Vandring i Pyrenæerne: 6 ruter til krystalklare bjergsøer

Når sommersolen danser i bjergene er der ikke noget bedre end at lægge vandreturen forbi en bjegsø, hvis kølige vand er en velsignelse. Og bjergsøer er lige netop dét, Pyrænerne er fulde af. Bjergkæden mellem Frankrig og Spanien rummer nemlig ikke færre end 2.500 af slagsen, der ligger i over 700 meters højde. Tag med til seks af disse fantastiske oaser…

Se bjergtoppene spejle sig i Gaube-søen

Over landsbyen Cauterets, i Hautes-Pyrénées, ligger Lac de Gaube i 1.725 meters højde. Alt afhængig af temperament og fysisk form er søen tilgængelig på to forskellige måder: Om sommeren er stoleliften Télésiège de Gaube den letteste løsning. Fra toppen af liften er der blot en kort gåtur på 20 minutter langs en let nedadgående sti til søen. Er man frisk på en udfordring, er det turen fra Pont d’Espagne, man skal vælge. Den tager halvanden time og går gennem fyrreskov. Vel fremme belønnes man af det smukke syn af bjergtoppen Vignemale, som i 3.298 metes højde spejler sig i søens klare vand.

Lac de Gaube (Eksternt link)

Tag familien med til Lac de Suyen

Vandløbet Gave d'Arrens ligger i en lille dal ikke langt fra Tech-dæmningen, og her kan hele familien tage på en hyggelig vandretur til Suyen-søen. Fra Maison du Plan d’Aste følger man en sti, som snor sig mellem grantræerne, og efter en halv times vandring åbenbarer søen sig. Hvis man går lidt videre, kommer man til et smukt vandfald, og herefter fortsætter turen forbi hyrdernes gamle stenhytte Toue de Doumblas, som er bygget under en stor klippe.

Maison du Plan d’Aste (link på fransk) (Eksternt link)

Op i højderne ved søerne Lac du Pourtet og Lac Nère

Denne vandretur kræver god fysisk form og er forbeholdt erfarne vandrere. Turen går rundt om de to søer i bjergmassivet La Cardinquère og tager omkring 6,5 time med en stigning på 1.200 meter. De seje vandrere belønnes med det smukke klippelandskab omkring Lac du Pourtet i 2.420 meters højde, og lidt længere nede kommer man forbi Nère-søen i 2.309 meters højde. Hvis man er heldig, kan man endda møde stenbukke på denne uforglemmelige tur.

Lac du Pourtet og Lac Nère (Eksternt link)

Ayous-søernes uovervindelige udsigt

I Ossau-dalen ligger en perlerække af søer, der kaldes Lac d’Ayous (Ayous-søerne). Her kan ihærdige vandrere opleve en fantastisk udsigt over bjergtoppen Midi d'Ossau, der rejser sig i 2.884 meters højde. Hvis man ikke er kuldskær, byder søerne Roumassot, Miey, Gentau og Bersau på masser af muligheder for en forfriskende dukkert. Den nærmeste sø Roumassot nås efter 1,5 times vandring med start fra dæmningen ved søen Bious-Artigues. Bersau-søen har sit højeste punkt 2.077 meter over havet og kan nås på 2,5 time. På toppen af slugterne lever kolonier af gåsegribbe i naturreservatet Ossau – husk derfor at kigge op!

Ossau-dalen (Eksternt link)

Søerne Lacs du Carlit – 11 søer på én og samme vandretur

Hele 11 søer på én vandretur, det er svært at overgå! Ruten starter ved Bouillouses-søen ikke langt fra skisportsstedet Angles i Capcir. Turen er især populær om sommeren, for den fører op til bjergtoppen Carlit, der er den højeste i Pyrénées Orientales. Der er forskellige måder at opleve søerne på: En kort tur på omkring tre timer eller en mere krævende tur på omtrent fem timers vandring.

Les Angles i Capcir (Eksternt link)

Nyd granskoven og det krystalklare vand ved Lac d’Aumar

I hjertet af naturreservatet Néouvielle i Aure-dalen gemmer Aumar-søen sig i 2.192 meters højde. Ruten følger først bredden af Orédon-søen, før den begiver sig ind mellem grantræerne langs en elv med flere vandfald. Vel fremme ved Aumar-søen kan man nyde udsigten over bjergmassivet Néouvielle, der spejler sig i det krystalklare vand omgivet af grantræer. Det er i sandhed et magisk syn!

Naturreservatet Néouvielle (link på fransk) (Eksternt link)

Her ligger Pyrenæerne