Østers til julemiddagen og en vigtig dag i januar: sådan fejres jul og nytår i Frankrig

I december kaster julestemningen sin glans over Frankrig, men modsat Danmark er middagen juleaften ikke nær så traditionel. Tilgengæld er d. 6. januar en vigtig del af traditionerne. Dagen markerer nemlig det nye år og de tre vise mænds søgen efter jesusbarnets krybbe. Læs med og bliv meget klogere på, hvordan julen fejres i Frankrig...

Adventskrans og juletræ

Traditionen at tænde lys i adventskransen stammer fra Tyskland, og derfor er det ikke så overraskende i Alsace og dele af Lorraine, at "Couronne de l'avent" skaber hygge i december. Disse regioner grænser nemlig op til Tyskland.

I løbet af december dufter de franske hjem af julebag med julede krydderier som kanel, honning, vanilje og stjerneanis. Julepynten består ofte af misteltene, de grønne blade fra kristorn med røde bær samt farverigt julepynt. Juletræet er sommetider kunstigt og fyldt med glaskugler og glitter. Det sættes typisk ind i stuen et par dage før jul og finder undertiden sin plads i stuen dage før juleaften. Under træet må gaverne ofte vige for et krybbespil.

Julemad

For de fleste franskmænd er maden højeste prioritet, når julen skal fejres, men i Frankrig er man mindre traditionsbundet i forhold til, hvilke retter der pryder middagsbordet. For franskmændene handler det lige så meget om at tilberede de lokale råvarer og gå efter højeste kvalitet – gerne blåstemplet med kvalitetsmærkerne ”Appellation d'origine contrôlée” og ”Appellation d'origine protégée”. Bliver man inviteret på julemiddag i Frankrig kan man derfor være heldig at få jomfruhummer, fois gras, østers eller kammuslinger til forret. Hovedretten kan herefter bestå af fisk, vildt eller fjerkræ som typisk enten er kalkun eller kapun (en kastereret hane, red.) fyldt med kastanjer og valnødder. Endelig kan et ostefad med de lokale ost afrunde det pragtfulde julemåltid. Den franske juletræstamme Büche de Noël er også en populær lækkerbisken.

Julemarkeder

De franske julemarkeder var tidligere stort set forbeholdt Alsace-regionen i den østlige del af Frankrig, men i de senere år har markederne spredt sig til byer over hele Frankrig. Her sælges alle mulige former for smukt fransk kunsthåndværk og lokale specialiteter. Frankrigs ældste julemarked er også dets mest berømte. Det ligger i Strasbourg og har siden 1570 spredt julestemning i hele byen.


De hellige trekonger

D. 6. januar er en vigtig dag som markerer starten på det nye år. Her mindes man nemlig De Tre Vise mænds søgen efter Jesusbarnets krybbe og deres beundring af barnet. D. 6. januar markeres denne dag traditionen tro med kagen Galette de Rois (som vist på billedet herunder) som består af butterdej med fyld af æblemos, creme, marcipanmasse, mandelfløde eller lignende. Ifølge traditionen putter man en lille figur (”fève”) ind i kagerne, og den der får kagestykket med figuren kan kalde sig konge eller dronning indtil næste år.

Hotel-Lutetia-Galette-des-Rois-2020-par-Nicolas-Guercio-3-(credit-Phillipe-Vaures) HEADER OPT 2