Lær alt om Bourbonvanilje på 5 minutter

Bourbonvanilje dyrkes med omhu, modnes på øen Réunion og betragtes som verdens bedste vanilje.

De fine brune stænger, som de største kokke jagter, udsender den skønneste duft. Vi kigger nærmere på vaniljens historie, og hvordan den bliver fremstillet.

Et navn med den søde duft af øen Réunion

Det var i begyndelsen af det 19. århundrede, at den mexikanske orkidé vanilla planifolia blev indført på øen Réunion. Aztekerne brugte den som smagstilsætning i deres kakaodrik, og de spanske conquistadorer tog den med til Europa, som også faldt for dens delikate aroma. Franskmændene bestemte sig dermed for at dyrke den på øen Réunion, som dengang hed Bourbon. Og som en reference til denne oprindelse er vanilje, der dyrkes i Det Indiske Ocean blevet kaldt for Bourbonvanilje siden 1964.

Når en slave finder løsningen

I mere end tyve år forblev vaniljeorkidéerne, som blev plantet på øen Réunion, ufrugtbare, da der ikke var noget insekt eller nogen fugl, der var i stand til at bestøve dem. I 1841 fandt Edmond Albius, en slave og kommende botaniker, løsningen med manuel bestøvning ved at løfte skillevæggen mellem blomstens reproduktive organer op med en pind. Bourbonvaniljens fremtid var sikret ...

Østkysten, plantagernes vugge

140 producenter, de fleste installeret på østkysten af øen mellem kommunerne Sainte-Suzanne og Saint-Joseph, dyrker næsten 190 hektar med Bourbonvanilje enten i skoven eller i skyggehus. Kun 6 ton af disse luksusstænger bliver produceret hvert år. De bliver enten solgt til lokale gourmeter på øen eller eksporteret til det franske fastland, hvor de bliver solgt i eksklusive delikatessebutikker.

Ældgamle produktionsteknikker

To år med kærlig pleje er nødvendig for at gå fra blomst til den brune, dyrebare stang! Med inspiration fra traditionelle, mexicanske teknikker udviklede Ernest Loupy et David de Floris produktionsmetoden i det 19. århundrede. Metoden starter med at skolde de grønne stænger i 65° C varmt vand og derefter dampe dem for at give dem deres smukke sorte farve.

En plads i solen

Stængerne bliver lagt til tørring i solen hver dag i 2-3 uger, og derefter bliver de lagt på stativer i skyggen. Dette er en nøglefaktor for kvaliteten af Bourbonvanilje. For at udvikle stængernes aroma bliver de opbevaret i 2-3 måneder i en trækiste, der er beklædt med vokspapir indeni.

Et besøg med duft af vanilje

Andelsselskabet Provanille i Bras-Panon står for næsten 80 % af produktionen af Bourbonvanilje. Når man har besøgt plantagerne og værkstederne (eller de privatejede plantager som er åbne for offentligheden) er det svært ikke at købe nogle vaniljestænger eller lidt kaffe eller sæbe tilsat vanilje ...

En vanilje der forfører smagsløgene

Uanset om det er i varm mælk, til at fremhæve smagen i en andesteg eller til at aromatisere en kage: Bourbonvaniljen er med os til bords. Ifølge kokken Olivier Roellinger er en tredjedel af en vaniljestang af høj kvalitet nok til en ret til 4-6 personer. Del vaniljestangen på langs, så du kan skrabe vaniljekornene ud med ryggen af en lille kniv.

Sådan kommer du til Réunion