D. 6. juni 2019 markeres 75-års jubilæet for D-dag i Normandiet. Invasionen var en af de største militære operationer nogensinde. Den rummede både storhed, dumhed og opofrelse og de tusindvis af kors på Normandiets mange kirkegårde vidner om den barske sandhed: at D-dag først og fremmest kostede tusinder af unge soldater livet. I dag er de fleste krigsveteraner fra dengang lagt i muld, men markeringen af 75-års jubilæet er stadig yderst aktuel. For at forstå dens fulde betydning mødte vi ekspert Torsten Granov, som har besøgt Normandiet utallige gange.
Vi startede ud med at spørge Torsten, hvorfor det egentlig hedder D-dag:
”D-dag er en militærbetegnelse for planlægningen af en operation, hvor D-dag er den dag, selve operationen finder sted.”
Hvad er den bedste grund til at rejse til Normandiet i D-dags fodspor?
”Hvis man interesserer sig for D-dag, er Normandiet et meget interessant sted. Til dem der vil derned, er mit bedste råd dog at planlægge turen på et andet tidspunkt, end lige præcis d. 6. juni 2019. På 75-års jubilæet vil 25-50 statsoverhoveder fra hele verden nemlig besøge Normandiet. Det bliver et sikkerhedsopbud af kæmpe dimensioner! Der vil være afspærringer og sikkerhedskontroller alle steder, og man vil slet ikke kunne køre rundt i sin egen bil. Ceremonierne kan almindelige mennesker kun se på storskærm. Så som turist vil man, på præcis denne dag, ikke få det fulde udbytte af sin rejse til Normandiet.”
Hvornår skal man så komme, og hvor skal man tage hen?
”Omaha Beach og Utah Beach er begge vældig interessante at besøge. På Omaha Beach kan man stå på skrænten foran stranden, hvor tyskerne d. 6. juni 1944 sad klar med maskingeværer og kanoner. Når der er ebbe, kan man nemt forestille sig, hvordan det var tidligt om morgenen, når klappen gik ned fra landgangsbådene, og de allieredes soldater skulle den 800-meter lange vej ind over stranden. Ved angrebet faldt over 2000 amerikanere på Omaha Beach.
Museet Omaha Beach Museum (Eksternt link) på selve stranden er udmærket. Her kan man bl.a. gå i dybden med historien om The Bedford Boys. Amerikanerne havde den tradition, at de udskrev militærenheder i bestemte geografiske områder. Alle de unge mænd fra den lille by Bedford Virginia var i samme enhed. De var nogle af de første, der gik i land, med det resultat, at man havde nogle enormt høje tabstal. Ud af byens cirka 3.000 indbyggere faldt 23 af dens unge mænd. Derefter ændrede man måden, hvorpå man i USA sammensatte enheder, fordi den lille by næsten havde mistet alle sine unge mænd.
For at få det fulde udbytte af besøget i Normandiet skal man vide noget om historien, eller være afsted med nogen, der ved noget om det. For ellers kan det være en hvilken som helst græsmark, man står på. Man skal vide, at det var lige præcis dén her græsmark, kampene fandt sted. Så hvorfor skal man tage afsted? Fordi man kan stå på lige præcis dén græsmark, strand eller i landsbyen Sainte-Mere-Église, hvor huset brændte og faldskærmssoldaten hang fast i kirketårnet.”
Hvad er din personlige interesse og fascination af D-dag?
”En fascination er nok, at det er den største militære operation nogensinde. På de allieredes side er der i hvert fald en million mand involveret. Forestil dig alt det materiel, telte, barakker, mad, ammunition der skal samles! Så det er ikke så mærkeligt, at D-dag, og kampene i Normandiet, stadig er genstand for en massiv eksponering. Der udkommer nye bøger hvert eneste år, for ikke at glemme alle tv-serierne og filmene, (på dansk ”Kammerater i krig”), Saving Private Ryan og Den Længste Dag.
D-dag rummer et væld af gode historier: F.eks. skød det tyske kampvogns S Michael Wittmann i løbet af ganske få minutter 25 engelsk panserkøretøjer i stykker. Hvordan kunne det lade sig gøre?”
Men det er også en meget uhyggelig historie… tror du også, det er det, der fascinerer?
”Ja, for det handler om liv og død, om fejhed og helte. Om folk der gør noget fuldkomment forfærdeligt, og folk der gør noget enormt heltemodigt.”
Men tror du, der var nogen helte?
”Ja, selvfølgelig var der det. Der var folk, der satte livet på spil på Omaha Beach. De var helte.”
Hvorfor det?
”Fordi det på Omaha Beach drejede sig om amerikanerne, der i virkeligheden ikke havde ret mange aktier i den europæiske konflikt. Det var bondesønnen fra Idaho eller kiosksønnen fra Brooklyn. Hvad havde de at gøre der? Alligevel blev de sendt afsted, og der var en stor opbakning om krigen blandt den amerikanske befolkning. Og tænk engang: For anden gang i løbet af godt 20 år sender amerikanerne deres unge mennesker til Europa for at rage kastanjerne ud af ilden hos europæerne, der ikke kan finde ud af at holde fred. Det var da fantastisk!
Det tror jeg betyder meget, for mange af dem der tager til Normandiet – at se de godt og vel 9.000 kors på kirkegården bag ved Omaha Beach. Mit indtryk er, at mange føler en forpligtigelse til at komme der. For at takke dem. Så der er også den side, den mere følelsesladede.”
Hvorfor markere 75-året for D-dag og hvordan er D-dag aktuel den dag i dag?
”Gennem tiden har den slags markeringer været til ære for krigsveteranerne, men med tiden er der snart ikke flere tilbage. Dem der stadig lever har rundet de 90 år, og der kommer måske tre af dem på Utah Beach. For bare 20 år siden, var der mange flere… Hvis man vil have nogen af dem, der deltog i D-dag med til ceremonierne, er det ved at være allersidste udkald. Så nogle steder bliver 75-års jubilæet den sidste fejring.”
Kommer vi så ikke til at se en markering af 100-året?
”Jo, det gør vi nu sikkert alligevel, for der er også økonomiske og politiske interesser i det. D-dag bliver også brugt til at markere sammenholdet mellem Europa og USA. Men for mig hænger fejringen nok også sammen med en fascination af dem, der kæmpede. Mange dødede af det eller gjorde en stor og glorværdig indsats.”
Når nu samtalen falder på de faldne: hvilke kirkegårde anbefaler du, man tager ud og ser?
”Man skal se den amerikanske kirkegård på Omaha Beach, samt amerikanske Saint-James (Eksternt link) , som ligger på grænsen mellem Normandiet og Bretagne. Den er svær at finde, men hvis man skal ned og se Mont Saint-Michel, ligger den i nærheden. Der er også de tyske kirkegårde, hvor La Campe i Normandiet bestemt er værd at besøge. Her kan man se Michael Wittmanns grav.
Tyskere, englændere og canadiere har den tradition, at man begraver sine soldater der, hvor de faldt. Amerikanerne, derimod, kan bede om at få deres faldne hjem for at begrave dem der, hvor de hører til i USA. Der er godt 9.000 kors bag Omaha Beach og der er 3.500 på kirkegården i Saint-James. Men det samlede antal faldne amerikanere i Normandiet var 28.000.”
Hvad er det, der er fascinerende ved kirkegårdene?
”Det var et godt spørgsmål… Det er nok fordi, kirkegårdene giver en fornemmelse af omfanget. Omfanget af sorgen og den indflydelse krigen havde på dem derhjemme. Tabet. Når du står foran den amerikanske eller tyske kirkegård og kigger på alle de her kors. Og tænker på, at de alle sammen repræsenterer en elsket bror, far eller søn.
Derudover er der også oplevelsen af at finde en, man har hørt om. F.eks. Wittmann eller en af karaktererne fra Band of Brothers. F.eks. på kirkegården i Colleville hvor Quentin Roosevelt, søn af den første amerikanske Roosevelt præsident, ligger begravet. Han meldte sig som frivillig flyver under 1.verdenskrig og blev skudt ned i 1918. Hans bror, oberst Theodore Roosevelt, gik i land på Utah Beach om morgenen d. 6. juni 1944. Han var næsten 60 år gammel og en rigtig amerikansk helt. De kom i land et forkert sted, hvorfor hans næstkommanderende spurgte: ”Hvad oberst - vi er kommet i land to kilometer fra det sted, vi skulle have været i land. Skal vi gå op ad stranden? ”. Men Theodore Roosevelt svarede: ”No I think I’ll start the war from right here.” Han døde senere i løbet af sommeren 1945 af et hjerteanfald, og ligger begravet ved siden af sin storebror på Colleville kirkegården.”
Læs også: [Fem ting du (måske) ikke vidste om D-dag i Normandiet](https://sca.france.fr/da/normandiet/artikel/fem-ting-du-m%C3%A5ske-ikke-vidste-om-d-dag-i-normandiet)
Hvilke museer om D-dag kan du anbefale?
”Memorial de la Paix (Eksternt link) i Caen er nok det museum, der giver det bedste overblik. Man har dog udvidet museet et par gange, og det er det ikke blevet bedre af. Besøg derfor den del, der handler om optakten til krigen og om selve krigen og invasionen.
Generelt er de museer der koncentrerer sig om én ting, de bedste. F.eks. er det i Sainte-Mère-Église (Eksternt link) rigtig godt, for det handler om de airborns, dvs. dem der kom ned med faldskærm, landede i glidefly osv.
Museerne på Omaha Beach (Eksternt link) og Utah Beach (Eksternt link) er også værd at besøge. Det på Utah Beach har en lille dansk udstilling.”
Udover den historiske interesse har Torsten Granov også en kærlighed til det franske køkken – navnlig franske trøfler og Provences kokkekunst. Det er der også kommet to kogebøger ud af: ”En bog om trøfler” samt en kogebog med opskrifter fra Provence. Vi ville selvfølgelig gerne høre mere om Torsten gourmet-passion:
Fransk favorit delikatesse med trøfler?
”I en brouillade kommer trøflen mest til sin ret. Basalt set består retten af æg, som man slår ud og putter en masse smør ved samt salt og peber, hvorefter trøflen rives i. Herefter må det gerne stå natten over. Det der sker er, at fedtet i smørret og æggeblommerne forbinder sig med de aromatiske smagsstoffer i trøflen. Men man skal passe enormt meget på, for trøflen mister sin smag, hvis den bliver over 70-80 grader. Som man siger på fransk: la brouillade venter ikke på gæsterne, det er gæsterne der venter på la brouillade. Serveret på rygende varme tallerkner med godt brød, salt og peber giver hele trøffeloplevelsen – så ved du, hvordan trøffel skal smage!”
Bedste sted at finde trøfler i Frankrig?
”Luberon-bjergene gemmer på de mest aromatiske trøfler, jeg nogensinde har smagt.”
Crêpes fra Bretagne eller camembert fra Normandiet?
”Crêpes med fyld.”
Bordeaux eller Bourgogne vin?
”Bourgogne, Pinot-Noir.”
Kulturrejse til Normandiet eller Carcassonne?
”Mit oprindelige speciale handlede om franske middelalderromaner. Så derfor ville jeg nok vælge Carcassonne. Normandiet har jeg besøgt rigtig mange gange.”
