De legendariske bjergpas i Tour de France

I sine tidlige dage løb Tour de France-ruten langs Frankrigs grænser. I 1951 blev der skiftet gear, og rytterne begav sig ud på bjergveje i Alperne og Pyrenæerne. Nogle af bjergpassene er blevet legendariske, målt ud fra de præstationer, de har genereret.

Alperne

Alpe d'Huez
At tale om turen op ad Alpe d'Huez er at genkalde sig rytternes kvaler i en opstigning, der varer hele 13,8 km, har 21 hårnålesving og en niveauforskel, der nogle steder når op på 14 % (8 % i gennemsnit).

Publikum stimler sammen langs ruten, så man knapt kan se asfalten. Det er ikke overraskende, at arrangørerne sætter denne legendariske rute på programmet hvert år.

Col d'Izoard
Izoard, som ligger i Hautes-Alpes, er så imponerende på grund af sin form. Med en højde på 2360 m er det ganske vist ikke det hårdeste bjergpas at bestige. Det er de vilde omgivelser, der er imponerende. At cykle langs den stejle skrænt giver følelsen af at være andetsteds, i en anden verden, langt fra enhver civilisation.

Disse omgivelser bliver uundgåelige kulisser til vilde sports-scener. Skal vi tage et eksempel? I 1986 måtte franskmanden Bernard Hinault, som havde den gule trøje på i Izoard, overgive førertrøjen til amerikaneren Greg Lemond, som endte med at vinde løbet. Og det blev sidste gang for franskmanden, der fem gange vandt løbet (1978, 1979, 1981, 1982, 1985), og aldrig kom til at iklæde sig den gule trøje igen.

Mont Ventoux
I Provence, i nærheden af Carpentras, ligger Mont Ventoux (1912 m). Det nøgne, golde bjerg virker ugæstfrit og skræmmende. I julivarmen fejer kraftige vindstød hen ad skråningerne om kap med andre forhindringer under opstigningen til toppen. At vinde på Ventoux er at få anerkendelse og respekt fra de andre ryttere, ja nærmest som at opnå Gude-status.

Pyrenæerne

Col du Tourmalet
Hautes-Pyrénées er også indskrevet i den store bog om Tour de France.

Blandt de berømte bjergpas troner en mastodont stolt ved foden af Pic du Midi mellem Tarbes og den spanske grænse, nemlig Col du Tourmalet.
Det var her Eugène Christophe, i 1913, skabte sin egen legende – og smadrede forgaflen på sin cykel. Denne mester udrettede en utrolig bedrift, da han tilbagelagde 15 km til fods i bjergene, indtil en storsindet smed lånte ham sit værktøj.

Den dag røg Christophe ud af løbet, men blev indskrevet i historien... ligesom Tourmalet, der dermed steg i graderne som et af de bjerge, der har afgørende betydning for Tourens afgørelse.

Mt Ventoux