Fascinerende kulturmøder, historie og traditioner på Réunion

Réunion opdages og annekteres af Frankrig

Réunion var langt op i vor tidsregning ubeboet af mennesker, og således kan den nuværende befolkning takke den portugisiske søfarer Pedro de Mascarenhas (1483-1555) for deres hjemstavn. Han menes nemlig at have opdaget den smukke ø, som er præget af de to vulkaner Piton des Neiges (3069 m) og Piton de la Fournaise (2361 m)

Først cirka 150 år efter opdagelsen af Réunion kom der beboere på øen. Det var franskmændene der annekterede Réunion, der skulle fungere som støttepunkt for handelsruten til Indien. Således etablerede det franske handelskompagni Compagnie Française des Indes i 1665 en koloni på Réunion, der på daværende tidspunkt hed Ile Bourbon.

Vidnesbyrd fra den grumme slavetid

I takt med franskmændenes annektering, blev en stor del af øen beplantet med sukkerrørsplantager. Disse blev helt frem til slaveriets afskaffelse i 1848 dyrket af slaver fra det sydlige Afrika. I dag bærer flere steder på øen stadig præg af fortiden. I Saint-Gilles-les-Hauts kan man således besøge den gamle plantageejendom Musée de Villèle (Eksternt link) , der frem til 1927 var ejet af familierne Desbassyns og Villèle, der udnyttede slavernes arbejskraft: Ejendommen blev opført midt i plantagen, og i dag kan museumsgæsterne bl.a. besøge dens have, kapel samt slavernes hospital. Et andet vidnesbyrd fra slavetiden finder man på i Saint-Leus gamle sukkerfabrik, der i dag er omdannet til museet Stella Matutina Museum.

Indtil slaveriets afskaffelse flygtede mange slaver op i de høje bjerge, hvor de byggede små utilgængelige landsbyer. Ifølge en legende, reddede Réunions beskytterinde ”den sorte jomfru” slaven Mario fra et mislykket flugtforsøg. Slaveejeren opdagede nemlig flugtforsøget og sendte sine jægere efter ham. Mario bad om hjælp til sin lille sorte figur af Jomfru Maria, som han gemte under en sten. Da jægerne fandt ham og ville pågribe ham, voksede der tornegrene ud foran dem, som spærrede vejen. Dermed slap Mario væk, og i dag er stedet, hvor han gemte den lille figur, erstattet af en sort Jomfru Maria statue. Den besøges hvert år af pilgrimme og lokale, som kommer for at bede i håbet om et mirakel.

På Réunion kan statuen besøges tæt på kirken Sainte Marie, der igger ved floden Rivière des Pluies.

Musik og festivaler på Réunion

Kulturen på Réunion er som nævnt præget af indflydelse fra mange forskellige verdenshjørner. Efter slaveriets afskaffelse hentede man arbejdskraft fra Indien, Østafrika og Indokina (Laos, Cambodia og Vietnam), og således er en af Réunions største festivaler bragt til øen i Det Indiske Ocean af tamilske indere og srilankanere. Lysfestivalen Dipavali afholdes hvert år mellem midt oktober til midt november og er tamilernes vigtigste højtid, som tiltrækker omkring 20.000 besøgende fra hele øen. Her fejres lysets- og lykkens gudinde Latchimi med optog og levende lys efter mørkets frembrud, mens man om dagen besøger sine naboer og giver kager. Festivalen kan opleves i byerne Saint-André, Saint-Paul, Port dans l’Ouest, Saint-Leu og i Saint-Pierre.

Sving hofterne til musik, optaget på UNESCOs verdensarvsliste

Ligesom Réunions køkken, er dens rytmer også influeret af flere forskellige kulturen. Séga er en af de mest kendte musikgenrer. Den har sin oprindelse i slavernes musik og de første strofer blev udelukkende komponeret med traditionelle instrumenter som triangel og ”ravanne”, der er en slags stor tambourin. Musikken blev brugt som middel til at protestere mod samfundets uretfærdigheder, og i dag er tre forskellige grene af Séga-musikken optaget på UNESCOs immaterielle kulturarvsliste.

På Réunion kan man også danse til maloya-musik, der ligesom Séga har rødder i rytmer bragt til øen af afrikanske slaver samt de indiske arbejdere, der afløste dem. Denne ”folk music” genre sammenlignes sommetider med amerikansk blues.

For yderligere information:

Læs mere om rejsemålet Réunion (Eksternt link)