UNESCO i Frankrig: her er de 49 franske seværdigheder på Verdensarvslisten

Mont-Saint-Michel i Normandiet, Versailles et stenkast fra Paris, pavepaladset i Provence, Pont du Gard i Occitanien, Auvergnes vulkaner og Bourgognes vinmarker… I Frankrig er hele 49 steder og monumenter anerkendt som Unesco Verdensarv. Her får du den komplette guide!

Hvis du interesserer dig for religiøse bygningsværker

  • Mont-Saint-Michel
    Øen Mont-Saint-Michel, med sit berømte gotiske kloster, ligger mellem Normandiet og Bretagne. Bugten har nogle af Europas største tidevandsforskelle, og her rejser ”benediktermunkenes vidunder” sig fra havet. Mont-Saint-Michel er omgivet af en stor fæstningsmur og rundt om klosteret ligger en landsby. Dette UNESCO-sight er åbent året rundt og ligger blot 3,5 time fra Paris.

  • Cistercienserklosteret i Fontenay
    Munkeklosteret i Fontenay ligger smukt i en af Bourgognes skovklædte dalstrøg og er det ældst bevarede cistercienserkloster i verden. Med sin enkle arkitektur, kirken, klostergården, refektoriet (spisesalen), dormitoriet eller sovesalen, bageriet og smedjen er klosteret ”par excellence” et eksempel på ideen om de første selvforsynende cisterciensersamfund.

  • Basilikaen i Vézelay
    Vezelay er en af Frankrigs smukkeste landsbyer, og troner på en bakke med udsigt ud over Morvan-højdedraget i Bourgogne. Her ligger den benediktinske klosterkirke Sainte-Madeleine, som er et mesterværk inden for romansk bygningskunst. Kirken blev gennemgribende restaureret i det 19. århundrede af Viollet-Le-Duc og er stadig et betydeligt valfartssted for pilgrimsvandringerne til Santiago de Compostela i Spanien.

  • Katedralen i Amiens
    I hjertet af Picardiet i den nordlige franske region Hauts-de-France ligger katedralen i Amiens som er en af de største gotiske kirker fra det 18. århundrede og den største i Frankrig målt ift. volumen. Katedralens skønhed får næsten dens besøgende til at miste mælet og hjertet til at tage et ekstra lille hop.

Cathedrale Reims © C Carmen Moya - Domkirken Notre-Dame de Reims

  • Domkirken Notre-Dame de Reims, klosterkirken Saint-Rémi og Tau-paladset
    Det var her, den frankiske konge, Klodevig 1. blev døbt og størstedelen af de franske konger blev kronet. Domkirken i Reims, som er hovedstaden i Champagnedistriktet, er byens stolthed og et af Frankrigs berømteste religiøse bygningsværker – ganske enkelt et mesterværk i gotisk kunst. Kronen på værket er et besøg i den gamle klosterkirke, der har et velbevaret langskib fra det 11. århundrede, og palæet i Tau, der spillede en vigtig rolle under kroningsceremonierne.

  • Klosterkirken Saint-Savin sur Gartempe
    Med sine 420 m² velbevarede freskomalerier fra det 10. og 11. århundrede er klosterkirken Saint-Savin i Nouvelle-Aquitaine enestående i verdenssammenhæng. Et sandt mesterværk inden for romansk kunst, hvorfor den har fået tilnavnet ”den romanske stils svar på det Sixtinske kapel”.

  • Domkirken i Bourges
    Domkirken i Bourges i Loiredalen anses for et af de ypperligste mesterværker inden for middelalderens gotik og er særlig berømmet for sine glasmalerier, sit gavlparti samt skulpturer.

  • Domkirken i Chartres
    Domkirken i Chartres er indbegrebet af fransk gotisk kunst, og blæser med sine gigantiske dimensioner nær sine besøgende omkuld. Særligt udgør de 172 fantastiske glasmosaikvinduer i strålende nuancer en helt fantastisk samling, som nogle af de bedst bevarede fra Middelalderen.

Hvis du interesserer dig for historie…

  • Den gamle bydel i Avignon, pavepaladset, bispegården og Pont d’Avignon
    Avignon ved Rhône-floden var i det 14. århundrede sæde for pavemagten, og det pragtfulde fæstningsanlæg, pavepaladset, er et absolut must, når man besøger byen. Andre højdepunkter er bymuren, den berømte bro Pont d’Avignon, Petit Palais og domkirken Notre-Dame-des-Doms.

  • Arles - byen med de mange romerske og romanske monumenter
    Arles, Provences smukke storby, har bevaret mange af sine bygningsværker fra den romerske oldtid. Blandt byens ældste kan nævnes arenaen og det antikke teater fra det 1. århundrede f.Kr., Constantins termer, det romerske badeanlæg, begravelsespladsen fra oldtiden, Les Alychamps og Saint-Trophime katedralen, som er et af de vigtigste bygningsværker fra den romanske periode i Provence.

  • Bispesædet i Albi
    Den befæstede katedral Sainte-Cécile i Albi er med sine røde og orange mursten let genkendelig og ligger højt hævet over byen, som er en af de mest berømte i Provence. Den gamle bispeby var korstogenes vasalstat i kampen mod Katarerne og rummer også Berbieslottet og de pittoreske beboelseskvarterer, der stammer helt tilbage fra middelalderen.

  • Frankrigs ”beffroi” klokketårne
    Romersk, gotisk, renæssance og barok: klokketårne er et hyppigt syn i de nordfranske byer og således tæller regionen Hauts-de-France hele 23 af slagsen, opført mellem det 11. og det 17. århundrede. I 1999 kom de på UNESCOs verdensarvssliste.

Avignon30756 header©KESSLER G - VPA© KESSLER G - Historiske og smukke Avignon er et spændende bekendskab.

  • Saltværkerne i Salins-les-Bains og de kongelige saltværker i Arc-et-Senans
    Det kongelige saltværk i Bourgogne-France-Comté anses for et mesterværk af oplysningsmanden Claude-Nicolas Ledoux’ som var en af oplysningstidens store arkitekter. 21 kilometer derfra ligger saltværkerne Salins-les-Bains, der var aktivet i 1200 år. Her får man også en klar fornemmelse af det hårde arbejde som saltsyderne måtte udføre for at fremstille det hvide guld.

  • Vaubans fæstningsværker
    Både i Europa, og ude i verden, spillede Ludvig 14.’s militærarkitekt, Vauban, en vigtig rolle i fæstningsværkernes historie. Hans byggerier omfatter citadeller, bastioner, fæstningsvolde m.m. der hovedsagelig ligger i nordfranske Hauts-de-France, Alsace eller i Bretagne i Port-Louis, Belle-Île eller Brest.

  • Det antikke teater og triumfbuen i Orange
    I Rhônedalen i Provence er det antikke teater i byen Orange et af de bedst bevarede blandt de store romerske teatre. Alene bagmuren er 103 meter lang! Tæt ved ligger den romerske triumfbue, som med sine mange dekorationer, der viser etableringen af Pax Romana, er en af de smukkeste og mest interessante.

  • Fæstningsbyen Carcassonne
    Med sine mange udkigstårne og dobbelte fæstningsmur, sit slot og sin statelige gotiske domkirke fremstår Carcassonne som en uhyre elegant by. I det 19. århundrede undergik ”perlen i Provence” en omfattende renovering af Viollet-le-Duc.

  • Den franske pilgrimsrute
    Middelalderens mytiske pilgrimssted Santiago de Compostela, opsøges stadig af tusindvis af pilgrimsvandrende. Fire forskellige ruter går fra Frankrig til Santiago de Compostela med start i Paris, Vézelay i Bourgogne, Puy en Auvergne og Arles i Provence. De franske pilgrimsruter er dermed en chance for at rejse gennem betagende smukke landskaber og undervejs passere forbi kirker, helligdomme, hospitaler, broer, vejkors m.m.

Hvis du interesserer dig for industri

  • Mineområdet i Nord-Pas-de-Calais
    I nordfranske Nord-Pas-de-Calais er der rig mulighed for at få et indblik i, hvordan kulindustrien fungerede fra det 18. til det 20. århundrede. Her ligger slaggebjerge, gruber, arbejderboliger, jernbanegårde, minelandsbyer. På et 120.000 hektar stort område står alt næsten stadig intakt.

Hvis du interesserer dig for vin og champagne

  • Champagnes slotte og kældre
    På højdedraget Saint-Nicaise i Reims skjuler vinkældre på størrelse med katedraler sig dybt nede under jorden. I byen Épernay ligger storslåede vingårde strøet rundt langs Avenue de Champagne, hvoriblandt den, som de fleste nok kender, er Moët & Chandon og Fort Chabrol. Andre store mærker er d’Hautvillers, Aÿ et Mareuil-sur-Aÿ: her er stedet, hvis man vil vide, hvordan de berømte champagnedråber bliver til!

  • Saint-Émilions vinområde
    I det frugtbare landskab omkring Saint-Emilion plantede romerne vinstokke så langt øjet rækker på de mange bakker, i de smalle dale og på skråningerne. Middelalderbyen Saint-Emilion er en af Frankrigs helt store vinbyer og det smukke område er en del af pilgrimsruten mod Saint-Jacques-de-Compostelle.

  • Bourgognes vinområde
    Bourgognes vinområde syd for Dijon består af små vinparceller kaldet "climats" som er nøje fordelt mellem côte de Nuits og côte de Beaune. Her fremstilles nogle af verdens bedste rødvine og gennem hårdt arbejde har vinavlerne formået at forædle de 1247 små jordstykker, som har perfekte vækstbetingelser.

Hvis du vil se slotte og palæer

  • Loiredalen fra Sully-sur-Loire til Chalonnes
    ”Kongernes dal” er hjemsted for historiske byer som Blois, Chinon, Orléans, Saumur og Tours samt verdensberømte slotte som f.eks. Château de Chambord med dertilhørende vidunderlige parker, underjordiske boliger (såkaldte troglodytter) og pragtfulde ejendomme i tufsten og skiffer ... prikken over i’et er det majestætiske landskab, der udfolder sig langs Loireflodens bredder…

  • Parken og palæet Fontainebleau
    De franske kongers jagtejendom Fontainebleau ligger i hjertet af en stor skov syd for Paris i regionen Ile de France. Slottet blev udvidet og forskønnet under Francois 1., der efter italiensk forbillede ønskede at skabe et « nyt Rom ». Omgivet af et imponerende parkanlæg blev Fontainebleau således stedet, hvor renæssance og franske traditioner mødtes.

. Slottet og parken i Versailles
Majestætiske Versailles tjente frem til Revolutionen i 1789 som residens for det franske monarki, og var således stedet, konger som Ludvig 14. og dronning Marie-Antoinette kaldte ”hjem”. Flere generationer af arkitekter, billedhuggere og landskabsarkitekter har gennem årene forskønnet det pragtfulde slot og den lige så fantastiske slotspark – så tag en dag ud af feriekalenderen og besøg Versailles!

Hvis du interesserer dig for byer og arkitektur

  • Paris og Seinens bredder
    Louvre og Eiffeltårnet, Place de la Concorde, Grand Palais, Notre-Dame og Sainte-Chapelle… Paris’ historie kan fortælles gennem sine mange bygningsværker, som man kan beundre fra Seinens bredder. Bare det at drive afsted på må og få over broerne, langs kajerne, forbi Ile de la Cité og Ile Saint-Louis eller sejle på Seinen er en oplevelse, man sent glemmer.

  • Le Havre, byen, der blev genopbygget af Auguste Perret
    Le Havre i Normandiet ved Den Engelske Kanal blev delvist genopbygget efter Anden Verdenskrig af Auguste Perret, der var en visionær arkitekt og stor tilhænger af brugen af beton i byggerier. Enkelhed og modernitet i ét.

  • Place Stanislas, Place de la Carrière og Place d'Alliance i Nancy
    De tre smukke torve i Nancy i Alsace-Lorraine er eksempler på nogle af Oplysningstidens mest harmoniske urbane landskaber. En udsøgt blanding af raffineret scenografi og en smuk og ornamenteret arkitektur.

  • Bordeaux, port de la Lune
    Næst efter Paris er Bordeaux den by i Frankrig, som er begunstiget med flest fredede monumenter: 347 af slagsen kan ses langs Garonne-flodens bredder og i byens havneområdet Port de la Lune. Den historiske bymidte stammer fra oplysningstiden og rummer en fantastisk enestående arkitektur, der giver rig mulighed for skønne spadsereture.

  • Lyon
    Med sin beliggenhed i sammenløbet mellem floderne Saône og Rhône er Lyon som et museum under åben himmel. Her findes det romerske antikke teater Lugudunum, snævre middelalderlige gader og stræder på Fourvières skråninger, renæssancebyggeri i den gamle bydel Vieux-Lyon, halvøen med klassisk arkitektur og Croix-Rousse-kvarteret der med sine gamle arbejderboliger på højdedraget er noget helt for sig selv.

  • Strasbourg, Grande-Île og Neustadt
    Læg vejen forbi vinruten i Alsace og gør derefter holdt i Strasbourg, hvis højdepunkt er øen Grande-Île, hvor den gamle bymidte snor sig omkring domkirken ind imellem floder og kanaler. Et besøg værd er også den nye bydel Neustadt, der blev opført, da området mellem 1871 og 1918 var under tysk administration.

  • Le Corbusiers arkitektur
    Cité radieuse i Marseille i Provence, kapellet i Ronchamp i Bourgogne, Villa Savoye i Poissy uden for Paris eller Le Cabanon i Roquebrune-Cap Martin på Côte d’Azur … i al sin modernitet fascinerer Le Corbusiers arkitektoniske arv. Unesco har hædret ikke færre end 17 bebyggelser af den visionære arkitekt, hvoraf de 10 kan ses i Frankrig.

  • Vichy, den berømte kurby
    Byen Vichy i Auvergne er en elegant kurby med en smuk arkitektur, der virkelig fortjener et besøg. Siden den gallo-romanske tid har byen været berømt for sine velgørende og terapeutiske kilder.

  • Nice, vinterens ferieby
    Med sine milde temperaturer og beliggenhed ved havet er Nice et evigt trækplaster både sommer og vinter. Her kan man spadsere i byens skønne parker, slappe af ved stranden eller nyde de smukke villaer og palæer, der fører tankerne hen på byens kosmopolitiske historie gennem de sidste 200 år.

Hvis du interesserer dig for storslåede bygningsværker

  • Akvædukten Pont du Gard
    Pont du Gard er det bedst bevarede romerske bygningsværk i verden og Frankrigs mest besøgte seværdighed fra antikken. Akvæduktens imponerende størrelse og beliggenheden i det smukke landskab mellem Nîmes og Avignon er på alle måder turen værd.

  • Canal du Midi
    Med sin beliggenhed i det smukke sydfranske landskab er det 360 kilometer lange naviger bare kanalsystem Canal du Midi med sine 328 tilbygninger (bl.a. sluser, akvædukter, broer og tunneller) en ekstraordinær teknologisk bedrift.

  • ”Havets Versailles”: Fyrtårnet Cordouan
    Det imponerende fyrtårn Cordouan ligger og våger over indsejlingen fra Atlanterhavet til Gironde-flodens munding, hvor det har ledt sømænd på vej i mere end 400 år. Det maritime mesterværk er Frankrigs ældste fyrtårn, der stadig er i brug den dag i dag.

Hvis du er vild med Middelalderen

  • Provins, middelalderens markeds by
    Midt i en tidligere region for magtfulde hertuger i Champagne ligger byen Provins, mindre end 100 km fra Paris. Middelalderbyen er kendt for sine historiske bymure, smukke parker, museer og teaterforestillinger/skuespil med historiske kostumer.

Hvis du er vild med forhistorie

  • Forhistoriske fundsteder og hulemalerier i Vézère-dalen
    Vézère-dalen i Dordogne, også kaldet Menneskets dal, er et af de steder hvor forhistoriens mennesker og Neandertalere holdt til. Her findes i dag ikke færre end ca. 150 palæolitiske steder og omkring 30 udsmykkede grotter, bl.a. Lascaux-grotten og dens replika. Med andre ord er chancerne ganske enkelt store for at møde smukke vægmalerier ved hvert et sving gennem grotten…

  • Chauvet grotten-Pont d’Arc i Ardèche
    Ardèche-dalen i Sydfrankrig gemmer på en tusindår gammel skat: I Chauvet grotten findes nogle af de ældst kendte hulemalerier, som er dateret til ca. 31000 f.Kr. Grotten blev opdaget i 1994, men er i dag lukket for offentligheden. I stedet har man mulighed for at se en tro kopi af den et par kilometer derfra, hvor man kan stå foran de fantastiske repræsentationer af mammutter, bjørne, løver og urokser. En stærk oplevelse!

  • Forhistoriske pælehuse i Alperne
    Rundt om søerne og engene i Alperne kan man se resterne af forhistoriske boliger, som anslås at være bygget mellem år 5000 til 500 f.Kr.

Hvis det er naturen, der kalder på dig…

  • Portobugten: Piana-kløfterne, Girolatabugten, Scandola naturreservat på Korsika
    Reservatet Scandola ligger i Korsikas regionale naurpark og er et af naturens egne små vidundere. De røde granitklipper står i smuk kontrast til Middelhavets dybblå farve og luften er fuld af makiens duft. Scandola reservatet dækker et område på 20 km², der også omfatter kløfterne ved Piana, og hele området fremstår i dag som et velbeskyttet økosystem.

  • Bjergkæden Puys og Limagne i Auvergne
    I det centrale Frankrig finder vi Auvergne, et vulkansk område med klare geologiske karakteristika. Blandt interessante fund kan nævnes den lange slugt i Limagne, den panoramiske række af vulkaner i bjergkæden og det omvendte relief, der kendetegner Montagne de la Serre, som danner et spektakulært, men også lærerigt syn.

  • Causses og Cevennerne, et gammelt kulturlandskab ved Middelhavet
    Forestil dig et landskab bestående af bjerge og dybe dale flettet ind i hinanden: Syd for Centralmassivet og Auvergne giver landsbyerne og de store gårde, der ligger på afsatser i Causses og Cevennerne, et godt billede på, hvordan middelalderens store klostre var organiseret. Lozère bjerget er et af de sidste steder hvor man, på traditionel vis, stadig flytter kvæget fra lavlandet til græsning i bjergene om sommeren

  • Mont Perdu i Pyrenæerne
    I det enestående bjerglandskab på grænsen mellem Frankrig og Spanien er Mont-Perdu med sine 3.352 m det højeste punkt. I det øde, rustikke landskab udgør to af de højeste og dybeste slugter på den spanske side af grænsen, samt tre kedeldale på den franske side, de vigtigste steder at se.

  • Ny Kaledoniens laguner
    Den franske øgruppe i det sydlige Stillehav er et af verdens allerstørste og smukkeste koralrevsområder. Kun få steder i verden finder man en så rig og varieret forekomst af koraller, fisk, skildpadder, hvaler, søkøer og naturhabitater med mangrovesumpe og tangvækster.

  • Vulkaner, bjerge, kedeldale og bymure på øen Réunion
    Vulkanen Piton de la Fournaise, bjergene Piton des Neiges og Piton d’Anchaing, kedeldalen Mafate og kapellet i kedeldalen Cilaos er steder, der må regnes for små vidundere fra moderjord. Oplev dem på en trekkingtur i naturparken på den franske ø Réunion, der ligger i det Indiske Ocean.

  • Taputapuātea i Fransk Polynesien
    Taputapuātea er et slags helligt kulturlandskab beliggende mellem skov og lagune på øen Ra’iātea i fransk Polynesien. Som et enestående vidnesbyrd om den 1000 år gamle ma’ohi civilisation huser øen en « marae », som er et helligt sted, der på en gang var politisk centrum og sted for ceremonier og begravelser.

  • Frankrigs oversøiske territorier i syd
    Det sidste skud på stammen af fransk Unesco verdensarv er de sydlige franske territorier, som blev smykket med titlen i 2019, og omfatter øerne i det Indiske Ocean: Crozet, øgruppen Kerguelen, øerne Saint-Paul og Amsterdam samt 60 mindre øer i det subantarktiske område. Denne oase midt i det sydlige ishav er hjemsted for nogle af verdens største fuglereservater og ligeledes et vigtigt habitat for havpattedyr.

  • Massane skoven i sydfranske Occitanien
    Massane skoven er en af de 40 « gamle skove », ved Argelès-sur-Mer mellem Middelhavet og Pyrenæerne. I mere end et århundrede har skoven fået lov at stå hen, og er derfor i dag hjemsted for en usædvanlig rig biodiversitet: bøg, kristtjørn, eg, ahorn, svampe, bl.a. vandrefalke, krybdyr, fisk og 3300 slags insekter.