Stolte bådtraditioner på Saint-Pierre-et-Miquelon: På sejltur med ildsjælene ”Zigotos”

I slutningen af 1800-tallet havde torskefiskeriets sin guldalder på Saint-Pierre-et-Miquelon, og over 500 af de traditionelle fiskerbåde ved navn ”doris” blev brugt i fiskeriet. I dag har moderne trawlere erstattet de små træfartøjer, men en håndfuld passionerede foreningsmedlemmer gør stadig en indsats for at bevare fiskerbådene, som er karakteristiske for Frankrigs oversøiske territorium udfor Canadas østkyst.

Vi møder brødrene Gilles og Stéphane en morgen, hvor regnen står ned i stænger. De er netop kommet hjem fra en 48 timer lang fisketur om bord på Cap Percé. Vi snakker, mens dagen langsomt bryder frem og konturerne af byen Saint-Pierre begynder at kunne anes i tågen.

Gilles og Stéphanes aner stammer fra akadierne, Nordamerikas fransktalende folkeslag, der var efterkommere af den franske kolonimagt på kontinentet. De er opvokset på øgruppen og har fra barnsben været omgivet af livet til søs. Da de var små, var det ikke ualmindeligt at moderen i al hast sejlede til naboøen hvor skolen lå: fiskeriet kunne ikke vente, og drengene måtte love deres lærer at lave dagens lektier derhjemme. Afsted gik det med hele familien ud på havet for at fiske loddefisk.

En håndfuld ildsjæle holder traditionerne i hævd

Saint-Pierre-et-Miquelons traditionelle dorisbåde er en afart af de amerikanske kanoer, og i dag har de fleste fiskere vraget dem til fordel for moderne fiskerbåde. Men i byen Saint-Pierre sørger en lille gruppe for at bevare traditionerne. De kaldes ”Zigotos” efter foreningen med samme formål. ”Den har eksisteret i over 30 år”, fortæller Gilles, hvis øjne stråler af stolthed over øgruppens kulturarv.

Nogle timer senere finder vi Gilles ved bådhus nummer 20, for sidst på dagen er disse farverige huse et rigtig godt mødested. Nogle kommer for at arbejde, andre blot for at sludre og på sommeraftener slutter flere sig til de hyggelige stunder. At identificere sig som Zigotos er nemlig også en god måde at socialisere på.

Fiskeriets storhedstid og roning til Canadas fastland

Det første bådhus er blevet omdannet til et lille museum, hvor man kan se de forskellige åre og motorer. Genstande, der fortæller om de traditionelle bådes historie, torskefiskeriets storhedstid og de krævende roninger kendt som ”courses folles”, hvor deltagerne med armkræfter roede hele vejen til naboøen Langlade eller sågar helt til Newfoundland på Canadas østkyst.

Lige ved siden af os begynder to kvinder at skrælle kartofler til aftensmaden. Efter dagens ophold på havet spiser alle ved samme bord. Af de 80 Zigotos-medlemmer er det kun ganske få, som er kommet for at arbejde: I aften er det gode selskab øverst på dagsordenen.

Fiskeudstyr pryder muren bag de to kvinder. De professionelle fiskere bruger det ikke længere, men foreningens medlemmer benytter stadig de traditionelle snøre og lokkemad til at fange torsk, som serveres på det store middagsbord.

Intet er lige på en dorisbåd

Robert kigger ud over sine dorisbåde. Han er pensionist og har dedikeret en del af sin fritid til Zigotos-foreningen. Han sejler ikke længere, men bruger sin tid på værkstedet. Foreningens medlemmer bygger nemlig nye dorisbåde, og fartøjet findes i flere varianter og størrelser alt afhængig af antallet af roende besætningsmedlemmer. Dog har dorisbådene én ting tilfælles, nemlig fraværet af lige brædder, idet alt tømmer bøjer sig langs skroget.

Lidt efter lidt indfinder roere i alle aldersgrupper sig: unge piger og fiskernes børnebørn som stolt går forrest i rækkerne. I dag skal de nemlig holde styrepinden for første gang. En 30-årig kvinde fra Paris er også blandt de fremmødte. Hun skal opholde sig på øgruppen i et par måneder og har hos foreningen både fundet et nyt fællesskab og et fitnesscenter under åben himmel. Derudover møder vi en bankmand i fyrrerne og en pensioneret lærer, som har sluttet sig til for at nyde det gode vejr.

Alle samles rundt om Jean-Marc, som har startet foreningen og i dag ser til at bådsætningen foregår som den skal. Zigotos-medlemmerne sætter en båd med seks pladser i vandet: tre par roere og en der holder styrepinden.

Roerne skal helt til havnen i Saint-Pierre. At få seks personer til at ro synkront er ikke nogen let øvelse! Men i aften er havet perfekt. Der er ingen bølger, luften er mild og solen kærtegner besætningens ansigter. For foreningens medlemmer er det formentlig en af de sidste chancer for at komme på vandet, før vinteren sætter ind. Men i aften smiler alle og efter en runde i havnen går turen tilbage til bådhusene langs Île aux Marins.

Barndomsminderne deles med turister

Halvdelen af bådenes roere er vokset op på øgruppen, men livet på Saint-Pierre-et-Miquelon med de farvede huse ser ikke ud til at kede dem. Tværtimod mærker man en stærk tilknytning, der går gennem generationer og som præger Saint-Pierre-et-Miquelons historie og kulturhistorie.

Om sommeren tilbyder de lokale sejlture i dorisbådene for turister. Turen er naturligvis noget langsommere end fx en tur i gummibåd, men hvis man vil lære den lokale kultur lidt bedre at kende er her en rigtig god mulighed. I denne lille franske del af Nordamerika deler de lokale styrmænd nemlig ud af deres egne- eller bedsteforældrenes historier.

Saint-Pierre-et-Miquelon ligger langs Canadas østkyst