Bæredygtighed i Paris: Mød idémanden bag nyt landbrug under den pulserende hovedstad

Ja, i Paris kan man spise lokalt dyrkede grøntsager, som ovenikøbet er økologiske. Den franske hovedstads indbyggere kan takke projektet Cycloponics for initiativet, og France.fr har mødt 30-årige Jean-Noël Gertz som er idemand og medstifter af projektet. Jean-Noël dyrker økologiske svampe og julesalat i en nedlagt parkeringskælder under Paris’ gader og planlægger at udvide projektet til Bordeaux, Lyon og Lille …

I dyrker svampe og økologisk julesalat i en parkeringskælder – sikke et originalt påfund!

Jean-Noël: Vores produktionssted La Caverne er et koncept i sin helt egen ret – at dyrke grøntsager i en parkeringskælder 100 meter under Boulevard Périphérique, den store ringvej rundt om Paris, er ikke ligefrem noget man ser hver dag. Men sjovt nok skaber parkeringskælderen de ideelle forudsætninger for at dyrke og sælge grøntsager, for alt efter årstid holder temperaturen hernede sig på mellem 10 og 21 grader. Her mangler heller ikke plads - vi har 9100 kvadratmeter at boltre os på. Alene denne uge har vi produceret tre tons julesalat og et ton østershatte og japanske shiitakésvampe. Vi dyrker også mikrogrønt og vil begynde at dyrke basilikum og champignon.

Men er det virkelig muligt at skabe et kvalitetslandbrug under Paris?

Jean-Noël: Ja bestemt. Vores kælder blev rengjort ned til mindste støvkorn, før vi flyttede ind i 2017 som en del af det urbane landbrugsprojekt Les Parisculteurs. Stedet og luften er fuldstændig ren, og vores svampe og julesalat har den økologiske certificering ”agriculture biologique”. Cycloponics kunder er hovedsageligt økologiske supermarkeder og fødevarebutikker i Paris, og leveringen foregår med cirka 20 cyklende bude. Hvis varerne skal rejse langt, bruger vi elektriske biler.

Kan din ide videreføres?

Jean-Noël: I teorien, ja. Alene i Paris dyrker vi på 6 millioner kvadratmeters parkeringskælder, svarende til 600 hektar. Færre og færre parisere har bil, og derfor er potentialet enormt. Men ift. økonomien holder det ikke hele vejen, for f.eks. kan det ikke betale sig at dyrke kartofler eller gulerødder i en hovedstad. Til gengæld kan det sagtens lade sig gøre at udvikle konceptet i Frankrigs andre store byer samt i andre europæiske storbyer, og faktisk startede Cycloponics på en nedlagt fyrværkerifabrik i Strasbourg. Vi barsler også med at åbne underjordiske landbrug i Bordeaux, Lille og Lyon.

Parkeringskældrene må da også være gode til andre formål!

Jean-Noël: Ja selvfølgelig, det er noget vi hele tiden arbejder på. I Paris anvender vi selv 3.500 kvadratmeter til vores egen produktion, og derudover lejer vi 500 kvadratmeter ud til andre virksomheder. På en måde er vi fundamentet for, at flere forskellige typer fødevarevirksomheder kan eksistere midt i byen. I parkeringskælderen kan man både finde et firma, der forarbejder honning, en anden der leverer måltider til virksomheder uden egen kantine samt en tredje som dyrker mikrogrønt, som f.eks. karse. Vi er også interessant for andre aktører, som f.eks. har brug for opbevaring i nedkølede rum. Vores projekt er kort fortalt at skabe økosystemer, der leverer fødevareløsninger til morgendagens storby.

Kan alle besøge La Caverne?

Jean-Noël: Desværre er det ikke muligt, for stedet er ikke godkendt til at modtage besøgende. Men man kan besøge den første butik drevet af lokale parisiske producenter, der netop er åbnet og som vi er en del af. Den ligger lige ved Père Lachaise kirkegården på Boulevard de Charonne nummer 168.

Her ligger butikken drevet af lokale parisiske producenter 

168bis Rue de Charonne, 75011 Paris, Frankrig
Flere
ideer