Oplev udstillingen ”LU innovation i et århundrede (1846-1957)” i Nantes

Uanset om man spiser den i én mundfuld, eller strækker den over flere bidder, har Petit-Beurre kiksen overlevet tidens tand lige siden den i 1846 for første gang blev bagt i Nantes.

Udstillingen, der fejrer dette lille velsmagende stykke fransk kulturhistorie, kan i 2020 opleves på museet beliggende i Château des Ducs de Bretagne. Gennem en rig samling af objekter, tegninger og plakater præsenteres man for et århundrede af innovation og opfindsomhed. "LU, un siècle d’innovation (1846-1957)" starter således ved opfindelsen af Petit-Beurre kiksen i 1846 og strækker sig frem til 1957, da designeren Raymond Loewy tegnede det berømte LU logo.

Sagaen om kiksefirmaet fortælles også. Det blev oprindeligt grundlagt af ægteparret Jean-Romain Lefèvre og Pauline-Isabelle Utile, hvorefter det i 1883 blev overtaget af den visionære søn Louis Lefèvre-Utile, der forstod at markedsføre LU som et varemærke. Udstillingen zoomer ind på forskellige kiksedesigns, emballage (og hvordan indpakningen har udviklet sig), distribueringen samt de forskellige reklamer der i årenes løb fik kiksene ned i folks indkøbskurve. Disse talte samarbejder med kunstnere som Alfons Mucha og Firmin Bouisset.

Sidst men ikke mindst kaster udstillingen også lys over kvindernes plads på arbejdsmarkedet samt kvindebillederne i reklamekampagner.

Praktiske oplysninger 

CHÂTEAU DES DUCS DE BRETAGNE – MUSÉE D’HISTOIRE DE NANTES, 4 PLACE MARC ELDER, 44000 NANTES
Fra d. 27. juni 2020 til d. 3. januar 2021
Billetpris: 8 euro

Her ligger Nantes