis”, der også foregik i den nordfranske region.

Marseille: Marseille på Netflix

Kurs mod Sydfrankrig og Marseilles særlige stemning og charme! I Netflix-serien Marseille spiller Gerard Depardieu byens borgmester (Robert Taro), som efter mange år ved magten forbreder sig på at give den videre til sin unge protegé (Lucas Barrès). Med opførelsen af et stort casino, skal Marseilles marina have et omfattende ansigtsløft før Taro vil trække sig tilbage, men Barrès går imod hans ønsker og stemmer imod forslaget. Derved bliver den unge protegé Taros rival : en forræderisk intrige der starter en misære af korruption, forførelse og hævntørst.

Paris: Familieforetagendet på Netflix

I Familieforetagendet er vi i Marais-kvarteret i Paris, hvor Gérard Hazan kæmper med at holde liv i familiens kosher-slagter efter sin kones død. Gérards søn kommer ham i midlertid til undsætning. Joseph har netop forsøgt sig med et startup der er slået fejl. Hvad der (måske) er endnu vigtigere er, at sønnike har hørt rygter om, at cannabis snart legaliseres i Frankrig.

Dermed er scenen sat for Josepht, som overbeviser sin familie om at slagterforretningen skal laves om til Frankrigs første coffee-shop. Den eneste udfordring er imidlertid, at hash endnu ikke er frigjort – så mens de venter, må familien skjule deres foretagende så myndighederne ikke opdager, hvilke planter der dyrkes...

I de franske bjerge: Velkommen til Villefranche på DR

I Velkommen til Villefranche inviteres vi dybt ind i de mørke franske skove, hvor grantræerne strækker sig højt mod himlen og tågen gemmer på en hemmelighed eller to... Trods sin ringe størrelse begås der i Villefranche nemlig seks gange så mange mord som i resten af Frankrig, og det skal naturligvis undersøges nærmere. Vi følger derfor den kejtede anklager Franck Siriani, der sættes på opgaven.

Vi møder også byens politiboss Laurène Weiss, der på godt og ondt har en helt særlig forbindelse til skoven... en overnaturlig, mystisk og humoristisk serie der på sin egen sælsomme facon sætter fokus på samspillet mellem mennesket og naturen.

Paris og Normandiet: Lupin på Netflix

Lupin ligger i skrivende stund (21. januar 2021) som den første franske serie nogensinde nummer 1 på Netflix USA, og det er ikke så mærkeligt at miniserien på rekordtid har opnået så stor succes. Den folkekære Omar Sy, vi kender som den livsglade sygehjælper i De Urørlige, spiller hovedrollen som den snu, charmerende og begavede Assane Diop, der stærkt inspireret af gentlemandstyven Arsène Lupin snører høj som lav på den sociale rangstige.

Karakteren Arsène Lupin er den franske forfatter Maurice Leblancs svar på Sherlock Holmes, og i den første historie fra 1905 præsenteres han som én, man aldrig kan genkende - han skifter nemlig altid udtryk. Volià hvordan Omar Sys rolle som Assane Diop også kan beskrives! Hvis du endnu ikke er overbevidst, kan vi tilføje, at Lupin foregår på steder, vi længes efter i Paris - f.eks. Louvre - men vi tages også med til Étretat langs Normandiet vindblæste men billedskønne kyst...