Historie og traditioner i Fransk Polynesien

Tahitis kultur og historie er meget spændende: her kommunikerer man med dans og musik og her har tatoveringer deres rødder.

Den polynesiske imødekommenhed er i sandhed legendarisk - blomsterkranse med tiareblomster foræres til alle turister, der ankommer i lufthavnen. Her lidt om Tahitis kultur og historie!

Louis-Antoine de Bougainvilles paradis

Da Louis-Antoine de Bougainville opdagede Tahiti i 1767, blev han der kun en halv snes dage og døbte øen "Nouvelle-Cythère" på grund af beboernes varme velkomst og imødekommenhed. Hans beretninger fra opholdet på øen har skabt myten om det polynesiske paradis…

Dans og musik som kommunikationsmiddel

Indbyggerne gør meget ud af at fastholde deres traditioner for at fremme den lokale kulturarv. Dans og musik er en veritabel kommunikationsform og har dybe rødder i den polynesiske kultur. Sangene og de musikalske traditioner er blevet videreført mundtligt i de afsidesliggende dale og på de små øgrupper og lever i dag i bedste velgående (Haka fra Marquesasøerne, Tamure, Himene, Ori osv.).

Village d’Uturoa pendant la Tahiti Pearl Regatta - Myriam Thys©Myriam Thys - festival i landsbyen Uturoa på Tahiti

Kunstformer og festivallen Heiva

I fransk Polynesien udtrykker man sig traditionelt via et symbolsk kropssprog og smukke prydelser (dragter og blomsterkranse), som kan opleves til fester og højtideligheder, hvoraf højdepunktet er Heiva på Tahiti i juli måned. Denne årlige begivenhed er desuden en fest for sport og kunst.

De modigste dyster i traditionelle og meget fysisk krævende konkurrencer. De løfter sten, klatrer i kokospalmer, kaster spyd, løber med frugter, tilbereder kokosolie (coprah), flækker kokosnødder og deltager i den uomgængelige kapsejlads med traditionelle både (piroger) på lagunen. Dette årlige event giver også de polynesiske kunsthåndværkere lejlighed til at udstille deres smukkeste værker på et kæmpe marked.

De mange traditionelle kunstformer tæller bl.a, graveret perlemor fra Tuamotuøerne, polerede kokosnødder, tīfaifai, som er farvestrålende patchwork med blomstermotiver, pareo af bomuld med hibiscusmotiver, kurveflet og hatte.

Tatovering som kunstform på Tahiti

Ordet "tatovering" stammer oprindeligt fra Polynesien. Det kommer fra det tahitiske ord "tatau", som er afledt af udtrykket "Ta-atua" og betyder at skrive, tegne eller hugge. Roden "ta" betyder "tegning", og "atua" betyder "ånd" eller "gud".

For beboerne på Stillehavsøerne er en tatovering ikke kun til pynt. Den udtrykker et budskab og præciserer personens sociale status. Hvor den før i tiden indgik i indvielsesritualer og angav den enkeltes status og funktion i stammen, udtrykker tatoveringen i dag mere vedkommendes personlighed, identitet og tilhørsforhold til en gruppe eller en ø (på Marquesasøerne og Bora Bora). Mange turister vender
hjem med en ægte polynesisk tatovering.

Festivalen "Tatau i Tahiti tattoonesia" i Papeete tiltrækker hvert år i november de bedste tatovører fra Polynesien, Stillehavsøerne og resten af verden og mere end 15.000 besøgende.

Bo lokalt og oplev Polynesien

Hvis du vil tættere på Tahitis indbyggere, og få nogle enestående oplevelser med hjem, tilbyder de mange små familiedrevne hoteller ophold, hvor man kan komme med på fiskernes både, deltage i kvindernes madkurser, lære at flette kurve o. Lign. Mere end 250 bed and breakfast, ferieboliger med halvpension og familieejede hoteller tilbyder ferieophold, hvor man kan leve sig ind i de lokales hverdag.

For de historieinteresserede

De historieinteresserede og kunstelskerne bør besøge de mange museer på Tahiti, der alle giver et indblik i øens traditioner, heriblandt museet for Tahiti og dens øer, Robert Wans perlemuseum, konkyliemuseet samt museet for Paul Gauguin.De hellige ritualer og ceremonier for de polynesiske guder fra den førkristne tid, såsom guderne Oro og Hiro, blev afholdt i de såkaldte Marae, som også blev brugt til at krone stammehøvdingene. Ruinerne af disse gamle helligdomme kan stadig besøges i dag.

For yderligere information:

Planlæg rejsen til Tahiti (Eksternt link)

Her ligger Fransk Polynesien