Paris: Kulturekspert Marius Hansteens bedste tips

Hvor kan børnene opleve kunst i Paris, hvor får man den bedste kop kaffe, og hvor finder man de gode tilbud, når Paris’ butikker slår dørene op til januarudsalg? Det ved Marius Hansteen, som efter seks år i Paris vendte tilbage til Danmark i efteråret 2018. Marius kom fra stillingen som kultur- og presseråd ved den danske ambassade i Paris og var også direktør for Det danske Studenterhus i Paris. I København er han tiltrådt stillingen som direktør for Historie og Kunst i Københavns Kommune – vi giver ordet til kultureksperten!

Marius’ Paris:

Dit bedste minde fra Paris?
"Jeg har rigtig mange gode minder fra Paris. De hyggelige små udvekslinger hos slagteren eller på markedet om søndagen kan jeg godt savne."

Hvad er, ifølge dig, den største forskel på københavnerne og pariserne?
"Pariserne forlader ikke hjemmet uden at være præsentable. Det praktiske kommer i anden række. Det er stimulerende at folk gør sig umage. Og så er de meget høfligere!"

Din favorit kulturinstitution i Paris og hvorfor?
"Centre Pompidou. Den faste samling er en fornøjelse og de laver fremragende udstillinger. Og udsigten fra toppen bliver jeg aldrig træt af."

Besøg Centre Pompidou (Eksternt link)

Din favorit restaurant og hvorfor?
"På William Ledeuils The Kitchen Galerie og lillebroren The Kitchen Galerie Bis får man moderne, grøntsagsbaseret køkken i perfekt balance. I en helt anden boldgade, holder jeg meget af de store gamle brasserier, hvor alt kører som en stor maskine. Har tilbragt mange timer på Dômes terrasse."

Besøg William Ledeuils The Kitchen Galerie og The Kitchen Galerie Bis (Eksternt link)

Besøg Le Dôme (Eksternt link)

Hvor går du hen, når du vil have en god espresso i Paris?
"Kaffe er faktisk ikke det, franskmændene er bedst til, synes jeg. Men på The Broken Arm, rue Perrée 12, er den god."

Januarudsalg i Paris: Hvor skal man tage hen, hvilke butikker og kvarterer?
"Jeg er ikke nogen udsalgshaj, men når jeg en sjælden gang kaster mig ud i det, skal det helst være et sted, hvor tingene normalt er så dyre, at man faktisk føler, det kan betale sig at vente. Det hyperelegante stormagasin Le Bon Marché har alt hvad hjertet kan begære – og mere til – for både damer og herrer, og i Conran Shop, der ligger lige overfor, kan man gøre nogle gode fund i den rigtig dyre ende af ting til hjemmet."

Besøg Le Bon Marché og se videoen fra stormagasinet herunder (Eksternt link)

Besøg The Broken Arm (Eksternt link)

Hvor tager du helst dine børn hen på udflugt i Paris?
"Vi har gode erfaringer med at gå i Palais de Tokyo. Mange af udstillingerne er tilpas legende og gakkede til at børn også synes det er fascinerende. Og der er god plads at løbe rundt på, hvis man ikke orker mere kunst."

Besøg Palais de Tokyo (Eksternt link)

3 hurtige om…

Vélib eller metro?
Kan rigtig godt lide at cykle i Paris. Men man skal passe på!

Baguette eller rugbrød?
Baguette

Marcel Proust eller Michel Houellebecq?
Houellebecq om morgenen for at få blodtrykket op, og Proust om aftenen for at få det ned igen.

Til sidst…

En hemmeligt/ukendt sted i Paris, du vil dele med os?
Kvarteret Butte aux Cailles i det 13 arr. er ikke særlig kendt og byder på mange gode hemmeligheder.

Paris på kortet