Toulouse – I fly-pionerernes fodspor

Tag med på en imponerende og poetisk rejse tilbage til begyndelsen af det 20. århundrede, hvor de første fly lettede fra Montaudran-lufthavnen i Toulouse. Langs den gamle start- og landingsbane ligger i dag det nye kvarter Toulouse Aerospace og her kan du opleve historiens vingesus i det nyåbnede La Piste des Géants (kæmpernes startbane).
Mærkværdige maskiner

Man kan ikke misse den store tagkonstruktion, der er formet som en flyvinge. Under dette gigantiske tag udfolder sig 6.000 m2 med mærkværdige maskiner bygget af ”maskinkunstnere”. Her kan du opleve en 14 meter høj Minotaurus, en kæmpe-edderkop ved navn Ariane, en nattergal, der ikke er helt som de andre, en maskine, der kan servere vin, en gryde fuld af fløjter og en brød-katapult.

Der er i alt omkring 100 bevægelige, skøre og geniale kreationer. Nogle er enorme, andre kan du have i hånden. Fælles for dem alle er, at de fortæller en historie i evig bevægelse.

Maskinkunstnerne fra gadeteatergruppen La Machine Company giver kreationerne liv med ledninger og snore, der kan trækkes i. Og man kan endda stige om bord i nogle af de mekaniske vidundere. Den store Minoaturus kan transportere op til 50 personer på sin ryg ned ad den to kilometer lange start- og landingsbane i den nedlagte Montaudrant-lufthavn, som nu er omdannet til urbant hovedstrøg. En stor edderkop folder sine ben ud og følger efter med 10-12 passagerer, både store og små, på ryggen. Spænd sikkerhedsselen. Klar til afgang!

La Halle De La Machine (Eksternt link)

Da luftposten tog fart

I afdelingen, L'Envol des Pionniers i Piste des Géants udspiller sig et enestående eventyr med pionererne indenfor luftpost i hovedrollerne. For 100 år siden var Toulouse omdrejningspunkt for Latécoère, Mermoz og Saint Exupéry. Det var i værkstederne her at disse pionerer byggede og vedligeholdt de første flyvende maskiner, der kunne krydse oceaner og ørkner for at bringe posten hurtigere frem. Den permanente udstilling, der udfolder sig over 1000 m2, fortæller om luftfartens begyndelse og hylder de himmelfarende helte. Her kan du få indblik i de mange spændende begivenheder i historien om det franske luftpostvæsens tilblivelse i Toulouse.

L'Envol des Pionniers (Eksternt link)

På rejse gennem haven

Langs luftpostens gamle start- og landingsbane inviterer Jardin de la ligne (luftpostlinjens have) dig med på en 15.000 kilometer rejse gennem tre kontinenter og otte lande. Haven er designet som en vandretur gennem de forskellige stemninger fra de lande, den legendariske ”linje” fløj over. Fra Toulouse til Valparaiso i Chile over Spanien, Marokko, Senegal, Brasilien og Argentina. Der er legeområder for børn og steder, hvor man kan tage et hvil. Interaktive standere guider de besøgende gennem den visuelle – og også duftrige – opdagelsesrejse, hvor der er plantet 227 træer af 30 forskellige sorter. Man glemmer næsten at man ”bare” er i Toulouse.

Sådan kommer du til Toulouse i Sydfrankrig