Syv aktiviteter for at opleve Mayottes lagune fra sin bedste side

Sejle mellem småøer og sandbanker, svømme med skildpadder, beundre pukkelhvaler eller få luft under vingerne i et ultralet fly … Det skorter ikke på idéer for at udforske den første marine naturpark i de oversøiske territorier.

Dykke i en sejlrende

Et magisk land med farverige koraller, barracuda-banker, ørnerokker og længere ude på havet, hammerhajer … For både nybegyndere og erfarne dykkere kan det ikke blive meget bedre i denne unikke lagune beskyttet af et dobbelt koralrev. Den S-formede sejlrende i det østlige rev er det mest berømte sted i lagunen. Med sine næsten 4 km tilbyder den over 10 dykkesteder, hvor kæmpeaborrer, bulepapegøjefisk, skildpadder og gråhajer har deres faste tilholdssted. Med andre ord - et naturligt akvarium.

Svømme med grønne havskildpadder

I N'Gouja, på øens smukkeste strand, som vogtes af fantastiske baobab-træer, tager vi svømmefødder, dykkermaske og snorkel på for at svømme med grønne havskildpadder ved højvande. De elsker søgræsset, som ligger som et tæppe på havbunden blot nogle få meter fra de gyldne sandstrande. De er vant til at møde svømmere og lader sig hellere end gerne observere og fulgt efter. Men glem ikke - du må ikke røre dem!

Beundre pukkelhvaler

Mellem juli og slutningen af oktober er der gode muligheder for at se pukkelhvalernes spektakulære hop i Mayottes lagune. Disse havets kæmper (fra 11 til 18 meter lange) kommer fra Antarktis til det varme vand i Det Indiske Ocean for at parre sig. Det er den perfekte anledning til at tage på hvalsafari med turistoperatører, som respekterer aftalen om respektfuld tilgang til disse store pattedyr.

Sejl side om side med delfiner

En skygge som danser lige under vandoverfladen? Mellem april og juni er det sandsynligvis en djævlerokke, der svømmer langs revet. Længere ude er det finnerne på en gruppe delfiner, som får bådens passagerer til at hvine af fryd. Der kan være hundredvis af dem, som følger en båd, i noget der ligner en venlig eskorte eller en elegant ballet. Møderne med havets fauna og muligheden for at kaste anker ved Robinson-øerne er højdepunkterne ved enhver sejltur på lagunen. Børnene elsker det!

Op i luften

Lagunen set fra luften er noget du aldrig vil glemme. Småøer, nærmest overgroet af tyk vegetation, kantet med koraltæpper, som glitrer i lyset, skinnende hvide sandbanker med skiftende former i stærk kontrast til det turkise vand; sammenfiltrede mangrover som dækker dele af kystlinjen med sine mørke farver, og kridhvide sandstrande med kokospalmer. Og selvfølgelig det fantastiske dobbelte koralrev, som havskummet slår imod ... En tur i et ultralet fly over lagunen vil være et af feriens absolutte højdepunkter.

Forhekset af mangroven

Mellem land og hav udgør mangroven et unikt og mystisk økosystem med flere arter mangrovetræer, som fungerer som udklækningssted for en række fisk og skaldyr. På land eller ved lavt tidevand kan du tage en tur mellem mangrovetræernes rødder, eller endnu bedre, sejle rundt i deres bugtende kanaler ombord på en pirog ved højvande. Og hvorfor ikke tage en tur til landsbyen Bandrélé, hvor en gruppe kvinder fremstiller mangrovesalt efter en gammel metode?

Langs kysten på et SUP-board

Findes der noget bedre end et board, en paddle, en hat og et par solbriller for at udforske Mayottes lagune i dit eget tempo, uanset om du er af den sporty eller lidt mere afslappede type? Stående på vandet søger blikket ud mod en delfin-finne, du beundrer klipperne og bugterne, som skærer sig ind i kystlandskabet, og til slut går du i land på en strand, som kun kan nås fra havet ...

Sådan kommer du til Mayotte