Alpes du Nord

Regionen er kendt for sine høje bjerge og især Mont Blanc (4810 m.) samt for at have afholdt vinter-OL (Chamonix i 1924, Grenoble i 1968 og Albertville i 1992).

Denne region består af tre departementer: Haute- Savoie, Savoie og Isère (Dauphiné).

Haute-Savoie:

Haute-Savoie er ensbetydende med Mont Blanc, som man nemt når via Vallée Blanche. Der er rige muligheder for randonnée og bjergbestigning, hvilket har gjort hele Chamonix-dalen meget populær.

Det er i Haute-Savoie, at de første store vintersportssteder så dagens lys i Frankrig. Chamonix åbnede i 20'erne og er i dag det mest kendte, franske skisportssted i verden. Derudover kan nævnes jetsetternes destination Megève og det mere diskrete og charmerende Saint Gervais.

Her finder man også Genfersøen, (også kaldet Genevesøen), kurbyerne Thonon og Evian, der er kendt for sit kildevand, samt Yvoire med sin middelalderlige bydel.

Sydpå omkring Annecy-søen kan man beundre de flotteste landskaber på vejen til bjergmassivet Aravis, hvor man finder vintersportsstederne La Clusaz og Grand Bornand. Visse skisportssteder blev designet og bygget i 70'erne og har en yderst moderne arkitektur og et skiområde med optimale faciliteter såsom Avoriaz og Flaine.

Andre skisteder ligger spredt i landsbyer i mere maleriske omgivelser, heriblandt Vallorcine, Samoëns og Morzine. Skiområderne Châtel, Morzine, Les Gets og Avoriaz udgør tilsammen et netværk af pister på 600 km. Er du klar? Af sted!

Savoie:

Savoie er en stærk konkurrent med en lang række gode skisportssteder, der tilfredsstiller ethvert ønske. Savoie har været en feriedestionation i længere tid end Haute-Savoie og har mange skisportssteder, der tilbyder skiferier med alt inklusive. I hjertet af departementet og med let adgang til Parc de la Vanoise finder man verdens største skiområde 3 Vallées.

3 Vallées består af dalene Méribel (Brides les Bains og Méribel), Saint-Bon (Courchevel, La Tania), Belleville (Saint-Martin de Belleville, Les Ménuires, Val Thorens) og skisportsstedet Orelle. Området er et slaraffenland for skiløbere, men 3 Vallées er ikke kun forbeholdt specialister!

I udkanten af 3 Vallées ligger Pralognan og Champagny en Vanoise, som har bevaret en autentisk charme, hvilket gør dem ideelle til familier med børn. I de nordlige Alper finder man skiområdet Paradiski, som omfatter La Plagne, Les Arcs og Peisey Vallandry. Dette skiområde har et samlet netværk af løjper på 425 km.

Tignes og Val d’Isère, er berømte skisportssteder i Haute Tarentaise, men de kan dog ikke udkonkurrere La Plagne og Les Arcs

På grænsen mellem de to departementer ligger Notre Dame de Bellecombe og Les Saisies, som er to gode langrendsområder.
Men Savoie betyder også Bourget-søen og Aix les Bains, som er en af Frankrigs største kurbyer.

Fra udsigtspunktet Belvédère du Revard i højderne over Aix kan man se mod Massif des Bauges, der er et ideelt område til vandreture i de smukkeste naturomgivelser og til langrend om vinteren.

Så er der selvfølgelig Maurienne med en bred vifte af destinationer og aktiviteter: Aussois og Termignon-la-Vanoise i Haute Maurienne med de små, fredelige og traditionelle landsbyer samt Bessans og Bonneval sur Arc ved foden af Col de l’Iséran. Val Cenis, La Toussuire, Valloire og Saint François Longchamp er fire skidestinationer i rivende udvikling.

Isère:

Isère, hvis historiske navn er Dauphiné, er et kontrastfyldt område.

Når man taler om Isère, kan man ikke undgå at nævne Massif du Vercors, som er et sandt paradis for huleforskere. Bjergene i Vercors er moderate i højden og udgør sammen med Chartreuse en god destination for både voksne og børn med langrend i Autrans og slalom i Villard de Lans. I sommerperioden er der mange smukke vandreture ad afmærkede ruter og i skovene på programmet.

Isère ligger ved Alpernes udløbere og er præget af både stejle bjergskråninger og områder med store niveauforskelle. Belledone-bjergene udgør et mere krævende terræn, der egner sig til slalom og bjergbestigning. Regionen Oisans tæt på Grenoble byder på flere kendte vintersportssteder såsom Chamrousse, 2 Alpes og Alpe d’Huez, der afslutter den legendariske etape i Tour de France.

Transport til de nordlige Alper:

  • Ad motorvejene (heriblandt den såkaldte "Autoroute Blanche") og herefter ad de velholdte veje til skisportsstederne. Det skal nævnes, at der i højsæsonens myldretid godt kan være trafikpropper på de store motorveje.
  • Med tog: Direkte TGV-forbindelse i feriesæsonen fra Paris og Lille til de forskellige dale og derefter videre til skisportsstederne med bus.
  • Med fly: Mange afgange til Lyon, Genève, Chambéry og Grenoble.

savoie