Fem gode (rejse)grunde til at se serien ”Call My Agent”

Hvis er er vild med humor, drama og ikke mindst: Paris og Frankrig er Netflix-hittet ”Call My Agent” et must! Serien er skudt i både Paris, samt i resten af Frankrig, så glæd dig til at blive introduceret for en perlerække af franske rejsemål, du kan skrive på din liste over steder at besøge!

Først en lille introduktion for de uindviede: I ”Dix pour cent,” som serien hedder på fransk, følger man Andrea, Mathias, Gabriel og Arlette, som arbejder for agent- og managementbureauet ASK, samt deres berømte kunder i filmbranchen. Serien er indtil videre udkommet i fire sæsoner, så der er nok at tage fat på…

Paris og Cannes: 5 yndlingssteder – eller ”bonnes adresses” du kan glæde dig til at stifte bekendtskab med!

1: Le Grand Colbert Restaurant i Paris

Dette smukke parisiske brasserie emmer af nostalgi som i perioden omkring år 1900, der i Frankrig er kendt som ”La Belle Epoque”. Væggene er således dekoreret med mosaikfliser, og facaden er på den franske liste over bevaringsværdige historiske monumenter. I anden sæson af serien inviteres vi til frokost på Le Grand Colbert med Mathias, Camille og hendes mor. Brasseriet ligger på Rue Vivienne i det 2. arrondissement lige over for den berømte overdækkede passage Galerie Vivienne.

2: Med stjernerne til præmiere i biografen Grand Rex i Paris

Siden 1932 har biografen Grand Rex på Boulevard Poissonnière i Paris’ 2. arrondissement været Europas største. Vi møder også den glamourøse biograf i anden sæson, hvor Mathias klienter Ramzy Bédia og hans kone Virgine Efira er til præmiere i forbindelse med deres nye film ”Nos Petits Mensonges” (på dansk: ”Vores små løgne). Den legendariske biograf har gennem årene været hjemsted for nogle af Frankrigs største filmpræmiere – måske møder du en berømthed, hvis du lægger vejen forbi biografen næste gang du er i Paris!

3: Restauranten Les Îlots de Chaillot i Paris

Denne restaurant byder ganske enkelt på en fantastisk udsigt til Eiffeltårnet, og her mødes Mathias, Ramzy og Virginie i sæson to. Der er lagt op til drama, for under middagen får Mathias en dårlig nyhed – mere vil vi ikke fortælle – til gengæld kan vi garantere for at restauranten, med sin placering ved Theatre National de la Dance Chaillot på Trocadero-pladsen, tilbyder en af Paris’ bedste udsigter!

4: Hils på dyrene i Ménagerie i Jardin des Plantes, Paris

Ved du, hvor du ville gå hen, hvis du havde hjertesorger og var i Paris? I Call My Agent finder Gabriel i sæson tre trøst i La Ménagerie, der ligger i Jardin des Plantes, som er verdens anden største zoologiske have og hjemsted for mange forskellige pattedyr, reptiler og smukke fugle. Jardin des Plantes er også en botanisk have, hvor botanikinteresserede kan deltage i workshops.

5: Cannes, naturligvis!

Som Frankrigs filmhovedstad nummer et er Cannes naturligvis også med i ”Dix pour cent”! I sæson to rejser seriens helte og heltinder således til Cannes for at betræde filmfestivallens røde løber. De bor på Hotel Barrière le Majestic, som i virkelighedens verden også fungerer som luksushotel for stjernerne. Således får man i et afsnit også den berømte skuespillerinde Juliette Binoche at se.

croisettepalaisdesfestivalscannes fabre.jpg?h=250

Ikoniske Paris og det hektiske liv som skuespiller

I løbet af serien kommer du også forbi ikoniske parisiske steder som broen Pont des Arts, Westin Hotel og det elegante Hotel Mansart. Sidst men ikke mindst giver Call My Agent også et godt indblik i, hvordan det (måske) er at arbejde på et fransk agentur, hvor ”larger than life” stjerner har deres gang.


For yderligere information:

Forbered rejsen til Paris (Eksternt link)

Forbered turen til Cannes (Eksternt link)

Her ligger Paris