7 tips til Louvre: Sådan lykkes dit besøg

Louvre er verdens største museum, tilmed det mest besøgte, berømt for sin glaspyramide ved indgangen og ikke til at komme uden om, når man besøger Paris. Så hvor skal man starte? Hvad skal man se, og hvad er vigtigt at vide om dette berømte sted? Vi fortæller dig alt, du behøver at vide inden dit besøg.
Først lidt historie

Louvre blev opført som en middelalderlig fæstning under kong Filip August i det 12. århundrede og blev senere omdannet til kongeresidens i det 16. århundrede. I 1793 blev det til et museum for "bevarelse, oplysning og videreførelse af kulturarv til senere generationer". Den store pyramide med sine 21 meter og 673 glaspaneler stammer fra 1989.

Rekordstore størrelser

Louvre er verdens største museum målt på udstillingssalenes areal, som omfatter næsten 73.000 m²! Så man skal forberede sig på at gennemtrave 403 rum, 14,5 km. gange og bestige 10.000 trappetrin...En strækning der naturligvis umuligt kan gennemføres på et enkelt besøg.

35.000 værker

Omkring 35.000 værker, heraf 7.000 malerier, er udstillet på Louvre. Hvis man brugte 10 sekunder på hvert værk, ville det tage fire døgn at se dem alle. Så ja, man bliver nødt til at komme tilbage igen! Ikke mindst fordi der på Louvres lager er opmagasineret hele 460.000 andre værker.

Det man absolut skal se

Hvem er Louvres store stjerner? Det er primært kvinderne, som de 10 millioner årlige besøgende kommer for at se: Mona Lisa, godt beskyttet bag glas, bliver fotograferet mere end 20.000 gange om dagen.

Derudover må man ikke glemme de to statuer fra antikkens Grækenland; Aphrodite-statuen Venus de Milo, og sejrsgudinden Nike de Samothrake, samt Delacroixs ikoniske mesterværk "La Liberté guidant le peuple" (Friheden fører folket på barrikaderne), der skildrer et slag under Julirevolutionen i Frankrig, 1830. Andre populære malerier er Théodore Géricaults "Le Radeau de la méduse" (Medusas flåde), venetianske Paul Véronèses "Les Noces de Cana" (Brylluppet i Kana) der med sine 667 x 994 meter er museets største, og "Le Sacre de Napoléon" der forestiller kroningen af Napoleon I

Skatte fra 70 århundreder

De ældste udstillede værker på Louvre er mere end 7.000 år gamle. For at gøre det lettere for de besøgende, er samlingerne opdelt i otte afdelinger: ægyptiske antikviteter, græske, etruskiske og romanske antikviteter, orientalske antikviteter, malerier, skulpturer, kunstgenstande og grafisk kunst. I 2012 blev den nyeste afdeling tilegnet islamisk kunst indviet. Den er et skattekammer på 2.800 m² under det bølgende glastag, som dækker gården Cour Visconti.

Her er indgangen

Den store glaspyramide er Louvres imponerende hovedindgang og ikke til at overse, men hvordan finder man rundt, når man er kommet ned under jorden? Vi har tre forskellige forslag, alt efter hvad du helst vil se:

  • Denon-indgangen fører til de ikoniske værker Mona Lisa, Nike de Samothrake og Venus de Milo.
  • Sully-indgangen er bedst, hvis man vil se ægyptiske antikviteter og middelalderens Louvre.
  • Richelieu-indgangen tager dig til franske skulpturer, Napoleon den tredjes gemakker og de orientalske antikviteter.
Nat på museet

Et besøg på Louvre er noget helt specielt, når museet holder åbent sent om aftenen. Der hersker en anderledes stemning takket være de færre besøgende, og udsigten over pyramiden, gården Cour Carrée og Seinen er helt fantastisk. Paris bliver ikke meget smukkere end det!

Sådan kommer du til Louvre i Paris