Romantiske pusterum i det grønne: 4 slotshaver et stenkast fra Paris

Paris er et uudtømmeligt skatkammer af kulturoplevelser, og vil du opfyldes af nye indtryk fra Lysets By kan du lige udenfor dens hoveddør besøge de mange fantastiske slotte, hvis haver og parker rimer på romantik og et pusterum i det grønne.

Solkongen værdig: Versailles pragtfulde haver

Ligesom alt andet på Versailles er dets haver et veritabelt skatkammer! Gør som Louis XIV og start besøget foran et af slottets trumfkort: Spejlsalen. For kongens gartner André Le Nôtre var vand et centralt element, der i de anlagte springvand og bassiner skulle reflektere sollyset tilbage på Solkongens prægtige slot.

Parken er beriget med omkring 100 statuer og i det gigantiske orangeri gror over 1.000 planter som granatæbler og nerier side om side med 200 år gamle citrontræer og palmer fra Spanien og Italien (Orangeriet kan kun besøges ved forudbestilling). Gå heller ikke glip af parkens prydsbuske, der får selskab af statuer, damme og springvand samt haven Jardin du Roi, hvor de eksotiske træer gror. Endelig kan man fra april til oktober opleve ”Grandes Eaux” samt ”Jardins Musicaux” der bl.a. får springvandene til at danse til tonerne af barokmusik.

« Kongernes residens » og pragtfulde renæssance bassiner : Domaine de Courances & Fontainebleau

Domaine de Courances ligger 50 kilometer sydøst for Paris og dets pragtfulde park er det perfekte mål for en romantisk udflugt. Slotsparken omgiver slottet og er kendt for at være den eneste park i klassisk romantisk stil. Her er elementet vand essentielt og slotsparken rummer ikke mindre end 17 bassiner i renæssancestil, der tjente som inspiration for Louis XIVs gartner André Le Nôtre et århundrede senere.

Besøg også den 3 hektar store køkkenhave, der leverer økologisk frugt og grønt til hele Paris og omegn (Paris Region) samt til stedets eget spisested. Sidst men ikke mindst gemmer slotsparken på 3 yndige huse, som det er muligt at leje. Herfra har man udgang til den japanske have og husene ligger tæt på den historiske by og slot Fontainebleau. Slottet er kendt som ”kongernes residens” og har siden 1100-tallet huset nogle af Frankrigs berømte overhoveder. Som et sandt eventyrslot er Fontainebleau omkranset af ældgamle egetræer, og kongernes gamle jagtskov er i dag et yndet mål for naturelskere. Besøg også den overdådige slotspark, der kan opleves på en romantisk tur i hestevogn.

Château de Fontainebleau ©CRT IDF/Tripelon-Jarry - Château de Fontainebleau

Inspirationen bag Versailles: Vaux-le-Vicomte

Slottet Vaux-le-Vicomte er at af Frankrigs største og blev bygget på Nicolas Fouquets bestilling, som var Louis XIVs finansminister. I alt sit vælde blev slottet inspirationskilden til selveste Versailles og det blev også skabt af 1600-tallets vigtigste profiler indenfor arkitektur, indretning og havekunst.

Således er alt fra møbler og malerier til den guldbelagte stuk særdeles velholdt. Tidens førende landsskabsarkitekt André Le Nôtre stod også bag den 33 hektar store slotspark, der domineres af buskbom og spejlbassiner. Endelig rummer slottets gamle staldanlæg et museum med sjældne veteranbiler.

Her ligger Paris