24 timer på Hotel Lalique midt mellem Sauternes vinranker

Da det berømte franske glaspusteri, smykkefirma og parfumehus Maison Lalique fyldte 130 år skulle det naturligvis markeres. Det traditionsbundne franske firma gik sammen med et andet af Frankrigs traditionsrige foretagender: slottet Lafaurie-Peyraguey i Bordeaux med sin stolte vinproduktion der er 400 år gammel. Resultatet blev et femstjernet hotel som åbnede i juni 2018 og er en hyldest til fire elementer: vin, glaskrystal, gastronomi og gæstfrihed. Kom med indenfor!

Kl. 10: Tag med ind i Laliques univers

Hotellets reception emmer af den kreativitet som Maison Laliques grundlægger, René Lalique, besad. I loftet hænger smukke krystallysekroner, hvis komposition efterligner vinrankernes blade. Et århundrede efter René Lalique skabte sit designimperie, og slog sit navn fast som toneangivende Art Nouveau kunstner, mærker man stadig hans kreative ånd i hotellets indretning. Loungemøblerne har fine glasdetaljer og receptionsdisken er i glas. Hotel Lalique har ikke mange måneder på bagen, men det er allerede blevet optaget på Relais & Château-listen over luksussteder i Frankrig.

Kl. 10:15: Vi installerer os på værelset med udsigt til vinmarkerne

Vel ankommet og installeret på vores værelse kan vi nyde udsigten til vinmarkerne, som udenfor vores vindue strækker sig så langt øjet rækker. Og værelsets indretning komplimenterer naturligvis den skønne udsigt: Vindrueklaser pynter i alt fra udskæringerne i egetræ til pynt i krystalglas og som print på de bløde håndklæder.

Kl. 11: Rundvisning i slotsherrens ånd

Det er ikke hver dag, man har mulighed for at opdage et slot fra det 13. århundrede, men det kan man på Hotel Lalique. Stilen er holdt med respekt for stedets historie og den oprindelige arkitektur. Tårnene fortæller Middelalderens historie, mens slottets overordnede udtryk er spansk-byzantisk. Stedet ville bestemt have glædet René Lalique, som fandt inspiration i den orientalske stil.

Kl. 14: Tid til lidt kultur

Mellem kunst- og vinbøger, særligt med fokus på René Laliques værker og vin fra Sauterne og Bordeaux, læner vi os tilbage i hotelbibliotekets bløde møbler og giver os selv en velfortjent pause. Bliver øjnene trætte af bøgernes bogstaver og ord, kan blikket vandre omkring i det smukke rum, som er dekoreret med krystalglas.

Kl. 17: Vinsmagning i kapellet

Slottets kapel er fra det 17.århundrede og bliver sommetider brugt til at holde bryllup. For det meste sker der dog også andre ting hernede. De kølige gemakker er nemlig ideelle til smagning af områdets Sauterne vine.

Kl. 19: Et besøg i vinkælderen

Slottets fire vinkældre indeholder i alt 350.000 vinflasker, og den ældste stammer helt tilbage fra 1895. Vinkældrene indeholder derved et stykke af Bordeaux-vinens historie og flaskerne står side om side som små kunststykker. Vinsamlingens stjerne er slottets egen produktion, Château Lafaurie-Peyraguey 1er Grand Cru Classé.

Kl. 20: En frydefuld indretning

Restauranten er smagfuldt indrettet og i loftet hænger hotellets signatur, krystallysekronen formet som vinrankernes blade. Denne har fået navnet ”Champs Elysées” og breder sig over loftet med 120 krystalblade. Bordene er fint dækket med porcelæn fra Fürstenberg, servietholdere fra Christofle Paris og flasker med motivet ”kvinden med vindruerne. ”

Kl. 20:30: Middag inspireret af Sauternes terroir

Smagsnoter fra gærede vindruer trækker tydelige tråde til vinrankerne omkring Hotel Lalique. Stedets kok Jérôme Schilling gør en ære ud af at skabe innovative retter, som er inspireret af vindyrkningen og Lafaurie-Peyragueys terroir. Vi nyder slottets syv retter med dejlig grand cru de Sauterne vin til.

Kl. 9: Morgenmad i vinrankernes farver

Til morgenmaden nyder vi en sidste gang hotellets dejlige atmosfære i krystallampernes skær og morgenlyset fra vinrankerne. Som det hører sig til overalt på hotellet er vinrankerne allesteds nærværende: stolene har samme farve som sommerens vinblade, og gulvet er holdt i den dyrkede jords farve.

Sådan kommer du til Château Lafaurie-Peyraguey i Bordeaux