De bedste udstillinger i Paris i 2018-2019

Hvad har museerne i Paris at byde på denne sæson? Man kan bl.a. opleve impressionister, popikoner, radikale undergrundskunstnere og kubister. En underholdende blanding af genrer og kunstformer hvor man finder malerier, skulpturer, fotografier, musik, m.m. Vi sætter fokus på de vigtigste udstillinger, som skiller sig ud fra mængden, og som er et weekendbesøg i Paris værd. Eller hvorfor ikke blive lidt længere...

KOHEI NAWA | Trone, på Louvre

Fra 13. juli 2018 til 14. januar 2019.

I år hylder Paris Japan i forbindelse med kulturfestivalen Japonisme 2018. Som hyldest til den opgående sols land har Louvre budt velkommen til kunstneren Kohei Nawa. Under den berømte glaspyramide står hans imponerende værk Trone, som på ypperste vis blander traditionel japansk kultur med den nyeste teknologi. Skulpturen er dækket af guldblade og gør indtryk på alle og enhver.

KOHEI NAWA | Trone på Louvre (Eksternt link)

Alphonse Mucha, på Musée du Luxembourg

Fra 12. september 2018 til 27. januar 2019.

Den tjekkiske kunstner Alphonse Mucha er især kendt for sine fantastiske art nouveau plakater skabt til Verdensudstillingen i Paris i år 1900. Men han har langt flere talenter, og det beviser Musée du Luxembourg i år. Mucha-udstillingen tegner et billede af en ekstraordinær person, der skabte sit helt eget univers af malerier, skulpturer og kunstgenstande.

Alphonse Mucha, på Musée du Luxembourg (Eksternt link)

Picasso. Blå og Rosa, på Musée d’Orsay

Fra 18. september 2018 til 6. januar 2019.

Denne udstilling er organiseret med hjælp fra det nationale Picassomuseum i Paris og udforsker kunstnerens karriere fra 1900 til 1906. Her finder man en perlerække af malerier, tegninger og endda skulpturer og stik. Og den bedste grund til at besøge udstillingen er oliemaleriet Livet (La Vie), højdepunktet i Picassos blå periode, fremvist for allerførste gang i Frankrig.

Picasso. Blå og Rosa, på Musée d’Orsay (Eksternt link)

Drømmen om Asien af Yves Saint-Laurent, på Musée Yves Saint-Laurent

Fra 2. oktober 2018 til 27. januar 2019.

Yves Saint Laurent-museet præsenterer sin første midlertidige udstilling, og hvilken én. "Drømmen om Asien" sætter fokus på modeskaberens fascination af Indien, Kina og Japan. Her kan man opleve haute couture, kobberstik og kunstgenstande udlånt af nationalmuseet for asiatisk kunst, Guimet, samt private kunstsamlere. Udstillingen tager os med på en rejse, hvor vi oplever den samme fascination af Orienten, som den berømte modeskaber følte under sine egne rejser.

Drømmen om Asien af Yves Saint-Laurent, på Musée Yves Saint-Laurent (Eksternt link)

Jean-Michel Basquiat - Egon Schiele, på Fondation Louis Vuitton

Fra 3. oktober 2018 til 14. januar 2019.

Fondation Louis Vuitton lægger rum til to store kunstnere med lysende og produktive karrierer, Egon Schiele og Jean-Michel Basquiat. Med 120 værker fra førstnævnte kunstner og 135 fra den anden tegnes en parallel mellem de to, der begge levede livet for fuld udblæsning og døde i en alder af 28 år. Med næsten et århundrede mellem hinanden har de to efterladt sig et markant og rigt livsværk. Lad os dykke ned i værkerne.

Jean-Michel Basquiat - Egon Schiele, på Fondation Louis Vuitton (Eksternt link)

Miró, på Grand Palais

Fra 3. oktober 2018 til 4. februar 2019.

Miró var surrealismens frontfigur og gik igennem livet og kunstretningerne, alt imens han bevarede sin helt egen særlige poetiske tilgang. Grand Palais præsenterer en retrospektiv udstilling af højeste kaliber med omtrent 135 værker af den spanske kunstner og hans 70 år lange karriere. Her kan man med egne øjne se, hvordan malerens stil har udviklet sig i løbet af årene, såvel som man kan opleve værker, der aldrig før er blevet vist i Frankrig.

Miró på Grand Palais (Eksternt link)

Michael Jackson On the wall, på Grand Palais

Fra 23. november 2018 til 14. februar 2019.

Nu til årets pop-udstilling i Paris! Alle ved, hvor meget Michael Jackson har påvirket musik, musikvideoer, dans og mode, men ikke alle kender hans indflydelse på moderne kunst. Han var en muse for kunstnere som Andy Warhol, Lorraine O'Grady og Isaac Julien, hvilket kan ses på Grand Palais i de udstillede værker, der er direkte inspireret af kongen af pop. En værdig hyldest til kunstneren, som ville være fyldt 60 i år.

Michael Jackson On the wall på Grand Palais (Eksternt link)

Doisneau og musikken, på Philharmonie de Paris

Fra 4. december til 28. april 2019.

Denne vinter beskriver kultur- og musikcenteret Philharmonie de Paris fotografen Robert Doisneaus færd gennem musikkens verden. Den mest berømte parisiske fotograf har fanget udødelige øjeblikke med hornorkestre, kabareter med jazzmusikere og musikere fra hans tid. Slå ørene ud - måske frembringer lyden et billede eller to.

Doisneau og musikken, på Philharmonie de Paris (link på fransk) (Eksternt link)

Den sorte model fra Géricault til Matisse, på Musée d'Orsay

Fra 26. marts til 14. juli 2019.

Musée d’Orsay har skabt en udstilling tilegnet de sorte figurer i maleriet. Her præsenteres malerier, skulpturer, stik og fotografier af kunstnere som
Théodore Géricault, Edouard Manet, Paul Cézanne og Henri Matisse samt fotograferne Nadar og Carjat. En udstilling der udfordrer vores syn på æstetik, politik samt sociale og racemæssige forhold.

Den sorte model fra Géricault til Matisse, på Musée d'Orsay (Eksternt link)

Elektroniske drømme – fra Kraftwerk til Daft Punk, på Philharmonie de Paris

Fra 9. april til 11. august 2019.

Philharmonie de Paris hylder alle slags musikarter, hvilket endnu en gang slås fast med denne udstilling tilegnet elektronisk musik. Den er stablet på benene med hjælp af DJ'en Laurent Garnier og kommer ind på de forskellige kulturelle og musikalske aspekter af den elektroniske musik. Her bliver alle sanser stimuleret, og man bliver helt omsluttet af universet takket være de imponerende lysinstallationer, der leder tankerne hen på store rave-fester.

Elektroniske drømme – fra Kraftwerk til Daft Punk, på Philharmonie de Paris (Eksternt link)

Berthe Morisot, på Musée d’Orsay

Fra 18. juni til 22. september 2019.

Berthe Morisot var en lige så vigtig figur blandt impressionisterne som Monet, Degas eller Renoir, og fuldt fortjent bliver spotlyset nu endelig sat på hende. Hun bliver anset for at være en af de mest banebrydende kunstnere blandt impressionisterne, og hendes karriereforløb var ganske usædvanligt for hendes tid og det miljø, hun voksede op i.

Berthe Morisot, på Musée d’Orsay (Eksternt link)

Kubismen på Centre Pompidou

Fra 17. oktober 2018 til 25. februar 2019.

Mere end 300 værker og dokumenter, 14 kapitler, dusinvis af kunstnere...Denne udstilling om kubismen på Centre Pompidou giver et komplet billede af denne kunstretning, der betød så meget for dens skabere Braque og Picasso. På kronologisk vis bliver man ført ind i alle aspekter af kubismen. Dette er den første udstillingen tilegnet kubismen i 50 år og dermed et af kunstsæsonens absolutte højdepunkter denne vinter.

Kubismen på Centre Pompidou (Eksternt link)

Madagascar på Musée du Quai Branly

Fra 18. september 2018 til 1. januar 2019.

Nu går turen til Madagascar i det Indiske Ocean. Dekorativ kunst, begravelsesfigurer, malerier, fotografier og samtidskunst: mere end 350 værker løfter sløret for Madagascars kunstverden, historie og kultur. Området er påvirket af mange års udveksling og indflydelse udefra. Museet Quai Branly forstår at skabe en spændende og lærerig udstilling. Tag med på en lang rejse...

Madagascar på Musée du Quai Branly (Eksternt link)

Sådan kommer du til Paris