8 nye steder i hele Frankrig, du ikke må gå glip af

Overalt i Frankrig er nye museer, kunstcentre o.lign. klar til at tage imod nysgerrige gæster! Rejs tilbage til dominikanermunkenes tid i Colmar, dyk ned i den spændende moderne kunst i Luma Arles i hjertet af Provence, gå på opdagelse i det antikke Gallien på NarboVia i Narbonne eller besøg impressionisterne på franciskanerklosteret i Deauville og klosteret i Fontevraud… Vi viser dig de nye ikoniske kultursteder, der er oppe i tiden!

Luma Arles: en moderne kunstfabrik

Der er en årsag til, at Luma Arles allerede forud for åbningen den 26. juni 2021 var et kendt navn. Det 11 hektar store kunstcenter ligger i hjertet af det antikke Arles (Sydfrankrig) og er af Luma-fonden tænkt som et bæredygtigt projekt, hvis prik over i'et er et 56 meter højt tårn lavet af 11.000 m2 metalplader! Linjer, glans og materialer henviser til den lokale forankring i Van Goghs malerier, Alpillernes klipper og de romerske arenaer.

Kunstcenteret er tegnet af arkitekten Franck O. Ghery og rummer udstillingslokaler, en café og restaurant, et arkiv- og seminarrum, et bibliotek samt en udendørs terrasse med en fantastisk udsigt over byen, som er på UNESCOs verdensarvsliste, samt Camargues landskaber og Alpillernes tinder. I forbindelse med projektet har man ombygget seks tidligere industribygninger, og der er således blevet plads til kunstnerboliger, installationer og udstillinger. I anledningen af festivalen ”Les Rencontres de la Photographie” (4. juli til d. 26. september 2021) har nogle af dem allerede slået dørene op for offentligheden.

Luma Arles (Eksternt link)

Franciskanermunkene i Deauville: en hyldest til viden

Børnehjem, hospital, husholdningsskole… Efter tre års ombygning er franciskanerklosteret i Deauville nu forvandlet til et hybridt kultursted, der både rummer et museum, et bibliotek og et teater. Her er alle kunstarter og målgrupper velkommene, og klosteret forbliver derved tro mod sin oprindelige mission som et sted, hvor mennesker mødes og udveksler viden. Et "levested" forklarer arkitekt Alain Moatti, som har indrettet sine 6000 m2 med det formål at udveksle viden under besøget, som kan tilrettelægges efter egne ønsker.

Klosteret er beklædt af en glasvæg og bruges som læsesal, mødested og teaterfoyer, kapellet bruges som auditorium, og i gallerierne præsenterers viden i form af bøger og kunstværker fordelt på fem temaer med forbindelse til Deauville. Museet er opdelt i fire udstillingsområder: André Hambourg-museet med sin samling af 4000 værker, mestergalleriet med unikke værker, fotogalleriet og den midlertidige udstillingsgård, der er tegnet som en kopi af klosteret.

Franciskanermunkene i Deauville (Eksternt link)

NarboVia i Narbonne: starten på det antikke Gallien

Kunne du tænke dig at besøge den første romerske koloni i Gallien? Det kan du i Narbonne, hvor det nye Narbo Via-museum puster nyt liv i den gamle romerske hovedstads historie, som blev grundlagt år 118 f.kr.

Bygningen, der ligger langs kanalen "Canal de la Robine", er tegnet af arkitektbureauet "Foster + Partners", og huser over 7000 fund fra arkæologiske udgravninger fordelt over et 3200 m2 stort udstillingsareal. Højdepunktet er en udstillingsvæg med 760 stenblokke fra romerske nekropoler, som har en historie eller to at fortælle! Et automatisk opbevaringssystem giver de besøgende mulighed for at lære deres historie at kende, og i atriumgården kan man via en 3D gengivelse af byens monumenter og havn opleve livet i den romerske by, og se en enestående samling af mosaikker og freskomalerier, som er fundet i husruinerne fra bydelen Clos de la Lombarde, der var en rig bydel i antikkens Narbonne.

NarboVia (Eksternt link)

Museet for moderne kunst i Fontevraud-klosteret: enhver samlers drøm

Kender du Fontevraud-klosteret, middelalderens største klosterkompleks ikke langt fra Saumur i Loire? Hvis ikke, så er dette stykke Unesco Verdensarv et sted at skrive på din bucketliste. Her er netop åbnet et museum for moderne kunst, og i den gamle bygning fra det 18. århundrede, som engang blev brugt til hestestald, har man indrettet over 1700 m2 på tre etager, hvor den exceptionelle samling, doneret af Léon og Martine Clingman, er udstillet.

Den overdådige samling tæller over 900 værker (b.la. en bemærkelsesværdig samling af 14 Germaine Richier værker): malerier, skulpturer originale tegninger og antikke genstande af kunstnere som Toulouse-Lautrec, Chaïm Soutine og Bernard Buffet, skulpturer samt cirka 300 genstande fra Mesopotamien, Afrika og Egypten…
Kort sagt er Fontevraud-klosterets nye kunstmuseum et univers af forme og en museumsoplevelse, der må være enhver kunstsamlers drøm!

Museet for moderne kunst i klosteret i Fontevraud (Eksternt link)

La Villa du Temps retrouvé i Cabourg, Normandiet : på tidsrejse til "la Belle Epoque"

Hvis du har læst Marcel Prousts roman "På sporet af den tabte tid", kan du i den nyrenoverede villa "Villa du Temps retrouvé" komme lidt tættere på hans verden. Byen Cabourg var i årene 1907 til 1914 en yndet badeby, og kendes i romanen som byen "Balbec". Nu, cirka 150 år efter at romanen udkom puster villaen nyt liv i Prousts forfatterskab og hans figurer: allerede når man træder ind af døren genskabes stemningen, der herskede på forfatterens tid. Som med et trylleslag befinder man sig i en anden verden af sanseindtryk med omtrent 350 genstande - møbler, kendte malerier, kostumer, film og fotografier - som det så ud i "la Belle Epoque" perioden der udfoldede sig i slutningen af 1800-tallet og ind i starten af 1900-tallet. Denne peiode skabte en hel generation af kendte franske kunstnere, såsom Claude Monet, Eugène Boudin, Auguste Rodin og Claude Debussy. Frem til d. 11. november 2021 kan du desuden opleve udstillingen "Fantômas et le miroir de la Belle Epoque", der kaster nyt lys på periodens populærkultur, som beskrevet af Proust.

La Villa du Temps retrouvé (Eksternt link)

Dominikanermunkene i Colmar - Kulturarvs bibliotek: bogens historie siden middelalderen

Rør ved skind og pergament, som engang blev brugt til at fremstille bøger, lav din egen håndskrevne side og læs udskrifter af det storståede værk ”La Description de l’Egypte” (beskrivelse af Egypten) fra Napoleons tid… Dominikanerklosteret i Colmar er et bogmuseum og bibliotek, som nu er forvandlet til en ny type museum. Dette historiske sted, som ligger i ly af klosteret fra det 14. århundrede, er et mesterværk inden for gotisk kunst, og rummer 380.000 dokumenter, hvoraf 1.800 er håndskrevne og 2.300 er såkaldte ”inkunabler” dvs. de allerførste bøger, der blev trykt mellem 1455 og 1500! Gennem tre store temaer kan man her følge den håndlavede bogs historie fra middelalderen og op til det 18. århundrede: Oplysningstidens "triumferende bog”, renæssancens "erobrende bog" samt ”den håndskrevne bog” der var kirkens monopol. Som prikken over i’et kan man slutte sit besøg af i klosteret gamle sakristi, hvor de mest værdifulde håndskrevne liturgier er udstillet. Nogle af dem blev sågar kopieret og dekoreret af stedets egne munke.

Stedet forventes åbnet i anden halvdel af 2021.

Dominikanermunkene i Colmar - Kulturbibliotek (Eksternt link)

MOBE i Orléans: biodiversitet i alle afskygninger

På MOBE (Museum d’Orléans pour la Biodiversité et l’Environnement) er ambitionerne høje. Stedet har været under ombygning og resultatet er et spændende oplevelsescenter, der præsentere de store udfordringer, vi står overfor i arbejdet med at bevare biodiversiteten og miljøet. Bag den rudeformede bioklimatiske glasfacade af planter, træer og urter, der vokser langs Loire-floden, udstilles på 3000 m2 en del af den værdifulde samling (derudover er 435.000 genstande opmagasineret). Samlingen byder bl.a. på et 180 mio. år gammelt fossil af fiskekrybdyret iktyosaurer, et stenaldergravsted med en kvinde og hendes barn ("la dame de Monteloup") samt skelettet af en dronte, Mauritius mystiske fugleart der uddøde et århundrede efter, at de første kolonister ankom til øen.

MOBE (Eksternt link)

Paris: forvandlinger i lysets by, inspireret af kunsten

I løbet af 2021 tændes nye lys i Paris, når flere store kultursteder indvies. Midt i Les Halles-kvarteret åbner det moderne kunstmuseum i børsbygningen ”Bourse de Commerce”, hvor forretningsmanden François Pinaults kunstsamlings af over 10.000 værker præsenteres på et areal af 6.800 m2 med 15 udstillinger om året.

På Place de la Concorde slår Hôtel de la Marine, der tidligere husede den kongelige møbelsamling, dørene op i nye gevandter smykket i Oplysningstidens tegn. Her kan man opleve den franske kunstindustri fra det 18. århundrede med statsværelser, forgyldte kabinetter og intendantens gemakker.

I Le Marais-kvarteret åbner Carnavalet-museet efter fire års ombygning, som et sjældent vidne om renæssancearkitektur i Paris. I denne anledning har stedet fået en ny museumsbeskrivelse, der fremhæver den rige samling af over 600.000 værker. Der tilbydes flere omvisninger, herunder én i børnehøjde, der tager de besøgende på en blændende rejse til fortidens Paris og frem til det 21. århundrede.