Fête du Citron i Menton: Den gyldne frugts festival

Med karnevalsparader og fantastiske skulpturer i citrusfrugtens tegn fejrer Menton hvert år sine syrlige frugter. I år 2020 går det løs fra d. 15. februar til d. 3. marts. Årets tema er Verdens fester og dermed slår Fête du Citron et slag for Den Franske Rivieras tradition for fest og karneval!

140 tons citrusfrugter (18 tons per skulptur), 8 kilometer lange guirlander og 400 aktører. Over 20 dage fejres citron med manér i Menton!

I år fejres den 87. udgave af festlighederne, og fra de 10 karnevalsvogne vil rytmer fra hele verdens karnevaller lyde: fra New Orleans til Oruro i Bolivia og spanske Tenerife.

Både dag og aften cirkulerer paraden fem gange rundt om strandpromenaden, og som tilskuer har man rig mulighed for at beundre de svimlende konstruktioner, sprudlende farver og kreative danse.

Citrusfrugterne stråler både dag og nat

Biovès-haverne i hjertet af Menton er centrum for festivalen, for her kan de flotte installationer med citrusfrugter tages i nærmere øjesyn, når Fête du Citron i år 2020 sætter spot på festligheder fra alverdens lande. Oplev bl.a. mexicanske Dia de los Muertos’ fascinerende univers, lad dig bevæge af Kinas poetiske lanternefestival eller fald i svime over installationerne til ære for karnevalet i Venedig.

Når mørket falder på lyses skulpturerne op, og aftenen er perfekt til en spændende gåtur blandt drømmende lys-spil og fortryllende musik. I løbet af den 20 dage lange festival er både forestillinger, koncerter og gadearrangementer på programmet.

Lidt om citronfestivallens baggrund

Festivalen fik sin begyndelse i 1928, da man i Riviera Palaces hotelhaver afholdt en udstilling med blomster og citrusfrugter. Festivalen Fête du Citron blev officiel i 1934, og den første parade fandt sted året efter. Begivenheden blev til i forbindelse med ”la Belle Epoques” endelige, da antallet af rige vintergæster begyndte at falde. Menton gik dermed ind i en ny ære som turistdestination.

Siden citronen i det 15. århundrede blev eksporteret til hele verden, har kulturen omkring den gule frugt præget Mentons historie, og i dag er den symbol på solrige Menton.

Mentons citroner er anerkendt af kvalitetsstemplet IGP. Høsten når sit højdepunkt midt i februar, og det hylder Menton med Fête de Citron!

Praktiske oplysninger 

Fra d. 15. februar til d. 3. marts 2020

Her ligger Menton på Den Franske Riviera