Camping i Frankrig: 7 grunde til hvorfor du skal vælge denne ferieform, hvis du vil opleve Frankrigs natur og kulturarv

Som ferieland er Frankrig igen klar til at byde turister velkommen, og en oplagt måder at opleve skønne Frankrig på, er en campingtur. Det franske agentur for campingferie (Fédération Nationale de l’Hôtellerie de Plein Air, FNHPA) melder, at Frankrigs 8.000 skønne camping, telt og shelterpladser er klar til at modtage besøgende – her er 7 gode grunde til at opleve ferielandet Frankrig på campingfacon!

1: Campingglæde for enhver pengepung

Frankrigs campingpladser har tilbud der matcher ethvert budget og enhver type ferie. Du kan holde ferie i din egen autocamper eller med et telt, leje en hytte på campingpladsen eller prøve luksusversionen i et glampingtelt. På badeferie ved kysterne, tæt på smukke byer og landsbyer eller midt i naturen til en rolig og afslappende campingferie - de 8.000 campingpladser er placeret over hele landet!

2: Naturoplevelser i særklasse

Siden indvielsen af Frankrigs første nationalpark ”Parc de la Bérarde” i Isère i 1913 har franskmændene bestræbt sig på at bevare og genoplive landets naturlige levesteder og biodiversitet, samt at styrke den bæredygtige turisme og dermed også de lokale økonomier. I dag har landet 11 nationalparker, der strækker sig over 60.000 kvadratkilometer, 54 regionale naturparker og 9 havnationalparker samt 47 steder der er udnævnt som "Grands Sites" for deres exceptionelle kulturhistorie og smukke beliggenhed. Hvert år besøges disse steder af omkring 32 millioner mennesker.

3: Oplev den immaterielle kulturarv anerkendt af UNESCO

Frankrig er fuld af kulturarv, historie og traditioner. Ikke mindre end 23 franske festivaler, kunsthåndværk og skikke er på UNESCOs liste over immateriel kulturarv. Herunder blandt andet bjergbestigning, Bretagnes traditionelle dansefestival ”Fest-noz” og parfumeproduktionen i Grasse. For ikke at glemme gastronomien.

4: Rejs langsomt med ”slow tourism”

Til stor glæde for alle friluftsentusiaster rummer Frankrig hele 369 vandrestier kaldet "GR" (på fransk ”Sentier de Grande Randonnée”). Man kan bl.a. gå ad den legendariske Chemin de Saint-Jacques-de-Compostelle og Tour du Mont Blanc. Frankrig er også et stort cykelland og gennem landet strækker der sig 9 ud af i alt 15 transeuropæiske cykelruter, bl.a. Vélodyssée og Viarhôna.

5: Spis lokalt på farten

Der er en rigtig god grund til, at Frankrig er kendt som "de tusind ostes land", for i hvert et lille hjørne af landet produceres der lokale specialiteter og fransk gastronomi er verdensberømt. Kvalitetsmærker som "Label Rouge" og "Agriculture Biologique" samt oprindelsesbetegnelserne ”AOP” og ”AOC” garanterer oprindelse, kvalitet og sporbarhed af landets oste, velrenommerede vine og andre gourmetprodukter. Kig efter dem når du udforsker de franske landeveje og små byer!

6: Tjek ind på den lokale bondegård

Frankrigs bugtende marker, bjergtagende landskaber og langsommere tempo har altid appelleret til turister, der leder efter et autentisk rejsemål. Takket være ferieinitiativer som "Accueil Paysan" og "Bienvenue à la ferme" kan man opleve det franske landliv, besøge lokale gårde og møde bønderne der videreføre de stolte traditioner og kundskaber på fransk kendt som ”savoir-faire”.

Se mere hos Accueil-paysan.com (Eksternt link) og bienvenue-a-la-ferme.com (link på fransk) (Eksternt link)

7: Besøg de billedskønne byer og landsbyer

Frankrigs maleriske byer og hyggelige landsbyer inviterer til ferier i et roligt tempo med fokus på de autentiske ferieoplevelser. I Frankrig holder man af at klassificere og har dermed også lavet lister over de smukkeste landsbyer og mest bemærkelsesværdige byer. Kig efter sammenslutningen "Les Plus Beaux Villages de France", der har til formål at fremme og beskytte de 159 medlemslandsbyer. "Les Plus Beaux Détours de France" er en anden liste af 107 unikke små byer og landsbyer, som er blevet tildelt mærket takket være deres særlige karakter, mange attraktioner og charmerende indkvarteringsmuligheder. Sidst men ikke mindst er der udtrykket "Petites Cités de Caractère", som omfatter karakteristiske landlige byer, der baner vejen for bæredygtig turisme.