Occitanien: Stolte vintraditioner og solrige druer

Siden oldtiden har vinrankerne præget det sydfranske Occitanien, for det milde og solrige klima ud til Middelhavet giver de perfekte forudsætninger for druerne. Vinteren er mild og lys, mens sommeren er varm og tør, og Occitanien rummer ikke færre end 263.000 hektar vinmarker. Tag på opdagelse i Occitaniens vinverden med fotograf Anne-Sophie Rosenvinge.

Occitanien Toulouse 4

Naturligvis er der i Toulouse og omegn også masser af god vin at få. Regionen rummer både vinhuse, hvor traditionerne holdes i hævd, mens andre har moderniseret sig og er gået ind på det biodynamiske marked. I foråret besøgte fotograf Anne-Sophie Rosenvinge Occitanien, og her skulle hun selvfølgelig også prøvesmage nogle af de lokale druer. Carignan-druen har i generationer været en yndet druesort i Occitanien, og den har derfor sit eget særlige vintage-præg. Med sin lette, friske og frugtige smagsnoter giver Carignan modspil til Syrah og Grenache-druerne, der også dyrkes på Occitaniens vinmarker.

Anne-Sophie Rosenvinge besøgte også vinhuset Maison Guinot i den lille by Limoux, som ligger cirka 1,5 times kørsel fra Toulouse. Huset stammer fra 1875, og her værner man stolt om vintraditionerne. Selvom den moderne teknologi for længst har udviklet teknikker, der automatisk vender vinflaskerne, gør man hos Maison Guinot en dyd ud af stadig at vende de mousserende i hånden med den traditionelle champagnemetode. Anne-Sophie Rosenvinges favorit fra Maison Guinot er den mousserende Blanquette de Limoux. Husets vinkælder indeholder 30.000 flasker, og i løbet af 30 dage vendes flaskerne 1/4 omgang hver dag. Maison Guinot rummer 2500 m2 vinkælder med rig mulighed for vinsmagning.

Blanquette de Limoux menes at være Frankrigs første mousserende vin, og Anne-Sophie Rosenvinge fortsætter i dens fodspor. Ved Limoux ligger nemlig det gamle munkekloster Saint-Hilaire, hvor man mener, benediktinerne første gang opfandt den boblende vin. Bag klosterets smukke søjlegange og tykke mure har man nemlig fundet munkenes skrifter, som helt tilbage i 1531 berettede om den traditionelle champagnemetode. I dag er Saint-Hilaire et fredfyldt sted, hvor folk kommer for at læse, studere og skrive.

Oplev Occitanies vinmarker gennem Anne-Sophies kameralinse på hendes Instagram her: @ASRosenvinge (Eksternt link)