Modeudstillingen ”Christian Dior – designer af drømme” på Arts Décoratifs i Paris

Musée des Arts Décoratifs i Paris fejrer 70-året for modehuset Christian Dior med storstilet udstilling.

Denne gennemførte og omfattende udstilling inviterer besøgende til at gå på opdagelse i skaberen af modehuset Diors verden og de velrennommerede modedesignere, der har fulgt i hans fodspor: Yves Saint Laurent, Marc Bohan, Gianfranco Ferré, John Galliano, Raf Simons og senest Maria Grazia Chiuri.

Følelser, livhistorier, samhørighed, inspiration og kreativitet sammenknytter de mere end 300 haute couture-kjoler, designet mellem 1947 og frem til i dag. I samspil med de overdådige modekreationer udstilles også modetegninger, kladder, illustrationer og modefotografier for første gang.

Det samme gælder det enorme udvalg af flere hundrede dokumenter (illustrationer, kladder, rapporter, breve, manuskripter og reklameannoncer, osv.) og modeaccessories (hatte, smykker, tasker, sko, parfumeflaconer, osv.).

Kronologiske og tematiske tilgange

Christian Dior var også en stor kunstelsker og holdt meget af museer, og hans kreationer fra de sidste 70 år spiller sammen med malerier, møbler og kunstobjekter. Disse værker understreger og udforsker de bånd, som Christian Dior knyttede mellem couturen og andre kunstformer.

Gennem en kronologisk og tematisk tilrettelagt udstilling præsenterer de to kuratorer Florence Müller og Olivier Gabet fortællingen om det ikoniske modehus og dets skaber. For første gang i Les Arts Décoratifs historie har de formået at forene udstillingsrummene, der er dedikeret til mode med museets midterskib – et areal på over 3000 kvadratmeter.

Praktiske oplysninger 

Billetpris: 9€
Fra d. 5. juli 2017 til d. 7. januar 2018

Her ligger Paris