Christian Lacroix iscenesætter Qajar-kunst i Louvre-Lens

Fra 28. marts til 22. juli 2018 huser Louvre-Lens udstillingen "L'Empire des roses" (rosernes imperium), det første retrospektiv nogensinde, der er dedikeret til qajarernes kunst, et iransk dynasti som havde sin storhedstid mellem 1786 og 1925. Disse persiske kunstværker, med de så usædvanlige kunstneriske regler, var ikke anerkendt i Vesten, og blev længe anset for at være kitsch og af dårlig smag. En fejl som endelig er blevet rettet op på takket være Gwenaëlle Fellinger, udstillingens initiativtager og kurator. Christian Lacroix, som med glæde har ladet sig interviewe, står for iscenesættelsen.

Hvordan blev du bekendt med Qajar-kunsten?

Hvis jeg husker ret, så var gennem historiesamlingen Tusind og en nat, at jeg for første gang blev bekendt med denne kunst, hvor illustratoren havde ladet sig inspirere af indiske og persiske miniaturer. Jeg blev fascineret af dette overdådige univers, som var så anderledes end, hvad jeg var vant til. Jeg må indrømme, at jeg ikke uddybede denne opdagelse, da jeg læste kunsthistorie, men på et senere tidspunkt, som kunstelsker og æstet med en stærk sans for al slags eksotisme. Derefter som modedesigner, med en umættelig trang til at blande tid og sted, hvor jeg i Qajar-kunsten fandt nogle pragtfulde billeder, som kunne blandes med resten af kunsthistorien, såsom fransk rokoko, italiensk eller spansk barok, moderne kunst ...

Er der visse værker i denne udstilling, som har mærket dig specielt?

Det er uden tvivl portrætterne og tæpperne, som har imponeret mig mest. Men jeg har altid holdt af hybridværker, værker som befinder sig mellem store perioder, mellem to traditioner. Det er for eksempel derfor, at den primitive, men også meget aktuelle, ånd i Nasir Al-Din Shahs portrætter rører mig, både på grund af deres sofistikerede farvevalg og personernes stillinger, men også fordi de er hierarkiske og naive.

Her finder vi dig i rollen som scenograf ... Hvad var dit udgangspunkt for denne udstilling?

Det var et af de udstillede værker: tegningen over Souleymaniyyeh-paladset. Salene ligger som en perlerække, den ene efter den anden, og et forbundet med enkelte, tredobbelte eller femdobbelte åbninger. De er som gader i en by, belagt med tæpper inspireret af landskabsgraveringer og arkitektur fra denne epoke. Gwenaëlle Fellinger og jeg har arbejdet tæt sammen om dette. Jeg foreslog denne plan for hende i overensstemmelse med de temaer, som hun havde defineret fra starten af: forholdet mellem Iran og Europa, tiden, kunsthåndværket, kostumerne, musikinstrumenterne, smykkerne … Hvert tema bliver præsenteret i et farvedefineret rum, og inde i dette rum optager hvert emne en sal, hvor væggene er malet eller dækket til med silkedamask i forskellige nuancer af disse farvetoner.

Hvilken oplevelse kan de besøgende forvente sig?

Det er første gang, at Qajar-kunstens rigdomme og mangfoldighed bliver belyst. Udstillingen er indrettet som en vandring, hvor man kan følge dynastiets højdepunkter, både de historiske og de kunstneriske.