Hauts-de-France, Nordfrankrig: 5 aktiviteter for hele familien

Oplev nye eventyr sammen med familien i den nordfranske region Hauts-de-France. Der er mindeværdige øjeblikke i sigte, og programmet byder på tidsrejser, digital detox og museumsbesøg!

Med damplokomotiv tilbage i tiden

Tag familien med på tidsrejse og gå ombord på et ægte damptog! Le réseau des Bains de Mer (Eksternt link) forbinder Le Crotoy i nord med Cayeux-sur-Mer via bugten. Tag med tilbage til sidste århundredes ”La Belle Epoque”-periode, når lokomotivføreren blæser i sin fløjte og toget dampende og knirkende sætter i gang.

Snart går det derudaf med 20 km / t, og passagererne har således god tid til at se både får og heste på de omkringliggende enge. I kan også kombinere togturen med en cykeltur i Somme-bugten. Hvis turen falder sammen med Frankrigs nationaldag d. 14. juli kan I også opleve festfyrværkeriet fra toget!

Oplev Europas største akvarium "Nausicaá"

I Boulogne-sur-Mer kan man i Europas største akvarium "Nausicaá” opleve tusinder af havdyr og fiskearter ganske tæt på: fra havbars og vandmænd til rocker og hajer ... kom helt tæt på livet i havet bag en 100 m2 glasvæg, hvor 20.000 forskellige fiskearter svømmer rundt på den anden side! Akvariet er også lærerigt, idet børn og voksne undervejs lærer om biodiversitet og havbeskyttelse. Ganske enkelt fantastisk!

Sjov for hele familien i grønne omgivelser

En weekend midt i naturen: Det er hvad den 200 hektar store, beskyttede naturpark Parc d'Olhain (link på fransk) (Eksternt link) tilbyder. Prøv fx en tur med den 1.000 meter lange rutsjebane, der bugter sig gennem terrænet: 650 meter af turen byder på en svimlende nedstigning med en højdeforskel på 70 meter! Sikkerheden er naturligvis i top, og børn skal være 3 år for at prøve.

Prøv også en overnatning i en hytte placeret 6 meter over jorden oppe i trækronerne! Det kræver en lille indsats at komme derhen, for du skal bruge et net til at bestige træet! En weekend fuld af oplevelser, som børn ikke glemmer i første omgang! Se mere her (Eksternt link) .

Tag dine teenagere med på digital-detox i Prieuré Saint-Rémy

Kan du forestille dig at lægge mobilen væk, og kanalisere skærmtiden over i et afstressende ophold på et kloster? Det kan man i Saint-Rémy klosteret (link på fransk) (Eksternt link) , der ligger i de smukke omgivelser omkring Montreuil-sur-Breche. Herfra kan man gå en masse flotte ture eller blive i de hyggelige klosterrammer og nyde urtehaven med lægeurter, hvis dufte vækker sanserne. Inviter også familien med til fælles qi gong under de store træer, og oplev fællesskabet på en ny måde.

Prøv kræfter med Escape rooms og oplev regionens museer på en ny måde

At få teenagere til at gå på museer er en udfordring, som følgende museer har taget op: Musée Henri Dupuis (link på fransk) (Eksternt link) i Saint-Omer, Musée Gallé Juillet(link på fransk) (Eksternt link) i Creil, Musée des Beaux-Arts (link på fransk) (Eksternt link) i Valenciennes og Musée de Flandre (Eksternt link) i Cassel. Fælles for disse museer er deres mindre højtidelige tilgang til museumskonceptet, med den sjove aktivitet ”escape room” i centrum.

Her skal deltagerne samarbejde for at løse en gåde som kræver logik, hurtighed og skarpe observationsevner. Ganske enkelt et fremragende initiativ, der gør kulturen mindre skræmmende, mere tilgængelig og mere attraktiv for unge. Endelig er escape room-oplevelserne en god måde at kombinere de forskellige museers værker og udstillingsgenstande.

Planlæg din næste familieferie i den nordfranske region Hauts-de-France her (link på fransk) (Eksternt link)

Læs også:

Lille: 6 overraskelser for børnene

Hauts-de-France: Det skal du se og opleve

Her ligger den nordfranske region Hauts-de-France