Inspiration til hjemmebiografen: Paris i filmkunstens verden

Paris og filmkunsten er en kærlighedsaffære, der aldrig dør! Uanset om det er i et nostalgisk tilbageblik fra Woody Allen eller et actionpacked møde med Eiffeltårnet i James Bond tager ”Lysets By” sig altid godt ud på det store lærred. Fra Eiffeltårnet til Seinens bredder tager vi dig her med til Paris set bag kameraets linse...

Først lidt baggrundsviden: d. 28. december 1895 slog brødrene Louis og Auguste Lumière for første gang dørene op til en filmvisning baseret på deres opfindelse af et apparat, der kunne kombinere levende billeder med projektion. Det foregik på Salon Indien du Grand Café på Boulevard des Capucines i Paris, og siden har filmverdenen holdt trofast fast i sin fascination af den franske hovedstad: fra reklamefilm, spillefilm, kortfilm og serier: hver dag foretages der omkring 10 filmoptagelser rundt omkring i Paris...

Det ikoniske Eiffeltårn

Vi begynder ved Eiffeltårnet, som roligt kan regnes for at være et af de monumenter, man som filminstruktør skal portrættere, hvis ens film skal være forankret i Paris. Det ikoniske tårn med kælenavnet ”Jerndamen” optræder på et utal af filmplakater bl.a. Le Ballon Rouge fra 1956, Den sidste Metro (”Le dernier métro”) fra 1980, National Treasure fra 2004, Disneys Ratatouille fra 2007, On connaît la chanson fra 1997 – for blot at nævne en håndfuld. Eiffeltårnet har også en rolle i de franske film Mystère à la Tour Eiffel fra 2015, À l’assaut de la tour Eiffel fra 1947 samt den amerikanske film noir The Man on the Eiffel Tower (L’Homme de la tour Eiffel) fra 1950.

Eiffeltårnet spiller også en rolle i mange store filmsucceser, bl.a. i A View to a Kill fra 1985 hvor Roger Moore i rollen som James Bond jagter Grace Jones op i tårnet, i Un Indien dans la ville fra 1994 klatrer Mimi-Siku rundt i tårnet med bare hænder og i Rush Hour 3 slås Jackie Chan og Chris Tucker på restaurant Jules Verne. Endelig har filmbrancen også flere gange udsat Eiffeltårnet for hærværk. I film som Independance Day, Armageddon, The Great Race samt Marc Attack er det blevet tilintetgjort af meteorer eller det er blevet sprængt i stykker af kanonkugler eller laserstråler!

Champs-Elysées i solskin og gråvejr

Den store boulevard, som ender ved Triumfbuen, er endnu et af Paris’ helt store kendetegn og ikonisk i film eller filmscener, der foregår i Paris. Listen af film der med Champs-Elysées som blikfang er blevet en anelse mere glamourøse er uendelig, men tilbage står altid den ikoniske scene fra filmen À bout de souffle fra 1960 hvor skuespillerinden Jean Seberg deler avisen New York Herald Tribute ud på den berømte boulevard.

På byens caféliv

Den lille parisiske bistro er en populær kending i blandt filminstruktører, som elsker den gammeldags stil med bardisk i zink, spejle på væggene, ternede duge og kurvestole på fortovet. Franske film som Paris fra 2008, OSS 117: Le Caire, nid d’espions (Cairo, Nest of Spies) fra 2006 samt klassikeren Le Fabuleux destin d’Amélie Poulain (Den fabelagtige Amelie fra Montmartre) fra 2001 har udødeliggjort bistroer rundt omkring i byen på gader som Rue de Belleville (caféen Aux Folies), Rue de la Folie-Méricourt (caféen Auberge Pyrénées Cévennes) samt på Rue Lepic hvor Amélie slår sine folder på Café des Deux Moulins. En café der indtager en helt særlig stjernestatus er dog Bistrot La Renaissance på Rue Championnet, der lægger kulisser til de franske film Le Sang des autres (The Blood of Others) fra 1984, Les Ripoux (Strisser på skråplan) fra samme år samt Quentin Tarantinos Inglourious Basterds fra 2009.

På restaurant

I Paris spiser man også særdeles godt, og byens mange restauranter er portrætteret i et væld af filmscener. I filmen Vie Héroïque (2010) inviteres seerne med på den glamourøse restaurant Lapérouse, hvor Serge Gainsbourg møder Jane Gainsbourg. Der er indretning med lysekroner og glaskunst på La Grande Cascade, hvor Catherine Deneuve venter i Belle de Jour (1967), og indenfor animationsfilm inviteres vi også ud at spise: Restauranten Chez Gusteau i Ratatouille er en tro kopi af den virkelige verdens restaurant La Tour d’Argent som ligger med udsigt til broen Pont de la Tournelle. Endelige vendes de parisiske restauranter sommetider på hovedet i filmene, som da Anne Parillaud i stedet for stille og roligt at drikke sin champagne færdig, starter en skudsalve i køkkenet på Train Bleu...

Ikoniske Montmartre

Montmartre er en gammel kending i filmens verden og mange franske filmklassikere, som L'assassin habite au 21 fra 1942 samt French Cancan fra 1955, indeholder scener fra Paris’ berømte bakke. Ej må vi heller ikke glemme en af nutidens helt store franske filmsucceser ”Den Fabelagtige Amelie fra Montmartre”, som tager sit publikum vidt rundt i kvarteret fra markedet Marché de la butte aux vignes på Rue Saint-Vincent og videre forbi Willette-pladsen for fødderne af Sacré-Coeur. Endelig må man forstå, at når kameraet ikke filmer Montmartre, sniger det hyggelige kvarter sig alligevel ind foran linsen. Tænk bare på An American in Paris fra 1951 eller naturligvis: Moulin Rouge (2001).

Romantik langs Seinens bredder

Der findes næppe noget mere romantisk end en aftentur langs Seinens bredder, over broerne og langs boulevarderne mens gadelygternes bløde skær lyser byen op. I Woody Allens Midnight in Paris fra 2011 følger vi Marion Cotillard og Owen Wilsons langs de berømte flodbreder, Leonardo di Caprio slændrer tænksomt over broen Bir-Hakeim i Inception (2010) og Matt Damon passerer Paris’ ældste bro Pont Neuf i The Bourne Identity (2002).

Filmen Charade (1963) rummer en af vores favoritscener i romantikkens navn med Audrey Hepburn og Cary Grant, som går de forelskedes tur ved Quai de Montebello langs Seinen. I selvsamme omgivelser forfører Audrey Hepburn William Holden i filmen Paris When It Sizzles fra 1964 og to år efter i How to Steal a Million er det Peter O’Toole, der falder for den charmerende skuespillerinde. Seinen danner rammer for begge kærlighedshistorier for som Audrey Hepburn selv sagde ”Paris is always a good idea”...

Her ligger Paris