Denne sommer blomstrer kærligheden i Normandiet

Alle der elsker poesi, natur, frisk luft, romantik og solskin – ja eller der elsker livet - bør besøge Orne i Normandiet, som kun ligger to timers kørsel fra Paris. Tag med på en romantisk rejse til Ornes fire bedste steder at sige "jeg elsker dig".

Autenticitet og lokale råvarer på landstedet Maison d'Hector

Ejerne af Maison d'Hector har skabt en helt særlig stemning på deres landsted, som er perfekt til en afslappende weekendtur for to. Her bliver gæsterne taget imod med åbne arme, og farmaceuten Alain inviterer på en gåtur langs området Perches stier for at fortælle om planternes helbredende og kulinariske egenskaber. Den nærliggende skov vækker sanserne, og skovens flora er magisk. Om aftenen står Pierre-Yves ved gryderne og tilbereder råvarer fra husets køkkenhave, og ved sengetid kan man trække sig tilbage til et af de tre gæsteværelser med hvert sit poetiske navn.

La Maison d’Hector (Eksternt link)

Nyd landstemningen på La Lochetière

Domaine de la Lochetière har netop åbnet tre gæsteværelser på en gård fra 1700-tallet. Det smukke landsted er blevet moderniseret og ligger badet i lys i udkanten af Perche-skoven. Værtinden elsker at skabe god stemning, og hun laver den lækreste morgenmad med hjemmelavet brioche, formkager og yoghurt samt æg fra hønsene der går frit i ejendommens store have. Om aftenen kan man nyde en aperitif i skyggen af de ældgamle træer efterfulgt af et måltid solid landmandskost tilberedt med årstidens råvarer. Et perfekt sted til en weekend getaway væk fra hverdagens stress og jag kun 1,5 time fra Paris.

Domaine de la Lochetière (Eksternt link)

En romantisk gåtur i Les Jardins du Montperthuis

Denne smukke have rummer alle de gode egenskaber ved Normandiets natur. Her kan man gå rundt i et væld af grønne nuancer langs egetræsalléerne, og opleve de mange forskellige dufte, der (måske) viser sig at være nye og ukendte. I rosenhaven kan man beundre over 300 historiske rosensorter, ved det lille vandfald får drømmene frit løb og i den hemmelige have kan man fare vild mellem pæoner og magnolier. Hovedgården fra det 15. og 16. århundrede fremstår også i smukkeste stand. Der er ingen tid at spilde: udforsk denne grønne oase hånd i hånd med den du elsker.

Nyd livet og hinanden på restauranten Les Pieds dans l'eau

Restauranten med det lidt sjove navn Les Pieds dans l'eau (Fødderne i vandet, red.) bliver ved med at forny sig. Den blot 23-årige kok Gaspard Noury og hans partner Méline har fornylig overtaget stedet, beliggende ved bredden af en lille sø i landsbyen Saint-Langis-lès-Mortagne. Selveste stjernekokken Alain Ducasses har oplært Gaspard Noury, og hans retter er raffinerede og generøse med sans for detaljen. Prøv f.eks. Nourys nyfortolkning af sild og kartofler, hans kammuslinger, fennikel og butternut-squash og sidst men ikke mindst Gaspard Nourys sublime dessert bestående af pærer med kryddervin, småkager og vanilje.

Restaurant Les Pieds dans l’eau (Eksternt link)

Her ligger Orne i Normandiet