Provence: 5 svalende klostre i sensommervarmen

Provence gemmer på et væld af smukke klostre, som med deres tykke mure tilbyder et svalende hvil fra sommersolens stråler. Under de ældgamle hvælvinger åbenbarer de svalende og smukke kirkerum sig som middelalderlige tidslommer i deres egen ret. Nogle af Provences klostre bebos endnu af munke, mens andre er omdannet til udstillingslokaler. Her er vores fem favorit klostre for alle, der søger et kølende og åndeligt pusterum.

Sénanque og de smukke lavendelmarker

Den skønhed som Sénanque-klosterets lavendelmarker besidder er ikke til at tage fejl af, og derfor er stedet en stjerne blandt Provences klostre. Cistercienserordenen holder til bag de bastante mure og Sénanque hører under hovedklosteret Abbay de Lérins, der ligger udenfor Cannes. Sénanque-klosteret er beliggende tæt på Gordes i Luberon, og her dyrkes Provences berømte plante: lavendel. Derudover bedriver munkene tiden med biavl og fremstilling af honning. Klosteret er også åbnet for personer, der for en tid ønsker at trække sig tilbage og tage del i klosterlivet.

Besøg Sénanque-klosteret (Eksternt link)

Le Thoronet et smykkeskrin af moderne kunst

Dette kloster gemmer sig i de sydfranske skove mellem Brignoles og Draguignan. Med sin simple og elegante indretning, fri for prangende udsmykninger, bjergtager Thoronet sine besøgene med sin arkitektoniske renhed. Den schweiziske arkitekt Le Corbusier besøgte det i 1954 og blev ligeledes betaget af dets smukke og enkle stil, der ofte danner ramme om kunstudstillinger.

Besøg Thoronet-klosteret (Eksternt link)

Silvacane, den hemmelighedsfulde søster

De tre Cistercienser-klostre i Provence Thoronet, Sénanque og Silvacane kaldes ofte ”de tre søstre”. Silvacane ligger overfor Luberon-bjergene tæt på byen La Roque d’Anthéron langs floden Durance og er en vellykket forening af gotisk og romanske byggestil. Et særpræg er Silvacanes 38 meter lange bassin, der strækker sig hele vejen op til slotsfacaden, og som tidligere blev anvendt som yngledam til klosterets fisk. Udstillinger, koncerter og festivaler optager hele året den tæt pakkede kalender. Det mest berømte event er den internationale sommer-klaverfestival La Roque d’Anthéron, der bl.a. finder sted i klosteret med nogle af programmets smukkeste koncerter.

Besøg Silvacane (link på fransk) (Eksternt link)

Montmajour, hvor kulturen trives

Dette kloster, beliggende tæt på Arles, kan dateres helt tilbage til år 948 og blev i fordums tid opført af Benediktinerordenen. I anledningen af Rencontres d’Arles afholdes her fotoudstillinger, oplæsninger og foredrag samt kunstværker skabt specielt til klosteret f.eks. Ascension, som kunstneren Alain Kirili har skabt til koret. Her er arven fra klosterets kultiverede munke, der læste værker af Molière og Cervantès og søgte viden i Diderot og d’Alemberts encyklopædier, allestedsnærværende. Gå ikke glip af klosterets kuriøse bestiarium (en naturhistorisk håndbog, som indeholder beskrivelser af flora og fauna, red. ) med sine mere eller mindre virkelighedstro dyrebilleder.

Besøg klosteret Montmajour (Eksternt link)

Ganagobie over Durance-dalen

Kloskerkirken i Ganagobie er et billedskønt bevis på fransk mosaikkunst. Det smukke stengulv er smykket med mosaikker, som forestiller middelalderens fortællinger om riddere og monstre. Det er svært at løsrive sig fra synet af dette smukke gulv i klosteret, der ligger i Durance-dalen mellem Manosque og Sisteron. Men hvis man gør, kan man fryde sine øjne med en fantastisk udsigt over landskabet. Siden 1992 har Benediktinermunke fra broderskabet Sainte-Madeleine holdt til på klosteret. Her bydes omverdenen velkommen ved kirkelige handlinger og åndelige retræter. Klosteret råder også over en butik med egen brugskunst.

Besøg Ganagobie-klosteret (link på fransk) (Eksternt link)

Her ligger Provence