Dordognes grotter – en rejse til jordens indre

Langs Dordognedalen og Vézèredalen venter en underjordisk verden på at blive opdaget.
Fra slugt til slugt gennem dybe kløfter og grotter af stalaktitter, stalagmitter og lignende aflejringer: Tag pandelampen på og følg med på en spændende rejse til jordens indre!

Lascaux-grotten, den mest berømte

Lascaux-grotten er en af de mest berømte grotter fra Ældre stenalder hvis vægmalerier har givet den kælenavnet ”Forhistoriens Sixtinske Kapel”. Den oprindelige grotte er på UNESCO’s verdensarvsliste men er desværre lukket for publikum. Det er dog stadig muligt at se reproduktionen "Lascaux IV" på Centre International de l’Art Pariétal (Det internationale center for forhistorisk kunst). Ved hjælp af virtual reality og billedteknologi kan man beundre de smukke vægmalerier og lære mere om forhistorisk kunst.

Lascaux (Eksternt link)

Padirac grotten, den dybeste

Gouffre de Padirac er Frankrigs største grotte, og en af de største grotter man kan besøge i Europa. Den ligger tæt på landsbyen Rocamadour, er mere end 100 meter dyb og kan udforskes med båd langs den underjordiske flod. Her skal man især lægge mærke til den 60 meter lange stalaktit Grande Pendeloque, der blev opdaget for 130 år siden. Den runde fødselsdag markeres i 2019 med en række arrangementer i højsæsonen. Bl.a. organiseres der en spændende aftentur ned i grotten om aftenen (soirées Explorateurs) med stearinlys som eneste lyskilde.

Gouffre de Padirac (Eksternt link)

Carbonnières-grotten, det sidste skud på stammen

Grotten ligger midt i nationalparken Parc Naturel Régional des Causses de Quercy tæt på Rocamadour og Padirac-grotten og har været åben for publikum siden 2018. Her har de mange smukke drypstensformationer fået nyt liv af lys- og lydeffekter, og man se både stalagmitter, stalaktitter og samt andre fantastiske formationer.

Grotte des Carbonnières (link på fransk) (Eksternt link)

Lacave grotten, den smukkeste

Som noget helt særligt foregår turen ind i grotten med elektrisk tog, der kører ca. 400 meter ind i mørket før den guidede tur gennem 12 grottesale begynder. I den første sal ved navn Salle du Chaos afholdes der koncerter i højsæsonen. I den sidste sal kaldet Lumières noires (De sorte lys) funkler og glimter klippen. En billedskøn og fantastisk rejse!

Grottes de Lacave (link på fransk) (Eksternt link)

Presque-grotten, den mest spidse

Ikke langt fra Padirac-grotten i Saint-Médard-de-Presque, nær Saint-Céré ligger disse ganske ukendte grotter, som bl.a. gemmer på nogle helt utrolige stalagmitter, hvor en af dem måler ni meter i højden. Det er ikke så mærkeligt, at de har fået kælenavnet Grottes des Colonnes (Søjlegrotterne).

Grottes de Presque (Eksternt link)

Cougnac grotterne, en glimrende duo

Lige siden de to grotter blev opdaget i henholdsvis 1949 og 1952, har de været åbne for besøgende. Grotterne ligger godt en halv times kørsel fra Sarlat-la-Canéda, og her kan man både beundre de fantastisk flotte mineralvegetationer samt de forhistoriske hulemalerier. De første hulemalerier er 30.000 år gamle, og sporene af menneskeliv kan dateres til for 18.000 til 20.000 år siden. Hulemalerierne fortæller den enestående historie om livet i Dordognedalens grotter for tusinder af år siden.

Les Grottes de Cougnac (link på fransk) (Eksternt link)

Grotte des Merveilles, den hurtigst besøgte

Højt oppe på klippen ligger landsbyen Rocamadour, som er berømt for sin religiøse bymidte. Men landsbyen rummer også en mindre kendt forhistorisk grotte Grotte des Merveilles, hvor 20.000 år gamle hulemalerier kan tages i øjesyn. Grotten består kun af ét rum og er derfor hurtigt besøgt, men den er et ideelt sted at tage hen, hvis man trænger til at blive kølet ned efter et besøg i landsbyen.

Grotte Préhistorique des Merveilles (link på fransk) (Eksternt link)

Her ligger Dordognedalen