Det sorte guld: Dordogne-dalens trøffelmarkeder

Fra december til marts handler det om trøfler i Dordogne, når trøffelmarkederne sælger dalens helt eget ”sorte guld”. Dordognes trøfler skal smages og ikke mindst nydes i de mange lækre opskrifter fra kokkenes hænder!

Når den første frost kommer, dukker trøflerne lige så stille op på markederne i Dordogne-dalen, og med de velsmagende svampe følger mange forskellige aktiviteter: trøflerne sorteres, sælges og smages alt imens kokke giver tips og vejledning til, hvordan trøflerne kan tilberedes. Sæsonen starter med trøffelmarkedet Périgord i Cuzance.

Trøffelsæsonen 2019-2020 blev skudt i gang d. 14. december i Cuzance med et marked efterfulgt af en lækker middag og en demonstration af, hvordan man finder trøfler. I Lalbenque finder regionens mest berømte trøffelmarked sted hver tirsdag fra d. 3. december 2019 til midten af marts 2020.

Trøfler og foie gras i Sarlat

I Sarlat er lørdag morgen fra december til midten af marts dedikeret til et prisbelønnet marked, hvor trøflerne kvalitetstjekkes. Hvert år er en række festligheder til ære for trøflen også på programmet, bl.a. ”Fête de la Truffe” som over en weekend i midten af januar fejrer trøflen og regionens anden gastronomiske perle foie gras.

Byen Martel benytter også januar til at fejre trøflen med et stort marked i byens markedshal. Her er der mulighed for at smage de fløjlsbløde trøffeler og ”brouillades” (en ret baseret på æg hvor man forsigtigt tager ægget ud af sin skal, lægger det i en kasserolle og derefter nænsomt opvarmer det over et vandbad, red.).

I løbet af sæsonen finder andre markeder også sted rundt omkring i Dordogne, bl.a. i Gramat og Sarrazac. Den sorte Perigordtrøffel er som bekendt en svamp, der gror ved stammerne af ege og hasseltræer, som vokser i den kalkholdige jord langs Dordogne-dalens bakker og skrænter. Trøflerne spirer fra slutningen af april til starten af juni og nærer derved godt af sommerens regnbyger, hvorefter de skyder op og er udvoksede i november – et perfekt tidspunkt når julens mange festmåltider skal på bordet!

Praktiske oplysninger 

Hvert år fra december til marts

Her ligger Dordogne