Jazzfestival i Alperne: oplev navne som Dee Dee Bridgewater og Kimberose

Skisportsstedet Megève i Haute-Savoie er for 4. år i træk vært for en jazzfestival, der tiltrækker mange musikelskere takket være et program spækket med internationalt anerkendte stjerner. Næste udgave af festivalen finder sted fra 28. til 30. marts 2019.

Denne vinter vil festivalen Festival International i Megèves endnu en gang begejstre publikum.

Tidligere udgaver af festivalen har præsenteret store navne som Norah Jones, Gregory Porter, Macy Gray, Marcus Miller og Selah Sue. I år kan publikum nyde toner fra stjernerne Kimberly Kitson Mills, Dee Dee Bridgewater og Thomas Dutronc.

Soul og jazz med Kimberose, Dee Dee Bridgewater og Thomas Dutronc

Trods sine blot 28 år, har sanger og sangskriver Kimberly Kitson Mills allerede fået tilnavnet Soul-divaen. Sammen med sin gruppe, Kimberose, vil hun på åbningsaftenen torsdag den 28. marts spille sange fra gruppens første album "Chapter One".

Dee Dee Bridgewater behøver ikke nogen præsentation. Den amerikanske sangerinde indtager jazzfestivalen fredag den 29. marts og byder på numre fra sit album "Memphis... Yes, I'm Ready", som er udtryk for en tilbagevenden til hendes musikalske rødder.

Som afslutning på festivalen indtager guitaristen og sangeren Thomas Dutronc scenen i Megève sammen med sin gruppe "Les Esprits Manouches". Her vil publikum kunne høre sange fra deres seneste indspilning "Live is Love".

En alternativ festival i Megèves gader

I år bliver der tilføjet et nyt og spændende koncept til byens jazzfestival. "JAMY" lader unge talenter indtage scenen, og i år vil fire grupper spille i Le Palais som opvarmning for Kimberose. Denne aften koster alle billetter blot 15 euro, og koncerten er en glimrende mulighed for at opleve nye talenter indenfor jazz.

Desuden vil der traditionen tro være et sideløbende musikprogram udover den officielle internationale jazzfestival. Således vil man i løbet af festivalens tre dage kunne opleve koncerter på byens pladser og i gaderne. I år har festivalen igen inviteret Chaupiques Brassband, som også optrådte i 2017 for et stort begejstret publikum.

Musikken er endnu en god grund til at besøge Megève

Megève har et stærkt internationalt ry, og byen satser stort på kulturelle arrangementer for at skille sig ud fra mængden. I august de seneste otte år har byen været vært for den klassiske musikfestival "Les Estivales de Megève". Dertil kommer jazzfestivalen, der de seneste tre år er blevet afholdt i slutningen af marts. Sideløbende kan man også høre koncerter i byens gader, på pisterne, samt på udvalgte barer og restauranter.

Megève opnåede for alvor sin status i begyndelsen af det 20. århundrede, da Rothschild-familien valgte landsbyen som deres faste feriested om vinteren. Velhaverfamilien satte gang i en forvandling af skisportsstedet, og siden da har Megève været en af Alpernes fornemmeste skibyer.

Megève er i lighed med bl.a. Combloux og Saint-Gervais-les-Bains en del af skiområdet Evasion Mont Blanc, som rummer hele 450 km. pister med udsigt til Mont Blanc. Det er i sandhed et magisk sted!

Praktiske oplysninger 

HÔTEL NATIONAL DES INVALIDES, 129 RUE DE GRENELLE, 75007 PARIS
D. 17. maj - 27. juli 2019

Her ligger Megève i Alperne