Moder Jord i fokus ved stor havefestival i Loiredalen

Hvert år kan det haveglade publikum dyrke den grønne interesse, når festivalen Festival International des Jardins de Chaumont-sur-Loire står i fuldt flor. I 2020 folder de grønne fingre sig ud fra d. 23. april til d. 1. november.

Grundet de nye forholdsregler man i Frankrig har indført i forbindelse med koronavirusudbruddet henviser vi til arrangørens hjemmeside for information om potentielle ændringer af denne begivenhed.


Domaine de Chaumont-sur-Loire ligger under 200 kilometer fra Paris og gemmer sig i landskabet 40 meter over den vilde Loire-flod. Her kan man hvert år fra april til november opleve den internationale havefestival Festival International des Jardins, hvor slottet og den smukke slotspark byder indenfor til blomstrende oplevelser: Se spændende og sjældne planter, enestående blomster som næsten er umulige at finde og mød en række dedikerede aktører og foreninger der også er tilstede ved begivenheden.

I løbet af festivalen afholdes hvert år også en konkurrence, hvor juryen udvælger over 20 forskellige projekter, skabt af fagfolk på tværs af discipliner.

Moder Jord er temaet i 2020

Gennem historien har ”Moder Jord” været symbol på den livgivende, frugtbare jord, som i dag mere end nogensinde før er udsat for negativ menneskelig påvirkning.

I 2020 sætter Festival International des Jardins de Chaumont-sur-Loire således lighedstegn mellem Moder Jord og haven som et fremtidens sted og et forgangseksempel for, hvordan vi kan leve i harmoni med naturen.

Med festivalen ønsker man at vise vejen for, hvordan mennesket og planetens andre levende væsner kan sameksistere. Haven er samtidig et sted for refleksion, hvor man kan nyde livet.

Festivalens bud på, hvordan mennesket kan leve i harmoni med naturen

I sin 2020-version giver festivalens aktører således både positive, ambitiøse og eksemplariske bud på, hvordan mennesket kan leve i harmoni med naturen. Med nyskabende og moderne scenografi søger festivalens grønne kreationer og installationer at skabe bygge bro, overraske og skabe drømme i publikums hjerter.

Praktiske oplysninger 

DOMAINE RÉGIONAL DE CHAUMONT-SUR-LOIRE, 41150 CHAUMONT-SUR-LOIRE
Fra d. 23. april til d. 1. november 2020

Her ligger Domaine de Chaumont-sur-Loire i Loiredalen