Vores 6 favoritsteder for at beundre solnedgangen på Martinique

Himlen står i brand i nuancer af lilla, rosa og gul. Bakkerne og Pelée-bjerget er som hugget ud i kobberfarvet lys. Duftene, lydene og den friske aftenluft ... Her er vores favoritsteder for at nyde de smukke solnedgange på Martinique.

Den mest filosofiske: Carbet

I Anse Marigot, i nærheden af landsbyen Carbet (ikke langt fra Saint-Pierre), slår vi os ned på en specielt anlagt platform for at beundre udsigten. På dette fremspring, som svæver op over havet, omgivet af en afpillet vegetation, har man følelsen af at være ved verdens ende ... eller på en båd et eller andet sted på Det Caribiske Hav. Langt ude i det fjerne fanger et hvidt sejl dagens sidste solstråler. Så går den farverige himmel over i rosa og lilla nuancer ... og vi spiser middag på stranden i Carbet. Grillet fisk eller kylling i kokosmælk i en stråhytte i vandkanten.

Det mest festlige: Grande Anse d'Arlet

Anses d'Arlet med sine farverige både, der er trukket op på stranden med de grønne bjerge i baggrunden, er et af de mest charmerende steder på vestkysten af Martinique. Med sand mellem tæerne på terrassen til en af restaurant-barerne i Grande Anse beundrer vi solnedgangen, mens vi nyder skønne accras de morue (en slags friturestegte fiskefrikadeller). Den lange badebro, der strækker sig ud i vandet, og den murstensfarvede kirke med det høje, slanke kirketårn danner en smuk baggrund. Vi elsker stemningen på denne strand, hvor der er masser af liv i weekenden og om aftenen efter arbejdstid.

Den mest eksotiske: Balata-haven

Brug lidt tid i Balata-haven, denne botaniske have, der ligger højt oppe i Fort-de-France, før den lukker kl. 18. Fra hængebroerne kan man beundre tropiske løvtræer, bambus, træbregner og andre palmesorter, der står som skærende kontrast mod den rødmende himmel. Man kan høre fuglene synge om aftenen med den herlige fornemmelse af at tilhøre en planteverden under forandring, når natten falder på.

Som et "postkort": Les Salines-stranden

Hvis du leder efter kokospalmer, der læner sig ud mod havet, hvidt sand og turkisblåt vand, så er du kommet til det rette sted. Les Salines er den mest berømte strand på Martinique med sine 100 % tropiske omgivelser. Den ligger på sydspidsen af øen og er meget populær på grund af sine lange strækning med koralsand. Det er ved solnedgang, når strandkanten ligger badet i gyldent lys, og Rocher du Diamant fikserer blikket mod horisonten, at stedets skønhed er mest overvældende. Det er også et privilegeret øjeblik, hvor man kan have denne ellers meget besøgte strand om dagen næsten for sig selv.

Den vildeste: Anse Couleuvre

Mellem landsbyerne Prêcheur og Grand'Rivière på øens nordvestlige side gemmer der sig en vild kyststrækning med forrevne klipper og bugter med sort sand, afgrænset af en skov, der genspejler sin smaragdfarvede skygge i vandet. Anse Couleuvre, som ligger længst mod vest, og kun er tilgængelig via en lille vej med hårnålesving, klynger sig til klippeformationerne. Denne uberørte natur, på grund af dens afsides beliggenhed, har flere fugle på besøg end turister. I skumringen bliver kontrasterne mellem det sorte sand og det hvide havskum fascinerende.

Den mest romantiske: fra havet

Kast anker, og tag ud på havet i solnedgangen. Fra Fort-de-France, les Trois-Ilets eller Case-Pilote, ombord på en RIB eller en gammel jolle, der er noget for enhver smag på denne salte udflugt. Vi sætter sejl for at beundre øen i det smukkeste lys. Aftenlyset sætter de røde klipper i brand, får det gyldne sand til at gnistre og fremhæver Pelée-bjergets og de mørke omgivelsers skulpturelle skønhed.

Sådan kommer du til Martinique